Slipper mig fri til Jada

19. december 2019

Har du nogensinde oplevet, at musik har hjulpet dig videre fra noget svært? Helene skriver om at blive sluppet fri ved hjælp af musikken og kunstnerens udtryk. Problemet er bare, at det, der slap hende fri, stadig kan ses som afvigelser fra det normale: femininitet, følelser, deller og flamboyant påklædning. Læs med, når hun undersøger, hvorfor vi sammenligner os selv med andre, mens hun funderer over politisk korrekthed og modet til at turde gå sin egen vej.

Illustrationer af Helena Hollænder

Det at svært at sige, hvad der skal til for at blive ramt. Som i ramt af noget, vi tager med os videre. Ramt af ord, ramt af lyd, ramt af fornemmelser. Først bliver vi holdt fast og senere sluppet fri. Jeg var fastholdt af nedværdigende tanker om mig selv. Så jeg forsøgte at se mig selv i skyggen af ingen og bare i lyset af mig. I den proces blev jeg ramt af musikken. Nogle gange er det mere end lyden alene eller mere end kunstnerens fremstilling alene. Det er helheden, jeg tager noget med mig videre fra.

Til musikken løftede jeg armene over hovedet og blev ramt af noget, der var større end mig.

Til en koncert i foråret tog jeg noget med mig videre som værktøj mod min overtænkning. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men det var, som om jeg fandt den strand, man leder længe efter på en varm rejse. Jeg oplevede en selvsikker sangerinde med sine korpiger i hånden iført kinky outfits fra Saks Potts, crop tops, tætsiddende kjoler, blomster i håret og alle vegne. Det var Jadas stemme, som flød igennem min ørekanal.

Dér kom jeg ud af min krop, i mere end én forstand. På gulvet til koncerten blev jeg ramt af en følelse, der havde været længe undervejs. Til musikken løftede jeg armene over hovedet og blev ramt af noget, der var større end mig. Det var påmindelsen om, at oplevelser delt med andre er så meget værd. Det var, som om vi alle forstod hinanden, og jeg var sikker på, at andre følte den samme genkendelse i Jada som mig.

Langsomt overgav jeg mig til kreativ påklædning, kvindelig samhørighed og dårlige huddage, men min største befrielse var fra mavedellen. Den sidder der stadig, men nu som en del af mig. Som alt andet i hverdagen kan jeg stadig blive sur på min delle, men på en anden måde end før. På en måde, der ikke efterlader skam.

Jeg er lykkelig over den mangfoldighed, der er repræsenteret i film, i musik og i kunsten, men tendensen til at repræsentere afvigelser er stadig i udvikling, og jeg kan derfor stadig opleve måden afvigelser bliver italesat på, som et problem. Tidens udvikling fra tynde 90’- og 00’er forbilleder til mere dødelige og autentiske forbilleder tror jeg, er blevet det, der befrier os fra at føle os alene med tanker, som vi ikke tror, andre deler. Der er et mangfoldigt behov for at blive repræsenteret og genkendt. Men hvor langt er vi egentligt nået?

Jeg kan selv genkende, hvor svært det kan være at formulere mig politisk korrekt i mødet med det, der ikke ligner mig.

Når Jada og andre kunstnere bliver italesat som kropsligt anderledes, et kropsaktivistisk projekt eller lignende, er det ofte ment som den største kompliment. Problemet er, at vi stadig har svært ved at fremstille minoriteter eller andethed uden at kommentere på det fremmede i fremstillingen frem for at se det universelle. Filmen Call Me By Your Name er det perfekte eksempel på en fortælling om universelle følelser som ung eksotisk kærlighed og hjertesorg uden at italesætte homoseksualitet, netop fordi det er underordnet uden at være ligegyldigt. Det er først, når vi ophører italesættelsen af afvigelser som værende noget særligt, at afvigelsen bliver normal. Først dér føler vi os set. Det var den effekt, jeg oplevede, Jada havde på mig. Hun omfavnede sin kvindelighed, sin femininitet, sine følelser og sin krop. Det blev hyldet uden at blive italesat, og jeg følte mig repræsenteret som kvinde.

Alene dét, at jeg skriver om italesættelsen af afvigelser, siger noget om, hvor langt vi er fra at give slip på fortidige forestillinger om, hvordan vi bør se ud og udtrykke os. Alligevel synes jeg, at vi unge er virkelig gode til at udforske det politisk korrekte mere end så mange andre. Det kan blive vores befrielse fra kasser og fordomme, selvom det samtidig er en af tidens største udfordringer. Jeg kan selv genkende, hvor svært det kan være at formulere mig politisk korrekt i mødet med det, der ikke ligner mig. Men hvorfor falder det mig ikke naturligt at se afvigende tendenser eller bare deller og afvigende påklædning?

At forstå ting gennem modsætninger er ligesom at sammenligne kvinden med manden eller tynd med tyk, hver gang man vil forstå køn eller kropstyper.

Problemet er, at vi helt fundamentalt forstår verden i kasser og i kraft af tingens modsætning. Eksempelvis forstår jeg lys, fordi vi har mørke, jeg forstår rask, fordi der findes syg, og ungdom som modpol til alderdom. Problemet med modsætningerne er, at de er todelte. Ofte er den ene del stærkere end den anden, og mørke, sygdom og alderdom kan derfor let vendes til noget negativt på grund af deres modsætning. At forstå ting gennem modsætninger er ligesom at sammenligne kvinden med manden eller tynd med tyk, hver gang man vil forstå køn eller kropstyper. Jeg sammenlignede mig selv med andre kvinder, og det viste sig at være både nedværdigende og usundt. Spørgsmålet er, om vi nogensinde kan forstå ting, der afviger fra vores verdensopfattelser, hvis vi forstår alt i kasser og ved sammenligning?

At føle sig genkendt og accepteret gennem kunstneres udtryk handler om at blive set og endelig om at kunne spejle sig i en side af sig selv, der ikke har været til at finde før. Vi spejler os alle i forskellige former for udtryk, men behovet for spejling har vi til fælles, og derfor er musikken, kunsten og de afvigende udtryk så vigtige. Jeg spejler mig i mange mennesker, både nogle, der ligner mig, og nogle, der ikke gør. Fælles for dem alle er, at de giver mig mod. I dag hylder jeg Jada og alle andre kunstnere, som har givet mig modet til at gå mere i min egen retning.

Hvad tænker du?

  1. Lotta G. siger:

    Det rører mig, hvordan du får sat ord på en kompleks tendens ift. italesættelsen af afvigelser, hvilket måske er et paradoks, men jeg tror på, at italesættelsen skaber bevidsthed og det kan fører os langt videre, end hvor vi er nu. Så mange tak og hurra for Jada!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN