Velvære på venteliste

I den seneste tid er ventelisterne i København blevet længere og længere. Nogle steder er ventetiden på over fem år, pladserne går ofte i arv til nogen, der kender nogen, der kender nogen, og priserne er tårnhøje. Nu tænker du nok, at jeg taler om ventelisterne på boligmarkedet i København, men nej. Jeg taler om saunaklubberne. Inden for de seneste par år – måske særligt siden corona, hvor vi begyndte at bage surdejsbrød, brygge kombucha og hoppe i iskoldt vand i december for at mærke noget – er interessen eksploderet. Og med det er ventelisterne til byens saunaklubber vokset voldsomt.

En urgammel praksis i ny forklædning

Det er ikke fordi, saunaen er en ny ting. Overhovedet ikke. Saunaens oprindelse går mere end 10.000 år tilbage. Dengang bestod saunaen af et nedgravet hul med opvarmede sten, som man hældte vand over for at skabe damp, forklarer folklorist og ph.d.-forsker Dalva Lamminmäki i en BBC artikel fra 2023. I dag byder saunaen på lækre træbænke, en mere fancy ovn og er ofte placeret i smukke, æstetiske omgivelser med adgang til et koldt bassin, men selve konceptet er sådan set uændret.

Flere lande har en årelang tradition for at gå i sauna; det gælder bl.a. Finland. Her har saunaen historisk været et sted, hvor man sov, eller hvor man kunne mødes i hemmelighed. Den ugentlige saunatur havde til formål at rense krop og sind og markerede samtidig overgangen fra én uge til den næste. Saunaen kunne betragtes som liminal; et grænserum mellem den fysiske og den åndelige verden; det forklarer folklorist og ph.d.-forsker Dalva Lamminmäki i en BBC artikel fra 2023.

At komme ud af hovedet

Jeg må ærligt indrømme, at der sker noget med både krop og sind, når man udsættes for de høje temperaturer i saunaen. Jeg mindes for eksempel en gang, hvor en veninde og jeg begge var midt i voldsomme hjertesorger, og vi besluttede os for at tage i svømmehallen. I stedet for at svømme, gik vi frem og tilbage mellem saunaen og det kolde bassin. Noget forandrede sig; i kroppen, i hovedet og i nervesystemet. Pulsen faldt, kroppen blev tung, og de myldrende tanker forsvandt for en stund. Om det ligefrem var et grænsefelt mellem den fysiske og den åndelige verden, ved jeg ikke, men det føltes bestemt som en anden verden. Og så er det måske ikke så mærkværdigt, at koncepter som saunagus, cold plunge og vinterbadning vinder frem i en verden, hvor stress er en folkesygdom, og behovet for at komme ud af hovedet og ned i kroppen er enormt.

Det fine ville være, hvis det rent faktisk var formålet, og hvis der kunne dannes et fællesskab omkring den præmis. Men jeg anklager saunaklubberne for at lege kejserens nye klæder, når det i virkeligheden er et selvrealiseringsprojekt for de rige, de tynde og dem med overskud til at passe på sig selv (jeg tilhører i øvrigt selv denne kategori). Den fordømmelse forsøgte jeg at efterlade ude foran saunaen, da jeg hev mig selv og en håndfuld veninder med til en omgang saunagus i Nordvest i København.

Et fælles åndedræt

På overfladen blev jeg mødt med mine fordomme: tynde, hvide kroppe i smart badetøj. Men idet vi sad side om side i saunaen, musikken startede, de æteriske olier ramte de varme sten, og temperaturen steg til 80 grader, blev mine fordomme for en tid opløst. I stedet opstod en tydelig fornemmelse af at dele noget på tværs af kroppe. Jeg fik sat mig øverst i hjørnet, hvor det til min overraskelse var aller varmest. Fordelen ved det viste sig at være, at jeg ikke havde overskud til at tænke en eneste tanke, men i stedet måtte læne mig ind i gusmesterens vejrtrækningsøvelser. At trække vejret dybt sammen med andre mennesker gav mig en stærk følelse af fællesskab. 

Vi kørte tre runder i alt med ti minutters pause imellem. Her kunne man hoppe i cold plunge eller blot stå i de minusgrader, der befandt sig uden for saunaen. I en af pauserne faldt jeg i snak med to veninder, som fortalte, at de hele vinteren mødes en gang om ugen til saunagus. For dem var det blevet en fast måde at se hinanden på; en slags aftale, der tvang dem ud i både mørket og kulden. De beskrev, hvordan de under saunagus oplevede at komme ud af hovedet og helt ned i kroppen.

Musik, sved og fællesskab. Vi sluttede sidste runde af med de højeste temperaturer, omkring 85 grader, mens Robyn blastede ud af højttalerne. Lidt som at stå på et dansegulv med en masse mennesker. Musik, sved og det at være fælles om noget. Det fik mig til at smile, og da gusmesteren takkede af for denne gang, havde jeg afgjort en følelse af at være tung, afslappet og godt tilpas i min krop.
Det er de privilegerede, der har tid, penge og overskud til at passe på deres velvære, men det er naturligvis ikke saunagusens skyld. Skønt er det dog, at konceptet samler os; ikke nødvendigvis på tværs af klasse, men trods alt i et fællesskab, der værner om vores kroppe og velbefindende.

Tekst: Anna Hedvig Larsen 

Visuelt: Mie Horsbøll Rasmussen

Redaktør: Johanne Ringøen