SEIN inviterer til læseklub
Føler du, at du ikke læser nok? Har du svært ved at beslutte dig for, hvad du skal læse? Eller mangler du bare nogle at tale om bøger med? Tilmeld dig læseklubben SEIN læser fra i dag.
Hvis du savner et fællesskab omkring litteraturen, så kan SEIN fra i dag løfte sløret for et nyt og spændende samarbejde med Gyldendal om en ny læseklub, SEIN læser. Samarbejdet har til formål at tilbyde læselystne unge et attraktivt, litterært åndehul i hverdagen. Her fordyber vi os i bøger, læser dem sammen og udveksler tanker med hinanden undervejs – digitalt og i virkeligheden.
SEIN læser er startet ud fra et ønske om at skabe et rum, hvor vi kan være fælles om læsningen, og hvor vi kan dele nogle af de store læseoplevelser med hinanden. Intentionen bag samarbejdet har fra dag ét været at føre litteraturinteresserede sammen, (gen)vække læselysten og motivere til gode læsevaner. Forhåbentligt kan SEIN læser medvirke til at skabe længerevarende, gode læsevaner, hvor læsningen prioriteres til trods for en travl hverdag. Litteraturen er et fordybelsens og eftertænksomhedens rum og et åndehul, vi alle kan have brug for at dykke ned i for at trække os fra et øredøvende medielandskab og dets historier, som ofte er overfladiske eller ensidige og glemte allerede den næste dag. Til det er litteraturen et korrektiv, der kan gøre os klogere, både på os selv og på andre, som udvider vores horisont, gør os mere empatiske og ikke mindst giver os kunstnerisk stimulans. Litteraturen sørger for, at vi bevarer jordforbindelsen, og den giver os oplevelser, der varer ved. Som hægter sig fast i hjertet og hjernen. Lige netop det vil vi gerne være med til at udbrede.
Resten af året vil vi i fællesskab læse og tale om fire bøger – alle af unge danske forfattere, lettere erfarne såvel som debutanter. Vi har et ønske om at støtte unge, aspirerende stemmer indenfor litteraturen og bakke op om, at de kan forfølge deres store potentiale. Det er en vigtig værdi, som vi på SEIN går meget op i. SEIN læser er ligesom resten af SEIN bygget op om de fire værdier, der er fundamentet for alt, hvad SEIN foretager sig: ung, ærligt, ufiltreret, sammen. De fire bøger, der diskuteres i 2021, annonceres løbende og i god tid i forvejen, så du kan nå at bestille dem hjem og modtage dem.
Samtalen om bøgerne vil primært foregå over Instagram på @seinmag som et ugentligt, tilbagevendende indslag om lørdagen, hvor vi vil åbne det aktuelle værk op gennem tekstnedslag, fremhævning af interessante passager og tematikker og ved at stille spørgsmål til dig og høre om din læseoplevelse. Læsningen deles op i overskuelige bidder á cirka 70 – 90 sider per gang – med mulighed for at hoppe på undervejs. EEfter vi i fællesskab har læst de 4 bøger i år, laver SEIN i samarbejde med Gyldendal et stort event i starten af 2022, hvor læsere, forfattere og interesserede kan mødes for at hylde litteraturen.
Sidste bog i år er Laura Ringos Grundtvig er død – find tilmeldingslink og læseplan nedenfor. De andre forfattere og bøger annonceres løbende, så stay tuned!
Hvordan tilmelder jeg mig?
Tilmelding til SEIN læser sker via følgende link: SEIN læser. Det koster ikke noget at være medlem, og medlemskabet er på ingen måde bindende! Efter tilmelding modtager du inden for 24 timer en velkomstmail samt en rabatkode på 25 %, som du kan benytte på Gyldendals hjemmeside til at købe den aktuelle bog i læseklubben til en fordelagtig (og ung-/studievenlig) pris. Som medlem får du desuden gratis adgang til SEIN læsers fysiske events, og du vil få tilsendt et nyhedsbreve på mail med litterært ekstramateriale, dvs. unikt indhold som vi ikke kommer til at dele på SoMe eller vores hjemmeside. Du vælger til enhver tid selv, hvilke bøger du har lyst til at købe, og du kan nemt springe de bøger over, du ikke er interesseret i; for det skal ikke føles som en pligt, men udelukkende være lystbaseret at være med i SEIN læser.
Vi håber, du vil tage godt imod initiativet og tilmelde dig læseklubben. Hvis det falder uden for din egen interesse, så har du måske en ven eller veninde, der vil finde det interessant. Giv dem gerne et praj, så SEIN læser kan blive ét stort, dynamisk fællesskab. Vi glæder os i hvert fald til at læse sammen med forhåbentligt mange af jer og møde jer – digitalt og i virkeligheden. Alt i alt kommer du til at indgå i et læsende fællesskab, der viser, at store læseoplevelser bliver større, når de bliver talt om med andre. Nedenunder finder du en læseplan for Grundtvig er død. Det er naturligvis ikke et krav at følge planen uge for uge, bliver du grebet af bøgerne, vi læser, vil vi ikke forhindre dig i at læse dem til ende med det samme. Men følger du læseplanen, vil du også føle dig som en større del af det læsende fællesskab, SEIN læser er, da alle da er nået lige langt i bogen, og vi diskuterer ud fra det samme udgangspunkt på Instagram.
Læseplan for Grundtvig er død
Til d. 27/11 læser vi s. 7-92
Til d. 4/12 læser vi s. 93-180
Til d. 11/12 læser vi s. 181-268
Vi læses! // @seinmag, #seinlaeser
// For spørgsmål, kontakt: seinlaeser@seinmag.dk