En lige linje mellem højtalerne og kroppens følelsesregister

Illustration af Helena Hollænder 

Barbra Streisand er ikke ligefrem det, man ville kalde cool. Det har hun nok aldrig været, og det kan jeg egentlig godt lide. Allerede da hendes debutalbum udkom i 1963, repræsenterede hun en form for stjerne, der meget snart ville blive betragtet som altmodisch, ja, ligefrem anakronistisk. Mens Beatles sendte chokbølger gennem ungdommen, og Bob Dylan smadrede sangskrivningens grænser med et trykluftsbor, fortolkede Streisand sange fra The Great American Songbook og drømte om at stå på Broadways scener. Det er ikke den slags, der giver street cred. Heller ikke selvom jeg synes, der er noget enormt fascinerende ved hendes tilgang til sit materiale. Jeg mener, hvilken anden kunstner forestillede sig en musikalsk verden, hvor det giver mening, at ‘Cry Me A River’ og ‘Who’s Afraid Of The Big Bad Wolf’ eksisterer side om side med hinanden? Ikke ret mange, tror jeg, men det er en verden, jeg gerne ville leve i. En verden, hvor der er plads til, at alle de kæmpestore kontraster og konflikter og modsætninger, som mennesket og livet og alt andet indeholder, kan gå i en slags symbiose med hinanden. Plads til på den ene side at være helt nede i kulkælderen og grædefærdig på grænsen til det hysteriske og på den anden side at være fuldstændigt rablende gal og overgearet og glad i låget – på én og samme tid og uden, at den ene side på nogen måde devaluerer den anden. Jeg tror, det var sådan en verden, Streisand fandt på de homoseksuelle natklubber i Brooklyn, hvor hun startede sin karriere. Jeg kan i hvert fald levende forestille mig, hvordan hendes musikalske verden må have passet perfekt ind i et rum, der havde til formål at give plads til at føle alle de følelser, samfundet ikke ville give plads til.

Når jeg lytter til Streisands 1971-album Stoney End, er det også hendes evne til at skabe en kompleks musikalsk verden, jeg bider mærke i. I 1971 var det tilsyneladende gået op for hende, at hun var umoderne, og for første gang forsøgte hun sig for alvor med et repertoire skrevet af sangskrivere, der debuterede efter Cole Porter. Hun fortolkede sange af fremragende kunstnere som Laura Nyro, Harry Nilsson, Joni Mitchell og Randy Newman, men selvom sangene på Stoney End spænder fra Joni Mitchells californiske folk til sange, der primært er kendt fra Dusty Springfields soul-mesterværk Dusty in Memphis, formåede Streisand at få dem alle til at passe ind i en verden, der er umiskendeligt New York. Stemningen på Stoney End er den stemning, jeg forestiller mig, New York har om efteråret. Jeg har aldrig selv oplevet byen på den årstid, men når jeg lytter til albummet, kan jeg se det helt tydeligt for mig. Når jeg lytter til albummet, forestiller jeg mig gyldne og rødbrune blade, der langsomt falder af træerne i Central Park. Jeg forestiller mig kølige gåture langs Brooklyns brownstonehuse, og jeg forestiller mig ly fra vinden og sort kaffe i hvide porcelænskopper på små, snuskede dinere. Den slags dinere, hvor servitricen med et glimt i øjet siger ‘you’re living on the edge, honey’, hvis man bestiller en øl til sin burger (true story). Jeg forestiller mig den version af New York, man kan finde hos Woody Allen, og jeg har da også længe tænkt, at Stoney End ville være det perfekte soundtrack til netop en af hans film. Sådan en film, hvor der bliver snakket uhørt meget, og hvor Diane Keaton spiller hovedrollen og på én gang er vanvittigt neurotisk og voldsomt irriterende og helt fantastisk, som kun hun kan være det. Sådan en film, hvor karaktererne bærer alle deres irrationelle og overdrevne følelser uden på deres krøllede skjorter, og hvor jeg til tider må holde mig for øjnene, fordi de er så pinlige og forfærdelige, at jeg næsten ikke kan holde ud at se på det. Sådan en film, hvor alting nærmer sig tegneserieagtige karikaturer, men hvor noget ægte alligevel formår at trænge igennem al hysteriet og alle nervesammenbruddene. Noget ægte følsomt og ægte rørende.

