Jeg kendte fra en tidlig alder duften af hash

12. maj 2021

Mie Wogelius rejste i en ung alder fra ghettoen i Grønland og voksede på trods af racisme, vold, alkohol og hash relativt lykkeligt op i Odense, hvor hun i høj grad selv har måttet lære at stå på egne ben og fagligt få kæmpet sig op på niveau med jævnaldrende danske elever.

Som Mie sidder på bænken overfor, i den tidlige, kølige forårssol med sit ansigt slået op i venlige folder, let til smil og farverige Crocs på fødderne, ville man aldrig forestille sig, at samme person har oplevet misbrug på tætteste hold. Hun er født og vokset op i Nuuk på Grønland, og da hun ramte teenagealderen gik flere ting op for hende:

”Folkeskoleklassen var meget opdelt i grønlandske børn og elever med dansk- eller blandet baggrund. Man kunne mærke, at nogle af lærerne havde deres favoritter blandt grupperne, og de grønlandske børn var meget hånlige over for os andre. Først i 7. klasse gik det op for mig, at det var racisme. De kunne råbe: ‘Dér kommer danskerne!’ når vi kom,” – fortæller Mie Wogelius, der retter lidt på sin gule sweater og tænder en smøg.

Fra to forskellige verdener
Mie er født af en grønlandsk mor og en far med blandet dansk og grønlandsk baggrund og tilhørte derfor gruppen af danske og ”blandede” børn, der blev set ned på i folkeskolen af de grønlandske børn.

”Jeg snakker ikke med min mor længere. Hun og hendes del af familien har været meget styret af alkohol og hash, og jeg kendte allerede fra en tidlig alder duften af hash. Min fars side er derimod akademikere, og vi har en lang historie af akademikere på den side af familien.”

Mens Mies far kom ud af problemerne med alkohol og hash, da Mie var fem år, og har været en støtte siden, er moren stadigvæk fanget i sit misbrug.

”Min mor har været på kontanthjælp de seneste 10 år og er bare røget længere og længere ned i hendes misbrug. Jeg har et tidligt minde om, at hun sad med en flaske øl, og hvad der lignede et glas æblejuice. Jeg drak af glasset, der viste sig at være øl, mens hun sad fuld og lagde ikke mærke til noget. Når jeg bliver sur eller ked af det, kan jeg se, at jeg minder om min mor. Jeg har selv været voldelig mod mine ekskærester, der måske har provokeret mig, når jeg har fået for meget at drikke.”

Mies ansigt fortrækker ikke mine, mens hun fortæller om sin opvækst. Det blide ansigtsudtryk og smil skinner, på trods af den hårde historie, igennem den mørke beretning.

”Jeg kan ikke lide kulde - det har jeg fået rigeligt af.”

Mie Wogelius synes, at hun har festet og drukket det, hun skulle, og den mere løsslupne tilgang må nu vige for ambitionerne om en uddannelse. Skolegangen på HF-enkeltfag i Odense har været hård, fordi undervisningen i folkeskolen i Nuuk er på et for lavt niveau og mangelfuld, og Mie har derfor haft et fagligt efterslæb, som unge i Danmark nok ikke kan relatere til.

”Jeg tog min HF i Odense, fordi gymnasiet i Grønland ikke virkede godt nok, men jeg havde dog den udfordring, at jeg dengang ikke havde et så godt dansk ordforråd. Jeg kendte ordene, men havde svært ved at bruge dem. Jeg havde svært ved at følge med, selvom jeg altid har tænkt mig selv som fagligt klog. Skellet viste sig særligt, når der var huller i den basale viden – For eksempel blev vi i Grønland aldrig introduceret til Pythagoras’ læresætning”.

Vil bryde med årelangt tabu
”Jeg har ikke 100% gennemført min HF-enkeltfag og har været i krise over det, men fandt så journalistikuddannelsen, hvor en gymnasial uddannelse heldigvis ikke nødvendigvis var påkrævet,” siger Mie.

Drømmen er nemlig at blive journalist. Nuuks svar på journalistuddannelsen lever dog ikke op til Mies krav til det faglige niveau, og det er også derfor, hun søger mod Danmark, når hun skal uddannes. Mie er blandt andet draget af journalistik, fordi hun gerne vil være med til at belyse de sociale problemer med overgreb og misbrug som Grønland har. Der bliver ifølge Mie ikke taget nok hånd om de udfordringer.

”Grunden til at jeg har søgt ind i Danmark, er, fordi journalistuddannelsen i Nuuk ikke er god. Uddannelsesniveauet er på et lavere plan end Danmark, og det er helt fra folkeskole til og med universitetet. Jeg føler virkelig, jeg har været meget alene på den rejse, jeg har været på.”

Ansvaret er på vores alles skuldre
Jeg sidder tilbage lamslået. Lamslået over det, jeg har hørt. 23 år af mit liv har jeg slentret nogenlunde problemfrit igennem, før jeg personligt møder et andet menneske med en så rå fortælling. I vores samfund har de ressourcestærke unge et fast greb om den offentlige diskurs om ungdommens udfordringer. Det har handlet om præstationsangst, 12-talspiger og psykisk sårbarhed i en verden med sociale medier. Men selvfølgelig er det de svageste i vores ungdom, der har det værst. Der er så mange historier, der aldrig bliver fortalt, fordi dem, der lever de sværeste liv, ikke bliver båret gennem livet på samme måde, som jeg, og måske du, er blevet. De har ikke den samme stemme. Der er så mange fortællinger og skæbner derude, der venter på at blive samlet op, og det er vores ansvar at bruge vores privilegier og energi til at gribe dem.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN