BETApause

SEIN holder en lille pause for at stoppe op. Tænke os om. Og blive endnu bedre.
Hvis du har lyst, kan du holde en pause med os.

Selvom der ikke kommer et nyt indlæg fra d. 2 – 8. november, så er der ikke stille på SEIN.

Vi har lavet en facebookbegivenhed for at minde hinanden om, hvor vigtigt det er at stoppe op en gang i mellem. At det er helt okay bare at være alene, være langsom eller være forvirret. Og at man har brug for tid og rum til at tænke.

Mens du venter, kan du for eksempel læse et brev om pauser, ungdom og mellemrum. Du kan læse et indlæg om at sige nej. Eller en lille tekst om at finde ro.
Du kan også følge med og deltage i nogle små pauseidéer, der kommer på begivenheden og på instagram. For måske kan vi dele vores pauser med hinanden.
Hver dag vil vi slå et lille, anonymt pauseønske op. Lige her. Og du kan sende dit eget ind til novembers SEINsamling. Så kan vi holde pause. Sammen.

Jeg ville ønske, at jeg kunne holde en pause fra…

Dag 1.
.. at tænke så meget på fremtiden. Hvad skal jeg studere på uni, hvornår skal jeg flytte hjemmefra, hvordan sparer jeg nok penge sammen, hvordan holder jeg gamle venskaber ved lige, og hvordan skal jeg blive lykkelig? Spørgsmålene hober sig op i mit hoved, og jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg finder svarene.

Dag 2.
…at være så bange for, at jeg vil miste mine venner. Hele tiden tro, at de bliver trætte af mig, eller at de ikke synes, jeg passer ind, eller at de glemmer mig, fordi jeg er dårlig til at skrive til dem på messenger.

Dag 3.
…min historielærer.

Dag 4.
… at være på vej hen et sted. Det ville være rart at prøve at stå helt stille, og få lov at se det sted, man står, som et ståsted mere end en vej til noget andet.

Dag 5.
.. alle de generelle bekymringer, der hæmmer mit liv. Jeg er bekymret for dødelig sygdom, for forkølelse, for terror, for at min kæreste er mig utro, for at jeg aldrig bliver lykkelig og alt muligt, hele tiden. Det er svært at gøre ting og være i dem, når man hele tiden har 1000 bekymringer hængende om sig som et uvejr.

Dag 6.
.. at andre mennesker skal fortælle, hvordan ting hænger sammen. Jeg ved godt, hvordan de hænger sammen, jeg har mærket dem på egen krop. Og i øvrigt tager de fejl.

Dag 7.
… at tænke på dig. Nogen gange hader jeg, hvordan du fylder alt for meget i mit hoved. Så ville jeg næsten ønske, at jeg slet ikke kendte dig, for så kunne jeg fylde mit hoved med andre og mere konstruktive tanker og følelser.

Vi glæder os til at være tilbage – lige om lidt!

Psst!
Læs mere her