Når jeg tænker på sorg, tænker jeg på …

MIA

Når jeg tænker på sorg, tænker jeg på det blik, hun havde i øjnene, den sidste gang vi forlod hende.
Det var i et lille hus uden for Gulf Shores Beach; et hus, som jeg kunne forstå på mine forældre, havde været dyrt at leje for de to uger, vi skulle bo der. Første gang nogensinde at være indenfor gåafstand af sin bedstemor, tænk, at man skulle tage over på den anden side af jordkloden for at opleve det.
En eufori. Flyvemaskinen var et fartøj, der fragtede os over hav og kontinenter, og nu, da rejsen var overstået, var alting pludselig indenfor vores rækkevidde. Hvordan kan jeg beskrive det blik? Er det et blik fra en kvinde der ved, at hun aldrig skal se sine børnebørn igen? Måske. Hun havde holdt sig tapper mens vores besøg stod på. Men da taxaen kørte os mod Gulf Shores International Airport, tror jeg at noget i hendes krop gav slip. En måned senere døde hun. Hun, der havde siddet og spist pistacieis ude på verandaen i det lejede hus, set Jeopardy med os på sofaen og fejret Hannukah med den syvarmede lysestage; hun havde virket medtaget, men ikke døende. Det er underligt, hvordan kroppen har sin egen vilje. Men også, hvordan viljen kan holde døden ud i strakt arm, hvordan man kan elske så meget, at selv døden må vente lidt. De sidste par år var hun holdt op med at læse, sagde hun. And me who always loved reading! Hun udbrød det flere gange under besøget, som om det, hver gang hun kom i tanke om det, var lige overraskende. Det er det, jeg mener, når jeg siger, at kroppen har sin egen vilje. Hjernen orkede simpelthen ikke at tage mere ind. Nedlukningsprocessen var allerede gået i gang. Hun havde ellers, som hun selv sagde, altid læst. Selvom vi ikke så hinanden tit, og selvom det sjældent var hjemme hos hende, så fandt jeg hurtigt ud af, at størstedelen af bøgerne handlede om Holocaust. Det var The Book Thief, Tatovereren fra Auschwitz, A man’s search for meaning. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men måske ikke lige det. En kvinde, hvis familie til store dele var blevet udryddet af nazisterne – hvordan kunne hun have en interesse i at genopleve den gru? Men så igen, jeg ved ingenting om traumer, og jeg ved i virkeligheden heller ikke meget om hende. Min bedstemor. Det er det, jeg tænker på, når jeg tænker på sorg.

GRY

Når jeg tænker på sorg, tænker jeg først og fremmest på perioder i mit liv.
Perioder defineret af hver sin slags sorg over forskellige ting. Den findes i
forskellige størrelser og former og grader. Jeg tænker på relationer og
mennesker, som jeg engang kunne kalde mine tætte, men ikke længere er det.

Jeg tænker på sorgen i hverdagen, hvordan jeg en tilfældig tirsdag, kan vågne
med en stor knude i min mave. En knude jeg ikke kan lokalisere nærmere.
Tirsdage hvor jeg tager skridt, men ikke går

Jeg tænker på alt den sorg der venter mig forude, som ligger og lurer i
horisonten. Døden, kriser, tab – måske af mig selv

Sorgen er for mig også, at lykken er flygtig. Selvom det er en kliché. Jeg er
ofte bevidst om sorgens åndedrag i mine nakke, selvom jeg er lykkelig. På en
måde, så måske særligt når jeg er lykkelig.

Når jeg tænker på sorg, tænker jeg også på, at jeg på mange måder er alene
med den. At min specifikke sorg, der bygger ovenpå og supplerer alt min
anden sorg. På mange måder, er ganske unik. Vi vil kunne relatere til
hinandens sorg, men aldrig helt forstå den- og det er en sorg i sig selv

Når jeg tænker på sorg, tænker jeg også på hemmeligheder, fordi mange af
mine er forbundet med sorg. Den slags hemmeligheder, man ikke fortæller,
men der måske er nogen få der ved. Den slags sorg, der er tæt forbundet med
tabu og skam og stigmatisering.

Sorg er et universelt sprog, hvis vi er heldige, forstår vi hinanden. Men vi taler
det sjældent flydende. Vi taler det ikke uden at undlade bestemte ord eller
ikke kunne udtale ordene. Sorg er et sprog, mange af os deler. Det kan være
en sjældenhed at møde en der taler dit sprog, i en verden, hvor de fleste af os
helst vil undgå at tale det.

Når jeg tænker på sorg, tænker jeg også på døden. Døden. Uhyggeligt at
skrive, uhyggeligt at sige. Lige siden, jeg første gang stiftede bekendtskab
med den, har den optaget mig dybt. Været dødsangst ved det faktum, at vi
fordufter og forsvinder, nogle gange uden varsel eller grund.  For det meste,
uden grund.

Når jeg tænker på sorg, tænker jeg på hvilken slags sorg, der mon bliver min
næste

 

JOHANNE

Når jeg tenker på sorg, tenker jeg på alle de forskjellige sorger jeg har båret på de siste årene

Når jeg tenker på det siste årene, tenker jeg på sorger jeg har vært igjennom: død, kjærlighetssorg, venninnesorg

Når jeg tenker på venninnesorg, tenker jeg på at det er verre enn kjærlighetssorg

Når jeg tenker på kjærlighetssorg, tenker jeg på suset jeg fikk i magen den dagen jeg ble dumpa

Når jeg tenker på å bli dumpa, tenker jeg på at jeg den ene gangen skulle ønske jeg gjorde det selv

Når jeg tenker på å gjøre ting selv, tenker jeg på alt jeg har lært etter at jeg har flyttet hjemmefra, men også hvor mange ganger jeg ringer mammaNår jeg tenker på mamma, tenker jeg på vår siste telefonsamtale hvor hun sa at hun syntes jeg var reflektert

Når jeg tenker på å være reflektert, tenker jeg på at det noen ganger kan gjøre vondt verre, bikke over til for myeNår jeg tenker på for mye, tenker jeg ofte på døden

Og når jeg tenker på døden, tenker jeg på sorg

MATHILDE

Når jeg tænker på sorg
tænker jeg på en hverdag,
som aldrig rigtig blev den samme

Når jeg tænker på hverdag, tænker jeg på alt det, som gentager sig:
vækkeure, metroture, det blå lys fra min skærm
og når jeg tænker på min telefon,
tænker jeg på folk der kondolerer uden nutids-r på Facebook

Jeg tænker at nutids-r jo egentlig er lige meget
men det er alligevel irriterende
ligesom at det er irriterende,
at blive overvældet i Netto,
fordi jeg synes jeg ser dig mellem hylderne
og igen må minde mig selv om virkeligheden

Når jeg tænker på virkeligheden,
tænker jeg på alle de gange jeg har følt mig distanceret fra den,
på at stirre længe på mit spejlbillede
for at finde noget, jeg stadig kan genkende,
og straks få en trang til at gemme mig¨

Når jeg tænker på at gemme mig,
tænker jeg på at ligge alene i forårssolen på Assistenskirkegården,
og bilde mig selv ind, at jeg er ét med naturen,
indtil jeg fem minutter senere står klemt op ad fremmede
i 5C på Nørrebrogade

Når jeg tænker på Nørrebrogade
tænker jeg på pizza-slices klokken to om natten
og på den bænk hvor jeg fik fortalt noget vigtigt
som jeg nu har glemt

Når jeg tænker på at glemme
tænker jeg på at være bange for at ikke at kunne huske din stemme
fordi det store billede langsomt bliver sløret

Når jeg tænker på noget sløret
Tænker jeg på at knibe øjnene sammen
for bedre at kunne se dig

og når jeg tænker på dig,
tænker jeg på sorg

---

Tekst: Mia Dellwik, Gry Sofie Vejsager, Johanne Ringøen, Mathilde Liv Sørensen 

Redaktør: Nina Sparre 

Visuelt: Maja Renner Weichel