BIDRAG: Vi bør gøre ADHD til en drivkraft frem for en byrde

11. marts 2021

ADHD er en forkortelse for diagnosen Attention Deficit/Hyperactivity Disorder, og det er den mest udbredte diagnose blandt børn. ADHD giver problemer med at opfatte, huske, fortolke, planlægge og orientere sig. Hvordan klarer man sig igennem et uddannelsessystem, når disse egenskaber er hæmmede? Er vores måde at tænke skole, uddannelse og erhvervsliv overhovedet gearet til at omfavne mennesker med diagnoser som ADHD? Det undersøger Ida i dette debatindlæg.

Da min veninde for nylig sagde, at hun gerne ville lære mig at strikke, blev jeg virkelig begejstret. Faktisk så begejstret at jeg, inden jeg kunne nå at se mig om, havde brugt over 1000 kr. på garn og strikketilbehør. Et par dage efter rev jeg spontant mit køkken ned. Noget jeg vitterligt ingen erfaring har med, hverken nedrivningen eller opsætningen af nyt.
Jeg handler som regel, før jeg tænker. Jeg reagerer på alle mine impulser og tanker og kan ikke stoppe det – det er både en af mine stærkeste og svageste sider.

Jeg har hele tiden uro i kroppen, og jeg kan ikke overskue opgaver, som indgår i et almindeligt liv. Jeg snakker alt for meget og afbryder hele tiden. Mit følelsesliv er heller ikke helt stabilt, og jeg ved ikke altid, hvor jeg har mig selv. Jeg bliver nemt stresset og har svært ved at opretholde motivationen. Alt det her er en virkelig nederen cocktail. Det får mig tit ned i et sort hul, hvor jeg tvivler på, om jeg nogensinde kommer til at fungere i en normal hverdag, hvor jeg kan varetage et job og betale mine regninger.

Det var derfor en form for lettelse, da jeg i 2020 fik diagnosen ADHD i en alder af 24 år. Det hjalp mig nemlig med at sætte en masse ting i perspektiv. Ting, jeg har haft svært ved, siden jeg var helt lille. Blandt andet det at gå i skole.

3-7% af danske skolebørn anslås at have ADHD. Det er altså en hel del. Og det er vist næppe nogen nyhed, at børn med ADHD kan have udfordringer i skolen.

Af en undersøgelse foretaget af Arbejdernes Erhvervsråd i 2019 fremgår det, at mere end hver anden med ADHD ikke har opnået højere resultater end karakteren 02 i både dansk og matematik ved afslutning af grundskolen. 63,7% af unge med ADHD har heller ikke fuldført en ungdomsuddannelse, når de runder 25 år. Jeg tror ikke, at disse statistikker er et tegn på, at mennesker med ADHD er mindre begavet. Jeg tror, at måden, vi har indrettet vores uddannelsessystem på, skaber dårligere forudsætninger for indlæringen hos en stor gruppe mennesker. Det påvirker selvtilliden negativt helt fra grundskolen, hvilket kan have store konsekvenser for deres selvforståelse resten af livet.

Så hvorfor er vi ikke er begyndt at redesigne vores uddannelsessystem, så det favner flere?

Der er ikke tal på, hvor mange i Danmark der har ADHD, men man anslår, at ca. 1-3% af den voksne befolkning lever med diagnosen. I 2013 tog knap 21.000 voksne mennesker medicin for ADHD, hvilket er langt under de 1-3%. Det er selvfølgelig ikke alle med diagnosen, som tager medicin, men noget kunne tyde på en potentiel underdiagnosticering. Ligesom jeg selv har gjort hele mit liv, så er der med stor sandsynlighed rigtig mange mennesker, både børn og voksne, som lever med ADHD uden at vide det, og som af den grund føler sig forkerte eller har svært ved at passe ind. 66% af voksne med ADHD er ikke i arbejde. Det er jo ikke kun et problem for disse mennesker, men for hele samfundet. Endvidere bekræfter det mig endnu en gang i, at man med ADHD har dårligere forudsætninger for at klare sig godt i vores samfund.

Lige så vel som mennesker med ADHD har svært ved nogle ting, så besidder de ofte nogle evner, som er en gave. Min psykiater hævder, at mennesker med ADHD ofte er nogle af de mest kreative og handlekraftige mennesker, han havde mødt. Dét ser jeg som en kæmpe styrke og en positiv side af ADHD – og jeg tror, at det kan udnyttes til samfundets fordel, hvis der bliver givet plads til det, og vi lærer at omfavne det. Vi bør være bedre til at betragte ADHD som en mulighed fremfor en byrde.

Jeg kan jo kun tale ud fra min egen erfaring med ADHD. Men det er jo nok ikke kun os, der kan føle, at det er svært at passe ind. Jeg tror, det er de færreste, der føler, at de passer ind. Jeg tror, der er mange, om de har en diagnose eller ej, der ikke føler, at de kan imødekomme de krav og forventninger, der bliver stillet til os helt fra grundskolen.
Kan man give folk en bedre start og være bedre til at give plads til folks forskelle, svagheder og styrker i vores institutioner? Det kan da ikke passe, at vi alle sammen skal være gode til præcis de samme ting?

Jeg taler åbent om min diagnose, fordi jeg håber på, at vi på et tidspunkt kan få ADHD af-stigmatiseret. Efter jeg er blevet udredt og har fået diagnosen, har det været lettere for mig at acceptere mig selv, som jeg er. Jeg har fået noget at skyde skylden på. Jeg er begyndt at lære at bruge min diagnose som en drivkraft, og jeg forstår nu meget bedre, hvorfor simple opgaver kan være udfordrende for mig. Diagnosticeringen har med andre ord givet mig et nyt syn på tilværelsen, hvilket har hjulpet mig meget. Den hjælp er dog først kommet i en alder af 24 år og til trods for, at jeg nu har fået flere værktøjer til at håndtere ADHD’en i hverdagen, så gruer jeg stadig for min fremtid. Jeg håber, at vi bliver bedre til at omfavne og acceptere forskellighederne i en tidligere alder.

https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser

https://adhd.dk/

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN