At sætte en prop i sit hjerte

Marie

Min mor fortæller mig altid, at det er bedre at føle noget, end det er ikke at føle noget. Og når jeg siger altid, så er det, fordi jeg føler noget altid. Hun siger, at dem, der ikke føler noget, burde være misundelige på mig. Men jeg ville ønske, at jeg kunne fylde mine følelsers vold med grus frem for tårer.

Barbara

Vi ligger i sengen hele natten, snakker om fremtid og om os to. Du kigger på mig, og mens min krop fyldes med begær, minder dit blik mig om, at det aldrig bliver os to.

Alt i mig råber, at jeg skal spørge dig “Mig eller hende?”, men jeg kender godt svaret, så jeg tier stille igen og klemmer om mit lille hullede hjerte.

Jeg fortæller dig, hvordan jeg har det. Du stryger mig over kinden, kysser mig kort og går hjem med Sofie.

Jeg lapper, syr og sætter en lille prop i mit hjerte. Nu vil jeg ikke føle mere, for så drukner jeg, og jeg vil ikke druknes af dig.

Noah

Jeg lægger tit låg på vrede og frustration, fordi stilhed er lettere end skrig og råberi. Jeg begraver mine følelser og gemmer på dem til en dag, hvor en psykolog, kæreste eller selvbiografi graver dem op igen, fordi jeg ikke kan finde ud af at vise og bearbejde dem. Det er, som om der er en prop i mit hjerte, men sådan er det i min familie. Også selvom min mor kommer ind på mit værelse, sætter sig ned på min seng og uanmeldt spørger, hvordan jeg har det. Det gør hun hver måned, har jeg lagt mærke til, og så fortæller jeg hende, hvordan jeg har det, men kun på overfladen. For man kan ikke grave dybere, så længe mit hjerte er stoppet til med alle mine frustrationer, som jeg skriger ud indvendigt, og mine vrede tanker om alt det, som ikke er godt nok.

Olivia

Jeg vil aldrig møde nogen, der kommer til at kende mig så godt, som du gjorde
Jeg vil aldrig kunne præsentere mig så rent igen
Du har taget et eller andet med dig
Jeg cykler og slingrer,
smyger mig udenom
de rigtig fulde på Nørreport
Jeg vil bare støde ind i en eller
en anden
med strålende øjne sådan ups og lige pludselig
Jeg er i transit
Jeg er i transit, bliver jeg ved med at tænke

Det er, som om jeg bliver nødt til at sørge for at lægge en lille seddel til dig om, hvor jeg nu tager hen
Jeg vil aldrig blive smuk nok
Du er den eneste, der nogensinde har kendt mig
—
Jeg er vred på dig, fordi jeg er forelsket i dig, du irriterer mig, fordi jeg er forelsket dig. Noget, jeg aldrig kommer til at sige, noget, jeg må råbe ud over det Asien, jeg vil tage alene til. Måske er det sundt for mig for en gangs skyld at opleve ugengældt interesse, en sundhed, der vender min krop på vrangen, der rammer som en eksplosion. Der er nogen, der banker på med en samtale i begge mine ører, og jeg er stille, og jeg rejser mig, og jeg svømmer ind i mørket. Du kalder mig ven, og du bruger den der smiley, man kun bruger, når man vil vise venlighed og en vis distance. Fuck. Jeg ønsker, du skal drikke dig umådeligt fuld og komme til at se på mig, vågne op i en enkeltmandsseng ved siden af mig.

Jeg kan være en karklud, du bare kan smide på gulvet bagefter, jeg vil være den, der altid forstår og siger, det er okay og bare tager sig af det hele og giver dig plads til at være. Du kunne evt. skrive om mig, og jeg ville sidde og stirre på papiret, hvad end der så måtte stå, stirre og smile og svælge i din opmærksomhed. Jeg kunne sende noget trist musik ud over værelset, rulle mig sammen på sengen og vente på, at du kommer i tanke om mig og vil vide, hvad der sker. Der ville det nemmeste måske være at rejse mig, stille mig tæt ind til dig og så ellers bare forsvinde. Frygten for at bryde sammen foran kaffemaskinen. Lysten til at lægge mig fladt ned på linoleumsgulvet foran alle og med fattet stemme sige, at de hele tiden har haft ret. Træd på mig, jeg stiller mig frem med mine drømme, I kan bare knuse dem, som det passer jer.