Interview med Stine

07. februar 2019

Om at se sin egen krop i spejlet. Tage et billede af den. Ikke at turde lægge det op. Gøre det alligevel. Og så at få det slettet efter to dage.

Sara og Marie har fundet Stine fra Vejrup på Instagram, kørt hjem til hende og snakket med hende. Et interview, der er endt med at handle om et nøgenbillede, som gjorde Stine virkelig stolt.

Det er midt i sommerferien. For under et døgn siden fandt vi Stine på Instagram, helt tilfældigt. Vi skrev til hendes profil og spurgte, om vi måtte komme hjem og interviewe hende. Det måtte vi gerne. Med et kamera og en mikrofon og ingen idé om, hvem vi skulle møde, eller hvad hun kunne fortælle, kørte vi hjem til Stine.

Stine Søby Fogh er 18 år og bor i et stort hus, der ligger fire kilometer udenfor Vejrup, en lille by, hvor der bor omkring 700 mennesker. Vi sidder i hendes seng.

Billeder af Marie Mørk

STINE SØBY FOGH: Jeg kan virkelig godt lide roen her – men jeg bliver også rastløs.
Man kan ikke bare gå ud af døren, og så sker der noget. Dengang jeg gik på efterskole, var det sådan, at hvis man var i dårligt humør, eller hvis man trængte til at tale med nogen, så skulle man bare gå ud og snakke med dem. Her skal jeg tage bussen i fyrre minutter for at mødes med mine venner i Esbjerg, og det hele skal være planlagt i forvejen. Og så bliver det tit sådan, at man bare bliver liggende i sin seng.

SARA MERING: Hvad gør du så, når du er i dårlig humør, og du ikke lige kan lave det der efterskole-noget med at møde nogen på gangen?

Det er lidt forskelligt. Nogle gange vælger jeg bare at være i dårligt humør. Og ellers kan jeg virkelig godt lide at gå ture. Jeg tror, at det er virkelig godt for ens hoved at komme ud og se nogle træer. Bare mærke, at der er andet i den her verden end det, man selv går og tumler med. Og at mærke, at man er en lillebitte organisme, der er i den her store verden. I stedet for, at man føler, at alle ens dårlige tanker fylder det hele, så bliver de derimod virkelig, virkelig små, og man opdager, at de ikke har nogen større betydning for, hvordan det skal gå i det store hele.

Hvor synes du, at internettet ligger der? Og sociale medier? Giver det også én en følelse af at være lillebitte?

Det er lidt forskelligt. Jeg synes, at internettet er godt til at give én et større overblik. Man ser en masse andre ting. Det giver et større perspektiv. Især når man kommer fra en lille landsby, så får man da også et større indblik i, hvordan resten af verden er. Og man opdager, at den norm, der måske er, om, hvordan tingene skal være, i lige præcis det område, man bor, måske ikke er den, man behøver at vælge.

Men jeg synes også helt klart, at man nogle gange misser ting ved at være på sociale medier. Og man kan også godt glemme, at mennesket ikke bare er sådan en slags… gud.

Internettet giver én et perspektiv – men det, man får i skoven, og det, man får på sociale medier, er to forskellige perspektiver, og jeg tror, at man også nogle gange skal huske, hvad det er, der giver én hvad. Og hvad man egentlig har brug for, når man vælger det ene til eller fra.

Ej, det giver vildt god mening.
Det med, at man bliver mindet om, at man ikke er gud, når man er ude i naturen – og omvendt, at man godt lidt kan føle, at man er en gud, når man er på internettet. Fordi de profiler, man har, på en måde er ens mulighed for at skabe sin egen lille verden.
Men hvordan bruger du det? For vi har jo fundet dig på Insta.

Jamen, jeg ved det ikke. Jeg snakkede sådan med min søster tidligere på ugen om, at jeg gerne ville prøve at bruge det på en anden måde – at jeg gerne ville have en mening med det hele. Men for at være ærlig, så tror jeg ikke altid, at jeg gør det.

Jeg tror tit, at jeg prøver at provokere folk. Jeg er vant til døde rådyr og slagtede ænder og sådan noget. Og tit kan folk ikke lide sådan nogle billeder. Billeder, hvor det hele er grimt, og hvor man bliver mindet om, at man spiser en kylling, der faktisk har fået skåret halsen over. Men for mig er det bare hverdag.

Når jeg kigger på alt det, jeg har lagt op, så er det jo egentlig bare billeder, hvor jeg har haft det sjovt og brugt noget tid på det. Man har ligsom haft en kreativ proces, og måske varede den kun to minutter – eller også varede den en time, men jeg tror, det er vigtigt, at man nyder selve processen. Ja, for det er derfor, jeg godt kan lide Instagram – fordi jeg føler, at jeg så har en grund til at lave noget.

Kan du huske et billede, der har taget lang tid at tage – eller hvor du havde det ekstra fedt?

Der var et tidspunkt, hvor jeg havde taget et billede af mig selv i spejlet – hvor jeg faktisk decideret var nøgen – og jeg synes bare, at det var et mega fedt billede. Der var nemlig en blitz over mig ligsom en glorie. Jeg lignede Jomfru Maria eller sådan noget. Jeg havde bare så meget lyst til at lægge det op, men i lang tid havde jeg ikke nosserne til det…
Til sidst lagde jeg det op – og det blev godt nok taget ned efter en dag – men hold kæft, hvor havde jeg det bare fedt over, at jeg havde gjort det. For det er tit, at man tænker: Ej, det tør jeg ikke lægge ud af mig selv.

Det tror jeg også, at man kan bruge Instagram til: at bryde sine grænser. Ikke fordi man skal bryde sine grænser så meget, at man ikke kan styre det. Det var ikke, fordi det var noget sexet billede – jeg synes bare, at det var fedt, fordi jeg lignede en engel. Der var et eller andet ved det, som var ekstremt uskyldigt egentlig.

Hvad var det, der gjorde, at du først ikke rigtig turde lægge det ud?

Jeg tror, jeg var bange for, hvad folk ville sige. Jeg kan huske, at jeg var bange for, om der var nogen, der ville tage fat i mig bagefter og spørge: Hvad fanden er det her? Og det var der helt klart nogen, der gjorde.
Til en gymnasiefest var der nogle, jeg arbejdede sammen med, som kom hen og spurgte mig, om jeg havde haft det dårligt, siden jeg havde lagt billedet ud. De prøvede nærmest at tvinge mig til at sige, at jeg havde haft det dårligt eller været deprimeret, fordi jeg havde lagt det ud. Og det var bare sådan en kæmpe stort kontrast til, hvordan jeg havde det. For det var jo slet ikke var for at få opmærksomhed – det var kun, fordi jeg synes, at det var et vildt fedt billede.

Jeg tror, det var det, jeg var bange for. Men samtidig var det også det, der var det fede ved det. Bare at sige: Fuck det, nu gør jeg bare, hvad jeg har lyst til. Det plejer jeg også at være god til. Og det var ekstremt frigørende.
Jeg tror også, det gør én stærk som person, at man bare tør tænke: Det her er min holdning, og jeg synes ikke, at der er noget galt med det her billede, og jeg vil gerne lægge det ud, fordi jeg synes, at det er fedt, og jeg synes, at det er kreativt. Jeg kan godt lide det, fordi jeg synes, at jeg ligner en engel – og sådan er det bare.

Var det, fordi du gerne ville bryde det der tabu med nøgenhed? Jeg synes jo, at det er helt vanvittigt, at man som kvinde ikke må lægge billeder op, hvor man kan se ens brystvorter, men man må godt som mand – eller var det egentlig mere bare, fordi du gerne ville vise noget frem, som du synes var fedt?

Jeg tror, at det var begge dele – men nok mest, fordi jeg synes, at det bare var fedt. Nogle gange synes jeg, at når man tager billeder af sin krop eller iagttager sin krop, så kan man godt føle, at man ikke hører til i den. At man er herude – og den er her. Men billedet var en måde, hvor jeg kunne få ejerskab over min egen krop og sige, ved du hvad, vi to, vi passer sammen.

Så det har altid været i baghovedet med #freethenipple og sådan, men jeg ville jo ikke have lagt det ud, hvis jeg ikke havde haft en grund til det. Jeg ville ikke have taget det billede, hvis jeg havde tænkt, at det bare var til #freethenipple.

Det er en vildt fin beskrivelse. Hvornår har du følt, at du var udenfor din krop?

Altså, jeg kan huske meget tydeligt, at der var nogle gange, da jeg var yngre, hvor jeg kiggede mig selv i spejlet, og så begyndte jeg bare at græde, fordi jeg ikke kunne genkende vedkommende. Jeg vidste jo godt, at det var mig, men jeg følte ikke, at det var mig.

Når jeg er gladest, så er det der, jeg virkelig bare føler, at jeg er mig. Jeg kan mærke det. Det hele er der. Jeg kan mærke, at jeg trækker vejret. Og så bliver jeg bare så glad.
Men der er også tidspunkter, hvor jeg bare græder, fordi jeg tænker: Hvem er du? Jeg ved ikke, om det er en eller anden form for identitetskrise. Det tror jeg ikke. Det er nok bare sådan, når man er ung, og man går med alle de her tanker, og man er ekstra følelsesladet, at det bliver fremprovokeret.

På det seneste har jeg været bedre til det. Både fordi jeg har fået nogle værktøjer, men også fordi jeg er blevet lidt ældre og bedre til at kunne forstå, hvordan jeg kan have det. Men da jeg var yngre, kunne jeg helt klart tit bare tænke: Hvem fanden er du?

Jeg vidste jo godt, at det var mig, men jeg følte ikke, at det var mig.

Hvornår føler du dig allermest til stede i din krop så? 

Måske bare når jeg står op og får morgenmad. Det der med de små enkle ting. Eller da jeg var med min mormor og morfar i sommerhus. Eller hvis jeg går en tur. Eller hvis jeg er sammen med mine venner. Der har været nogle gange her på det sidste, når jeg har været sammen med mine venner, og jeg så bare har fået tårer i øjenene, fordi jeg har tænkt, hvor er jeg egentlig heldig, at jeg bare er her. At jeg oplever det her. Og så føler jeg virkelig, at jeg ikke bare er samhørig med det hele – men også med mig selv. Det, tror jeg, er vildt vigtigt at mærke.

Hvilken bid af dit liv, tror du, at du viser frem på din Instagram-profil?

Jeg tror mest, at jeg viser det, der er oppe i mit hoved. Kan du forstå det? Det er tit bare et eller andet, jeg har gået og tænkt over.

Jeg har ikke lyst til at tage billeder, når vi er på cafétur, eller når vi er på stranden. Selvfølgelig er det mega hyggeligt, men jeg vil hellere bare holde det for mig selv.

Det, jeg lægger op, er også nogle gange bare til mig selv: Det her er grimt. Det her er smukt. Eller det her, det kan jeg godt lide. Der er da nogle gange, hvis man har haft nogle outfits, hvor man har haft det sjovt, så vil man jo gerne dele det. Men primært er det nok bare mine følelser – afspejlet i nogle billeder. Og jeg tror ikke rigtig altid, folk forstår det. Og jeg tror heller ikke altid selv, at jeg forstår det. For det er jo ikke altid, at det giver mening i øjeblikket – men måske giver det mening efter.

Hvis du tog et nøgenbillede af dig selv nu, som du synes var vildt flot, ville du så lægge det op igen?

Altså, dengang jeg lagde det andet op, og det blev slettet, der lagde jeg det bare op igen. Men jeg gad jo ikke skjule noget på det, så det blev bare slettet en gang til.

Når man bruger Instagram som kreativ platform, så føler man jo også på en eller anden måde, at det, man har ytret sig, det bare bliver slettet, og at man ikke har lov til at være der.

Jeg ville lægge det op igen, men hvis det var et nøgenbillede, så ville det nok også blive slettet igen. Der er tit nogle, der putter klistermærker på, eller som pixelerer det. Og det er også fint. Men hvis ikke jeg havde tænkt på at gøre det i første omgang, hvorfor skulle jeg så gøre det i anden? Så vil jeg hellere bare lægge det op i frustration igen, og så tænke: Fuck, hvor er det her nederen.

Ja, man bliver jo også selv supporter på en eller anden måde af de grænser, de har sat for én, når man sætter klistermærker på, og man siger: Nå okay, det kan jeg ikke – så får du det her i stedet for.

Ja, så affinder man sig med det. Jeg synes, det er fair at folk gør det, hvis de har brug for det. Og jeg kan da godt forstå, at man gerne vil lægge et billede op. Men på den anden side, så har man jo ikke lov til at være der så. Jeg vil hellere have, at det bare bliver slettet og slettet om igen, end at jeg ikke kan få lov til at lægge det billede op, jeg gerne vil.

Hvad tænker du?

  1. Ida siger:

    elsker! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *