Da jeg ikke kom ind #2

18. februar 2020

SEINbidrag.

Efter at have bearbejdet afslaget fra drømmestudiet hopper Stine på et fly til Australien for at prøve kræfter med WWOOF – World Wide Opportunities on Organic Farms. Her møder hun Annie – et møde, der kaster lys over en meget anderledes og ikke mindst inspirerende måde at leve på.

Dette er anden del i en tekstserie, der tager os med på en rejse fra kvoter og forventninger i Danmark til “wwoofing” i Australien. Læs første del her: Da jeg ikke kom ind

Collage af Lasse Bækkel

”Stine,” lød det fra et af havens mange blomsterbed, da gruset i Annies indkørsel knitrede under mine sko og afslørerede min tilstedeværelse. Den 72-årige kvinde kom gående med en smøg i hånden. ”Jeg troede, du var en dreng. Du er alt for smuk til at være en dreng. Find dig til rette, og kom ind i huset til en kop kaffe og en snak”. Jeg smed min taske i annekset og nåede knap nok at ænse rummet, hvor jeg skulle sove, før jeg var på vej ind i huset. Togturen ud til Annie havde været fyldt med tornadotanker, og jeg havde ikke kunnet samle mig på grund af en nervøsitet, men pludselig sad vi sammen i hendes by 60 kilometer udenfor Melbourne og 16.037 kilometer væk fra København. Det føltes helt rigtigt. Tiden fløj afsted for enden af Annies køkkenbord. Jeg drak kaffe, hun drak sort te, og hun lærte mig at rulle cigaretter, selvom hun virkelig synes, jeg skulle lade være. Sådan kom vi til at sidde mange gange. Den lille, skrøbelige dame, jeg mødte i indkørslen, var alt andet, så snart hun åbnede munden.

Annie fortalte mig om mænd, hun ikke gav en fuck for, om 70’erne, om kvindekamp, om havearbejde og om at have opfundet love, peace og fri marihuana.

For enden af Annies køkkenbord udfoldede sig næsten hele verden. Her startede hver en morgen. Her sluttede hver en aften. Her læste vi udklip fra avisen eller hørte international radio og bandede over amerikanske præsidenter. Her sad jeg og grinte, så tårerne trillede ned ad mine kinder, fordi hun fortalte om at sælge telefonsex ved selvsamme bord i et par timer som 40-årig iført en lyserød, lårkort plyskjole og med fjerboa om halsen. Hvorfor? Fordi en god ven havde sagt, at det turde hun ikke.
Det køkkenbord var et slags husets hjerte. Australiens hjerte for mig. Det rummede alle skæve og gode eksistenser i Annies liv, men når det var centrum for hende og mig, synes jeg, det var allersjovest. Annie fortalte mig om mænd, hun ikke gav en fuck for, om 70’erne, om kvindekamp om havearbejde og om at have opfundet love, peace og fri marihuana. Om Australien og om australiere. Om svære tider. Om sjove tider. Hun var ærlig og blottet for facade og iscenesættelse i sin måde at være til. Spurgte jeg hende om noget, svarede hun; var hun i tvivl, bad hun om et par dage til at sove på det, og var radioværten en uoplyst idiot, ringede hun ind og irettesatte ham.

Der var virkelig en gennemborende kulde i annekset, hvor jeg sov, men i Annies soveværelse var der altså ikke plads til mig. Der sov kænguruerne.

På papiret skulle jeg arbejde fem timer om dagen, og til de resterende 19 timer havde jeg hentet lydbøger og gamle radioudsendelser ned på min telefon. På forhånd vidste jeg, at Annie tog sig af tilskadekomne dyr, at jeg skulle komme med humor, et positivt udsyn og være forberedt på at agere som en del af familien. Jeg er fra Jylland. Humor kan jeg forstå. Bonusfamilier og forcerede følelser har jeg naturligvis en vis portion skepsis for. I virkeligheden var det hele anderledes. Den jyske skepsis blev gjort til skamme. Radioudsendelserne forblev uhørt, Annie er familie, og pånær de sene nattetimer var vi sammen hele tiden.
Der var virkelig en gennemborende kulde i annekset, hvor jeg sov, men i Annies soveværelse var der altså ikke plads til mig. Der sov kænguruerne.
“Hvad havde du regnet med?” spurgte hun mig, da hun så mit ansigtsudtryk den første dag, hvor de hoppede rundt på væg-til-væg-tæppet i hendes stue efter deres middagslur. Ikke at de boede indenfor, fordi de var for svagelige til at sove ude. Ikke at Annie reelt var deres plejemor, fordi deres forældre var blevet slået ihjel på de australske landeveje, hvor de svage må vige for de stærke. Jeg havde ikke regnet med at møde en kvinde, der levede med respekt for naturen som de indianere, jeg havde lært om i skolen. Syret. Magisk. Ikke noget hun gjorde for at fremstå som nogen af delene, men fordi hun mente, det var nødvendigt.

Min godtroenhed skal ikke lade sig underkende, ord skaber virkelighed, og jeg marcherede gladelig ind i Annies drømmeverden. Men jeg så også, at hun gik i seng klokken langt over midnat og stod op få timer senere, fordi kænguruernes døgnrytme bestemte. Jeg oplevede hende søvnløs, fordi to små fostre, der var blevet fundet inde i en død pungrotte, skulle overleve. Hun talte ikke livet i måneder, helligdage og ferier, for hver dag var en arbejdsdag. Årstiderne var den eneste omstændighed, der bestemte, og hun frygtede sommerens tørke i en sådan grad, at jeg stod helt mundlam tilbage og følte mig meget dansk og privilegeret. Men det var ikke synd for Annie. Hun røg sin hjemmedyrkede, tænkte på, at livet er nu, sagde ”godnat elskning” og gik i seng.

Annie er lyden af en Leonard Cohen-sang og Hal Kochs våde drøm.

Nattehimlen over Annies jord kunne gå fra lyserød til lilla til sort – hendes øjne kunne det samme. Sådan har jeg også set det ske med mine bedsteforældre. Et samtaleemne – krig. Det er, som om emnet besidder en meningsløshed så stor, at den næsten kan tage og føles på, og i starten var det deciderede ubehageligt at være i. Jeg ville aldrig kunne sige det helt rigtige. Som dagene gik, forstod jeg, at jeg ikke skulle kunne sige det rigtige. Jeg skulle bare lytte.
I dagstimerne, når solen stod højt på himlen og lyste på blomsterbedene, grøntsagshaven og alle eukalyptustræerne med de hvide stammer, var tingene sjove. Kakaduen sagde ”Hello Beautiful”, jeg snittede rabarber til rabarberkompot, og Annie fortalte, hvad hun troede, JK Rowling mente med navnene i Harry Potter. Ting, der gjorde ondt, hørte sig ikke kun aftenstunden til, men krigens spor krævede på en måde den stilhed og storhed, som mørket tilbyder. Den krævede nogle ører, som Annie intet skyldte. Når man har kendt en person længe, kan der måske opstå en usagt kontrakt om, hvad man siger og ikke siger. Man vil hinanden det bedste og fortæller så ikke om den der ene historie i en indbyrdes hensynstagen. Noget af det meget fine ved WWOOF er, at det føles, som om det fører to gamle venner sammen, som ingen historie har. Mødet skaber et nulstillet rum med plads til de ting, som normalt er fastlagret inde i hovedet, og når de kommer ud, opstår de samtaler, som kaffebaren derhjemme aldrig helt ville kunne rumme. Derhjemme havde jeg set mig sur på, at systemet bad mig om at sidde under en solstråle i to måneder, men når de der sorte øjne så ind i mig, forstod jeg nok lidt af ideen.

Annie er lyden af en Leonard Cohen-sang og Hal Kochs våde drøm. En dag sagde hun til mig:
”Al verdens information er som et puslespil, og du skal tage alle brikker, du overhovedet kan finde. Hvis du bare har en brik og en brik, vil du aldrig se hele billedet, men bare din egen lille brik; men jo flere brikker du har, jo bedre kan du se, hvad billedet portrætterer”. Hun afbrød min madlavning, en dag vi begik lidt lommefilosofi, fordi snakken fik hende til at tænke på filmen Baraka. Den skulle jeg se med det samme, så jeg kunne fortælle hende, hvad jeg fik ud af den. En anden dag udbrød hun Helen Reddys sang “I am Woman” og bad mig læse – virkelig nærlæse – teksten, så jeg ville få en chance for at forstå den kamp, hendes generation havde kæmpet for min. Åh, Annie. Gid jeg kunne have blevet længere. Der var så mange ting, jeg gerne ville nå. Men jeg havde lovet mig selv til miljøaktivisten Monique, og Annie havde lovet min sengeplads til to tyske piger, som var kommet tilbage efter fem år, og så en dag måtte jeg jo sætte mig ind i hendes søns bil, så han kunne køre mig til togstationen.

Hvad tænker du?

  1. Marie Matilde S. siger:

    Jeg elsker rejsetekster! De er så inspirerende og, for mig, meget fortrøstningsfulde. Din er ingen undtagelse!!
    Kh

  2. Stine Ytzen siger:

    Tusinde tak Marie, det betyder virkelig meget!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN