Rør ved mig

21. maj 2020

Håndtrykket før mødet. Hånden på skulderen. De største tryghedskram fra dine bedsteforældre. Pludselig er det strengt forbudt. Hvad gør hudsult ved os?
Det har Alma undersøgt i et skriv om hudsult, ensomhed og empati. 

Illustration af Karen Marie Duus

I dag slog det mig, at min empati er begyndt at dale under coronakarantænen. Jeg er blevet mere irritabel. Jeg er begyndt – i mit stille sind – at mærke irritation, når mine venner i parforhold fortæller, hvor belastende det er at være isoleret sammen med nogen. Fordi jeg selv har været isoleret alene. Jeg er begyndt at skule til dem i TV, der synger fællessang med den skønne Phillip Faber, mens de holder i hånden i sofaen. Fordi jeg selv sidder alene i min sofa. Og er løbet tør for chips.
Selvmedlidenheden når nye højder. Og det bliver jeg så irriteret på mig selv over.

Under karantænen har jeg været dårligere til at anerkende, at alle har forskellige virkeligheder i den her situation med forskellige fordele og ulemper. At alle har deres at kæmpe med. Derfor har jeg sat mig for at undersøge, hvad det er for en sten, der er landet i min sko og har gjort mig rød og irriteret.

Udover at pandemien raser, samfundet lukker, arbejdsløsheden stiger, og økonomien styrtdykker (ok, der er en del sten), har en af de mest gnavende, ubehagelige sten i skoen været den fysiske isolation. Min hudsult.

Til filmaftenerne lå vi tæt sammen i klynger som fugleunger. Hvis én fik lus, fik alle det.

Jeg er et kæmpe krammemenneske. Det værste, jeg ved, er, når jeg fejlvurderer et møde med en person og lægger an til et kram, sekundet før de stikker hånden frem til et håndtryk. Hvorefter jeg går hjem i dyb skam og revurderer mig selv som menneske.
Jeg er meget fysisk med mine venner. Jeg elsker at sove sammen, blive nusset i håret og holde i hånden. Da jeg for fire år siden gik på efterskole, var den fysiske nærhed en stor del af fællesskabet. Indenfor de første par uger rykkede vi sengene på værelserne sammen og sov 4 mennesker på 4 meter. Én af aftenerne rykkede mine roomies og jeg sammen i den ene seng og grinte så meget i mørket under lyskæden, at vagtlæreren kom op. Til filmaftenerne lå vi tæt sammen i klynger som fugleunger. Hvis én fik lus, fik alle det. (Og værre endnu: Hvis én fik fnat, fik alle det. Oh well).

Den fysiske manifestation af forbundenhed nærede fællesskabet enormt. Hvordan skal det gå vores fællesskaber nu? Hvad sker der med sammenhængskraften og samfundssindet, når vi møder hinanden med afstand og skepsis?

Huden er vores membran mellem det indre liv og den ydre verden.

Min kontaktlærer fra efterskolen fandt på ’’skulderslaget’’, som stod for:

Hey. Vi er her. Jeg ser dig.

Når vi passerede hinanden på gangen og gav et skulderslag, var det at tjekke ind med hinanden og sige: Vi er der for hinanden. Der ligger en forsikring og en emotionel regulering i berøring. I krammet, hånden på skulderen og øjenkontakten. En empati.
Det har vi mistet. Nu er huden alene. Udsultet, udtørret og eksemramt. Hudsult er sulten efter forbundenhed. Huden er vores membran mellem det indre liv og den ydre verden. Vi har brug for at mærke hinanden for at mærke, at vi er her på kloden sammen.
Den mistede manifestation af empati kan måske forklare min nyfundne irritation på mine søde venner. Og jeg håber, berøring vender endnu stærkere tilbage.

Må jeg røre din skulder, selvom der er corona?

For allerede før coronakrisen tenderede vores kultur til det krops- og berøringsforskrækkede. I gymnasierne – ja, selv i folkeskolerne – er vi stoppet med at gå i bad sammen efter idræt. Vi dækker os til på stranden. Udover et hurtigt hej-kram eller et håndtryk er det, som om berøring er mere og mere forbeholdt det hellige parforhold, jo ældre vi bliver. Da jeg blev puffet kærligt ud af efterskolereden og skulle lære at flyve selv, var dét at ligge i ske, sove sammen eller holde i hånden pludselig forbundet med tosomhed. Men hvorfor egentlig? Venskaber er jo ofte de mest stabile og vedvarende relationer i vores liv. Vores kultur seksualiserer berøring i stedet for at se den som almen omsorg. Det er næsten kun legitimt at putte sig ind under en vinge, når man er ked af det. Dér er berøring til gengæld instinktivt. Da jeg sad og tudede her den anden dag, så min veninde tøvende på mig og sagde: ’’Må jeg røre din skulder, selvom der er corona?’’. 

Den fysiske omsorg kan vi alle sammen have brug for, også selvom vi ikke udadtil viser tegn på sorg. Vi ved, at berøring er beroligende. Oxytocin – kærlighedshormonet – frigives i hjernen, og det skaber følelsen af velvære og lykke. I gamle dage mente eksperter, at man skulle undgå at røre spædbørn. Men det viste sig, at de spædbørn, der ikke blev rørt, døde. Selvom de fik næring. Ensomhed er livsfarligt. Og med over 210.000 ensomme i Danmark ifølge DR er ensomhed nærmest en epidemi. Vores senmoderne kultur er så individualiseret. Følg dine egne drømme. Realiser dig selv. Vær din egen lykkes smed. Især i storbyen, hvor vi ikke kommer hinanden lige så meget ved som i landsbysamfund. Jeg bor på Frederiksberg og ved ikke engang, hvad mine naboer hedder.

Når vores membraner ikke mødes, og vi sidder låst inde i vores egne celler.

Corona er gødning til ensomhedsepidemien. Vi prøver febrilsk at gardere os med Zoom-møder, telefonopkald og onlinedating. Men uagtet vores digitale tidsalder har vi bare ikke samme fornemmelse for hinanden, når vi oplever hinanden i 2D uden kropssprog og øjenkontakt. Når vores membraner ikke mødes, og vi sidder låst inde i vores egne celler.

Det er på mange måder en tung tid for fællesskabet. Alle har sten i deres sko. Mange er røde og irritable. Hvordan skal vi have overskud til at være der for hinanden?

Lige nu kan vi desværre ikke rykke tættere sammen. Men jeg prøver at tænke på det sådan her:

For første gang længe er der noget, hele verdenen er sammen om. Flere milliarder mennesker. Så mange hjerner, der tænker de samme coronatanker lige nu. Maver, der føler den samme ensomhed. Tom Hanks har haft corona. Boris Johnson har været på intensiv med corona. Du og jeg er sammen om at bekæmpe en pandemi. Vi er alle i samme rede. Dét er trods alt noget, der får stenen i min sko til at synes mindre.
Jeg googlede hudsult, og overskriften ‘’Sådan stiller du selv din hudsult’’ tonede frem. Men det er ikke alle problemer, vi kan klare selv. Heldigvis. Vi er flokdyr. Vi har brug for hinanden. Der er ikke det mindste galt med dig, hvis du oplever hudsult. Tværtimod. Til dig, der er hudsulten: Tillykke, du er et følende, socialt væsen. Og vi er sammen om at føle os alene.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN