Kære Elmer

Kære Elmer
tænker på hudens udvekslingsmuligheder med fx
luften, det tylagtige stof
sommeren løber over min krop
i bølger af erindring, vandet
dækker mig overalt som én ting
sommerfuglene flyver som knuste billedflader, i dag er jeg tyngde
kroppe skiftes til at mærke græsset stikke mod ryggen
jeg bliver svimmel, hvis jeg tænker på de gentagelser

Kære Elmer
en syrenbusk er sprunget ud bagved Ris Ras, og du stiller din cykel op af den
det er en af de tavse måder, du vælger det smukke
jeg har lagt mærke til neglelakken og øreringene
den mildhed man begynder at forbinde med dig
er det en overskridelse at bemærke det,
en måde at ødelægge det forsigtige oprør?
det, jeg vil høre, er: tænker du også på hudens uigennemtrængelige hylster?
jeg forestiller mig, at gråden ophobes som hård materie i kroppe
den vokser ud i store knuder
som arme fyldte med paraffinolie
bare en af måderne man behandler kroppen som noget ligegyldigt
at fylde et væv med hormoner og se væksten brede sig
forestiller mig, at du også har svært ved at genkende dig selv i det billede
jeg vil gerne sige, at jeg også har tænkt, vi skal noget andet med vores kroppe
jeg har fx i lang tid undret mig over, hvorfor dekorationen er så vigtig
det synes jeg, du viser med en forsigtig opmærksomhed
rettet mod muligheden for at forbinde sig med det smukke
hvordan det er et opmærksomt oprør
bare at få den tanke
at kroppen kunne være noget smukt

Kære Elmer
når huden er spændt ud
i store hårde knuder
er det umuligt at presse vandet gennem hylsteret
sollys gennemtrænger fingre og hårstrå

Kære Elmer
når jeg skriver
strækker jeg mine arme ud
mod dig
det er noget nyt jeg forsøger

Kære Elmer, sådan er min drøm:
jeg vil se mosaikguldsmedene sværme,
hælde det kogte vand over den tørre lavendel
påføre den pastelgrønne neglelak,
langsomt slide dekorationen af og starte forfra
jeg vil rette en ømhed mod det hylster jeg kalder min krop
en omsorg man normalt påfører andre
jeg vil gøre min krop til et sted, hvorfra noget breder sig
jeg vil ligge mig ind i syrenerne, bror
denne klump af blød blød drøm
jeg vil elske mine drenge, jeg vil
være fri

Kære Elmer
i aftes sprang hylden ud, ville ønske jeg ku sende dig en optagelse af en duft
tænk, hvordan alle somre ligner hinanden. blomsterne er skulpturer af sig selv
mind mig om, at man bærer alle tidligere udgaver af sig selv med videre, så værdifuld. på samme måde vil jeg beskrive din gråd
som iskrystaller i vakuum, tidsforkortede sekvenser af blomster, der springer ud, glas spejlet i glas. således løber billederne: som dine dage uden at aftegne et synligt mønster
ansigtet blotter ikke sine konturer for sig selv
hvordan skal man så kunne genkende, fx noget smukt?
tænker tit på den ro, du ikke selv ved, du har
ligesom man ikke kender sin egen duft (noget regnagtigt: rosmarin eller gran)
drømmen har altid været
at kunne tale til sig selv, som man taler til en ven
tro mig, jeg prøver men
når jeg ser spejlet, råber det af mig
leder efter et sted, der er tabt

Kære Elmer
vinteren lå som en hinde af frost over bilerne og tagene
jeg ser mig selv i en tidsforskydning af lys
ved ikk, hvorfor omsorgen kræver den afstand af mig
jeg må forestille mig selv i en anden tid. eller jeg må foretage afskeden, mellemrummet, nostalgiens slidte hylster
dråberne deler en farve i forskydning
et blåt neonskilt lyser fra en vinbar og ind i glasset, vores konturer, gennemsigtige for alt der omgiver os
dermed en mulighed for at dele noget,  fx en tavshed
som er et udtryk for det jeg endnu ikke kan sige
at når vi er sammen, er jeg ofte et andet sted
tænker fx på ruden som en konstellation af glasskår,
ved ikke, hvad der holder sammen på mig
ved at ordene er et mellemrum mellem kroppe
at symmetrien er vores mulighed,
Elmer

Kære Elmer
tusinder af unge mænd
har eksisteret
og kommer til at eksistere
og vi er dem der eksisterer nu

Kære Elmer
en fornemmelse af, at der ikke er noget at hente i fortiden
følger jeg en linje af mænd tilbage, en tråd gennem det passerede, ser jeg
fædre der falder over deres sønner som dominobrikker
stabler jeg billederne oven i hinanden, betragter man en vold der langsomt udvandes
at fødes i en krop, der beskrives som en mands krop, er en kamp for omsorgen
vi har ikke dens historie i vores kroppe
vi søger slægtskaber der er nutidige, ikke dem der løber gennem tiden
vi indfører en drøm med vores kroppe som medie
vi må blive et sted hvor det kan brede sig, som store rodnet
vi må drømme slægtskabet frem, som en horisont fuld af fyrtårn, mine drenge, vores tid
er omsorgens tid
vi må begynde
her

Kære Elmer
jeg taler om omsorgen, som noget man finder, så ejer man den
som en jakke i en genbrugsbutik
kroppen er et hylster
man fylder ud, mere og mere igennem årene
tænk på træer, der vokser i lag af væv ud over sig selv
fra vores hænder fra vores arme
kan vi skabe forbindelser
vikle vores rodnet ind i hinanden

Kære Elmer
de måder at positionere sig,
de måder at være kroppe er nogle vi får
vi må acceptere dem eller skabe nogle nye
det, jeg vil, er
det, jeg vil, er, at punktere adskillelser som sæbebobler
bruge sproget som en modstand
jeg har: ordenes akupunkturelle præcision
jeg mangler: hud spændt ud som lærreder, stemmer der vibrerer som vandoverflader, stemmer der sætter hinanden i bevægelse, stemmer
syet sammen som stof, havet

Kære Elmer, sådan er min drøm:
omsorg trækkes ud over brystet som t-shirts eller bæreseler
kroppe forfølger hinanden i svimlende gentagelser
blikket skifter mellem
fortid og fremtid
ansigterne lyser

nu danner de en horisont der glimter som pailletter
stemmer flettes ind i hinanden som hår
vi siger:
kroppen er en kontaktmulighed med verden, kroppen
er det smukkeste vi har