Jeg kan godt lide at have travlt

07. januar 2018

Franciska har altid troet, at det var godt at have travlt. At man var doven, hvis man ikke havde mange aftaler, deadlines, projekter og en masse ansvar. Men i november vågner hun op en morgen og kan ikke stå ud af sengen. Alt er blevet for meget. Og det går op for hende, at hun nok ikke er sådan én, der bliver glad af at have travlt hele tiden.

Illustration af Sabrina Mây Elmhoff

Jeg er sådan en, der godt kan lide at have travlt”.

Det er virkeligt en sætning, jeg har hørt mig selv sige rigtig mange gange.

Jeg bryder mig nemlig ikke om at sidde for meget stille, jeg er utålmodig, og jeg skal helst altid være med i mange projekter på samme tid. Med lidt selvindsigt kan det nok siges, at jeg er sådan én, der udstråler gåpåmod og entusiasme, men også lidt ligner én, der kunne knække midt over i to dele. Når folk gennemskuer den sidste del, affejer jeg dem med førstnævnte bemærkning. For det har altid været sådan for mig. Helt tilbage fra folkeskolen har jeg blandet mig og møffet mig derind, hvor jeg kunne få indflydelse, om det så var elevråd eller ungdomspolitik, har det kostet på travlhedskontoen. Men som det kan ske for ildsjæle, så brænder man ud eller ned, eller brænder lyset i begge ender, og pludselig vågner man en morgen og er simpelthen ude af stand til at stå ud af sengen.

I november måtte jeg stoppe op og gøre status. Året var ved at være slut, og jeg kunne godt se, at det ikke rigtigt kunne fortsætte sådan her. Jeg var nødt til at sætte spørgsmålstegn ved den selvfortælling, som nærmest er som indgraveret i panden på mig. At jeg godt kan lide at have travlt. For kan jeg virkelig det?

Mit tredje semester på universitetet har netop nået sin afslutning. Det er lang tid siden, jeg har haft så travlt som i dette efterår. Min kalender har stort set været fyldt op hver eneste dag. Og det med fuldt overlæg, for jeg er skrækslagen for, hvad der vil ske med mig, hvis jeg ikke har travlt. I november stod jeg der, med to større skriftlige eksamener flyvende om ørene, og jeg kunne ikke rigtigt få vejret længere. Jeg stressdrømte, jeg vågnede om morgenen med den der tunge klump i maven, der sagde mig, at noget var galt. Og så vækkede det indre ur mig klokken 6:18 en søndag morgen med rotation i kroppen, halvt sovende, halvt vågen lå jeg med et bankende hjerte, der ikke ville falde til ro, jeg gruede for endnu en uge med for mange aftaler, deadlines, ansvar.

Det at have for travlt gør mig virkeligt i sådan et helt grunddårligt humør. De uger, jeg har det bedst, er også de uger, hvor jeg kan tage tingene med ro og tage mig god tid. Det burde jo være incitament nok til at skære ned. Alligevel skræmmer det mig, og jeg får så kolossal meget dårlig samvittighed, når jeg netop siger nej til noget. Samtidig har den gode gamle protestantiske arbejdsetik boret en idé ind i hovedet på mig om, at man kun er flittig, hvis man flyver rundt, at man er doven, ikke udretter nok i verden, hvis man bare sidder ned og glor ud i luften. Men spørgsmålet er, hvor dygtig man er, hvis man har for travlt. Måske man ikke får fordybet sig nok, tænkt nok, været kreativ nok, måske man gør lidt for mange ting halvt? Det ved jeg i hvert fald, at jeg gør.

Jeg skal huske, at jeg er ikke det, jeg producerer.

Jeg skal huske, at jeg er ikke det, jeg producerer. Jeg er meget mere end det. Og det er du også. Og måske vi alle sammen bliver dygtigere til det, vi laver, hvis vi ikke styrter rundt til den ene aftale efter den anden.

Jeg vil nu øve mig i at have mindre travlt. Her i den spæde start på et nyt år vil jeg sætte mig et mål om at sige mere nej, mærke mere efter og ændre på mine tankemønstre om travlhed. Jeg skal turde finde ud af, hvem jeg er, når jeg ikke har travlt. For det er virkeligt svært, når man har vænnet sig så meget til at være travl, det bliver rent overlevelsesmodus, og pludseligt tænker man slet ikke over, at det står sådan til. Så det her er mit stille oprør mod stresskulturen. Jeg vil på bedste rebelske vis sætte mig ned i min lænestol og ikke have travlt. I hvert fald en gang imellem. Og det bliver helt sikkert en udfordring, men derfor skal jeg gøre det alligevel. Måske vil du være med i mit stille oprør, tage ti minutter hver dag, hvor du ikke må gøre andet end at kigge ud i luften. Måske vil du revurdere, om du virkelig også godt kan lide at have travlt. Eller om du måske også ret godt kan lide at have tid til at lave ingenting.

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    You got it girl!

  2. Pauline siger:

    Af hjertet tak for det her, det er meget rammende, og mega inspirerende!

  3. Mille siger:

    Så fint skrevet!

  4. Elisabeth siger:

    Rigtig fin øjenåbner, som jeg nok også selv lige havde brug for .. Tak!

  5. Mathilde siger:

    SÅ godt skrevet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her