Støt op om SEIN

SEIN er stadig under udvikling. Derfor eksisterer vi kun som SEINbeta, og derfor har vi brug for dig.

Lige inden SEINbeta launchede, søgte vi mediestøtte. Vi troede på, at Kulturstyrelsens innovationspulje kunne være med til at etablere SEIN som et nyt medie for unge – af unge. Et medie, der kunne give unge over hele landet muligheden for at være med og for at læse, lytte, se med. Mens vi har ventet på svar, er SEIN vokset. 

Efter virkelig lang tid hvor ungdomsmedierne har været lavet af voksne… Hvor vi har haft svært ved at genkende os selv i dem… Hvor vi er blevet snakket til og om, har vi med SEIN prøvet at skabe vores eget rum. Vi prøver at forstå den verden, vi lever i. Og vores egen position i den.

På SEIN vil vi lave medier på en ny måde. Vi vil skabe et fællesskab.

Vi har fået afslag på vores mediestøtteansøgning. Fordi, det vi laver – ifølge mediestøtteloven – ikke er nyheder.

Vi havde sådan håbet, at systemet – innovationspuljen – var klar til at tænke nyt. Men som det ofte er, når man er ung, så skal man forsøge at passe ind i nogle særlige rammer, og hvis man ikke gør det, så er risikoen for, at man får afslag, stor. Og det er vildt ærgerligt.

Derfor skal vi nu finde en anden måde at få SEIN til at vokse og lykkes på. Vi kan meget, men at drive og etablere et medie kræver desværre også penge.

Der er så meget ensomhed derude, så mange steder, hvor man ikke føler sig god nok, så meget pres på at være som de andre – det vil vi gerne skabe et rum væk fra. For unge i hele landet. På tværs. Så vi kan være kreative, håbefulde, ærlige og kritiske. Sammen.

Nu forstår vi, at vi må finde en anden vej end gennem systemet.
Vi har et håb om, at mediestøtten i fremtiden har lyst til at innovere og give unge mulighed for også at deltage i den demokratiske debat med deres egne ord.

Lige nu er vi over 40 unge i redaktionen, vi får nye ansøgninger hver dag, og vi er slet ikke nok. Vi skal så meget mere, og det vil vi blive ved med at kæmpe for!

Så på hele SEINs vegne, vil vi gerne opfordre jer til at være med. Støtte op om SEIN og vise hvor meget, der er brug for os.

Send dit bidrag til SEINmag. Send ind til SEINsamling. Ansøg redaktionen. Læs, lyt og se med og hjælp os med at gøre SEIN relevant for dig! Fortæl os, hvad du har brug for.
Lad os sammen kæmpe for at SEIN kan give rum og muligheder til mange flere.

Og så vil vi gerne takke dem, som har støttet SEIN indtil nu. De har hjulpet os med at komme et skridt videre og skabe det SEINbeta, du ser her.

Så tak fordi de tror på SEIN og tror på, at vi selv kan skabe vores eget, hvis bare vi får muligheden.

♡ Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn
♡ DFI
♡ Roskilde Festival fonden