Sådan er det også på Stoney End. Alt er stort. Det gælder både arrangementerne, sangene og følelserne. Barbra Streisand er senere kommet galt afsted med denne metode, som da hun i 1974 fortolkede David Bowies ‘Life on Mars’, hvortil Bowie sagde følgende: ‘Bloody awful. Sorry, Barb, but it was atrocious’. Bowie havde fuldstændig ret, men på Stoney End fungerer det faktisk. Det fungerer, fordi Streisand på Stoney End – ligesom i en Woody Allen-film – lader noget ægte skinne igennem det kæmpe orkester og de lige så store følelser. Det gør hun for eksempel, når hun i ‘Let Me Go’– en ode til ikke at binde sig til en partner – finder frem til en følelsesmæssig dybde, der slet ikke er til stede i The Box Tops originalindspilning af sangen. Streisand formår at understrege tekstens smertefulde dimension. Der er noget hjerteskærende ved den måde, hun mere og mere insisterende gentager linjen ‘I’m so young’ som argument eller forsvar for sin higen efter frihed. Ved den måde det bliver tydeligt, at hun langsomt selv bliver klar over argumentets banalitet.

Den førnævnte ægthed kommer dog allermest til udtryk i Streisands gåsehudsfremkaldende fortolkning af Gordon Lightfoots uhyggeligt smukke skilsmissesang ‘If You Could Read My Mind’, pladens ubestridte højdepunkt. Den kommer til udtryk, når hun på et nanosekund går fra en skrøbelig inderlighed til noget, der lyder som vrede, og tilbage igen. Hun synger som en engel, men en engel, der i løbet af en enkelt strofe kan få havene til at gå over sine bredder. En engel, der i løbet af en enkelt strofe kan få himlen til at skifte fra solskin til tordnende lynnedslag. Det rører mig dybt, fordi det minder mig om, hvordan det kan føles at skændes med en, man elsker. Hvordan man på et øjeblik kan gå fra råb og smadrede tallerkener til hviskende at prøve at nå til en fælles forståelse. Jeg bliver ligeledes rørt, når Streisand når til tredje vers og linjen ‘I walk away like a movie star who gets burned in a three way script’. Hun synger den linje med en helt særlig intensitet og lægger et mærkbart tryk på ordet ‘I‘ – måske fordi hun ikke kun metaforisk, men også på et helt bogstaveligt plan, kan relatere til billedet af filmstjernen, der bliver skrevet ud af manuskriptet.

For mere end noget andet er Barbra Streisand skuespiller. Man kan høre det på den måde, hun opfører en sangtekst, som om det er et lille teaterstykke på tre minutter, og man kan se det på hendes kropssprog i videoer fra hendes liveoptrædener. På den måde, hendes hænder bevæger sig. Og på udtrykket i hendes øjne. Hun er en skuespiller, der ikke altid er heldig med de roller, hun vælger, men som, når hun en sjælden gang imellem rammer helt rigtigt, formår at finde den svære balance mellem det store, voldsomme drama og noget, der føles ægte. Ægte følsomt og ægte rørende. Stoney End er ikke et stort værk. Det er ikke kreativt eller nytænkende. Det er derimod 30 minutters fremragende popmusik, der ikke prøver at være andet eller mere end det, det er. Det fungerer, fordi det spiller på en af popmusikkens mest grundlæggende præmisser, nemlig at dens primære funktion er at skabe en lige linje mellem højtalerne og kroppens følelsesregister. Det fungerer, fordi albummet er et lille stemningsfyldt vindue ind til en version af New York, der måske kun findes på film, men som i den tid, albummet varer, føles helt reelt. Og sidst, men ikke mindst, fungerer det – mine damer og herrer – fordi det simpelthen bare lyder pissegodt. Og når det drejer sig om popmusik, er det nok.