Den man tugter, elsker man

21. september 2018

SEIN-bidrag. Bekymringsfri. Fri. Let. Alle de følelser har Alice, når hun er sammen med ham. Han hjælper hende til at være glad. Men snart skal han rejse. Og det kan være svært at forholde sig til. Nærmest umuligt. For hvad hvis han slet ikke føler det samme? Eller ikke kan forholde sig til det, man skriver?

Foto af Astrid Marie Hyldgaard Thomassen

han er aldrig desperat, han lader mig vide, at vi har det på samme måde, at vi har de samme følelser. det ligger i kropssproget.

hans køkken er hvidt og blåt som det eneste bortset fra panderne og grøntsagerne. lågerne på skabene har krummelurer, og jeg ligger på gulvet og lader mine fingerspidser køre langs kanterne og stopper der, hvor malingen er skallet lidt af. finder det kun charmerende. han kan finde på at kigge på mig med begejstring, når jeg smiler, og holde mig tæt ind til sig under en fodboldkamp i fjernsynet, så jeg falder i søvn på hans bryst og føler mig som en nyfødt. for alle de gange jeg har sagt ham imod bare for at gøre det, og for de gange han har gjort det samme. vi skændes aldrig. jeg ved ikke, hvor man finder sådan nogle som ham henne. han er en dreng, der næsten er en mand, men uden arketypisk maskulin kynisme. han er blød og har en fantastisk indlevelsesevne, og det lyder sgu som et review i avisen, men det er ikke desto mindre sandt.

hele ideen om at han skal rejse virker større end turen på de få dage i sig selv og den tid, den fylder ud. det er ikke meget tid i det store billede, og jeg klarer mig fint, men jeg tænker på det rum, han ikke fylder, når han er væk. jeg ved, han ikke er nedenunder eller ved siden af, jeg ved, han ikke er på sit værelse, jeg ved, jeg ikke kan nå ham – hvis jeg ville. ligesom når vi ikke er sammen, kan jeg komme til at tænke utroligt meget på hans omgivelser og dem, han er sammen med, jeg er ikke misundelig, jeg undrer mig bare og er nysgerrig og ønsker vel nok egentlig, at jeg var der.

hele ideen om at han skal rejse virker større end turen på de få dage i sig selv og den tid, den fylder ud. det er ikke meget tid i det store billede, og jeg klarer mig fint, men jeg tænker på det rum, han ikke fylder, når han er væk.

det er det, der er med ham: han har kun gode intentioner, og det kan mærkes selv på afstand. der er stadig væk spor af facade i mig, kan jeg mærke, måske fordi jeg i virkeligheden beundrer ham meget. jeg behøver ikke sidde helt tæt på ham, jeg behøver heller ikke altid kigge på ham, bare jeg ved et eller andet sted, at han er der eller derovre eller tæt på. man kan ikke konstant reagere på hinanden, der er tidspunkter, hvor man bliver tvunget til at se ind i sig selv, og det gør jeg. jeg er mig selv og i mig selv på en rolig måde. sommetider en meget mere afslappet måde, end jeg er, når jeg er alene. dér er jeg bekymret.

når jeg er sammen med ham, er jeg mindre bekymret. glad.

jeg tænker om ham, når jeg kigger på ham: han er så fucking dejlig.

jeg siger det ikke så tit, som når han giver mig komplimenter, fylder mig med ord, som jeg ved, han mener, og det gør det netop endnu sværere. ikke at tage imod dem, det gør jeg. men at være i det og tro det. og reagere på en måde, jeg finder værdig.

jeg tænker meget over, hvordan jeg reagerer.

hvis han løber efter mig i haven, skriger jeg, og hvis han jagter mig op ad trappen, bliver jeg bange. ikke for ham, men for at blive jagtet.

den man tugter, elsker man,
og noget i vores mod- og sammenspil er fuldstændig i balance, så vidt jeg kan se.

jeg har lyst til hele tiden at spørge ham: “hvad sker der i dit hoved?”.
den fejltagelse, jeg begår, når jeg skriver, er, at jeg kommer til at tænke det som en dedikation på et eller andet tidspunkt undervejs, og det er slet ikke meningen. jeg ved ikke, hvad han tænker, når han læser noget, jeg har skrevet. ved ikke, om han finder det unaturligt eller tænker på det som behind the scenes. det burde jeg være ligeglad med?

flabet kommentar, forarget dask, ivrig sarkasme, prikker mig i siden, sparker ham over skinnebenet, giver mig en ufrivillig albue i hovedet, mens vi sover. når vi så vågner, tidligt eller sent, lægger han sin krop ind mod min på en måde, der er så mild og følende, at jeg føler mig knust til medgørligt støv og helt opløselig et øjeblik.

det virker hver eneste gang.

Hvad tænker du?

  1. Magda siger:

    Hvor er det en fin tekst!
    Du skriver virkelig smuk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN