I Krig med Litteraturen: I krig med briller på næsen og efterår i hjertet

Det er på nattoget fra Budapest til Bukarest, kun et par hundrede kilometer fra den ukrainske grænse, at jeg første gang læser novellen ”Salt”. Jeg lå i kupéens nederste køje og kunne med næsen mod den lille, synlige rude se det nordlige Transsylvanien blæse forbi – vådt af sommerens stort set eneste regn. ”Tankerne fløj vidt omkring som fugle, og hjulene hamrede deres tra-ra-ta-ta, tra-ra-ta-ta”, læste jeg på siden, mens natkupéen vuggede mig i søvn til samme lyd og hyl fra togfløjten.

Novellen, jeg læste, finder sted, hvor de antirevolutionære polakker tromlede sammen med den røde hær i det nuværende vestlige Ukraine. I hjørnet af en togvogn sidder en kvinde, som med et falsk spædbarn har snydt sig ombord på et kosaktog.

Hun er både offer og bedrager og smides brutalt ud på skinnerne, da hun afsløres og, ifølge fortælleren, er en skamplet, der skal tørres væk fra arbejderrepublikkens ansigt. Det er en tvetydighed, der er typisk for novellerne i Isaak Babels hovedværk, Rytterarmeen fra 1926, som, med undtagelse af novellen “Salt” og en række andre, fortælles af den unge soldat Ljutov.

Et værk, der under bolsjevikkernes styre og senere i 1930’erne, da doktrinen om den socialistiske realisme herskede i Stalins rige, affødte en heftig polemik.

På den ene side stod dem, der afskyede de helteløse skildringer af krig i Rytterarmeen, anført af den notorisk barbariske marskal Budjonnyj, og på den anden de, der anså den unge prosaist for et litterært vidunder, bl.a. Babels læremester, Maksim Gorkij.

For i Babels formidling af krig fandtes der, modsat i størstedelen af hans sovjetiske samtidslitteratur, ingen entydige helteskikkelser, og det fragmenterede værk eksemplificerede den svære forenelighed mellem stålfast ideologisk tro og revolutionens vold – et besværligt budskab midt i storstilet fejring af bolsjevismen.

Budjonnyj mente ikke, at Babel, der ikke var soldat, kunne formidle en rigtig soldats oplevelser.

Men som Eigil Steffensen pointerer i værkets efterskrift fra 1959, kræver det ikke øjenvidnestatus for at skrive glimrende historisk skønlitteratur, der kan lære os om det kriseramte menneske. Spørg selv Gogol og Tolstoj.

Læser vi Babel i dybden, vil vi endda finde et håb. For selv når Babels hovedperson ikke ser andet end mord og moralsk fordærv, der finder vej ind i sindets mørkeste afkroge, giver han ikke afkald på sin menneskelighed.

Trods sin mere tilbagetrukne tilværelse og knap så kritiske virke efter Sovjet-forfatternes første unionskongres i 1934, blev Isaak Babel stadig mere udsat. Til dels pga. Gorkijs død i 1936 og Stalins store terror. Han blev i 1939 anholdt for spionage og spærret inde i Lubjanka-fængslet i Moskva. Her blev han tortureret og i 1940 henrettet.

Den tvetydige krigsformidler

I Danmark er Isaak Babel et navn, der for de flestes vedkommende er gået i glemmebogen. Men efter Ruslands invasion af Ukraine og hele vestens nye tvungne stillingtagen til vold og krig, må Babels værk siges at være højaktuelt. Kampen om hvilke forfattere der tilhører henholdsvis ukrainsk og russisk kulturarv, er også interessant, når man har med en sovjetisk forfatter at gøre, der er født i det nuværende Ukraine.

Babel forstod om nogen, at alle tider har forskellige litterære behov, og at krig og skrivestil er sammensvorne.

Han forvandlede journalistik til ekspressionistisk skrivekunst og gjorde op med den russiske realisme, som f.eks. Tolstojs gennemboring af den menneskelige psyke. Psykologien er hos Babel efterladt hos læseren, med undtagelse af få erkendelser fra fortællerens hånd.

Babels værk kan endda forekomme grotesk, og der er ikke, som hos Tolstoj, behov for den moralske dom. Tværtimod er det den evindelige higen efter sejr, i en krise hvor der ingen entydige vindere er, der får plads.

Man læser det også i hans samskrivning af det makabre og det højstemt poetiske. Et gennemgående træk er de metaforer, der demonstrerer et krigsramt menneskes syn på verden. Et menneske, hvori krigen er flyttet ind og sammenvokset med dets udtryk.

Man oplever det så snart man åbner Rytterarmeen på side et med linjen ”Den rødgule sol ruller som et afhugget hoved hen over horisonten” og senere i novellen Afon’ka Bida om Pelotonføreren Afon’kas døde hest: ”Blidt udåndende trak den mulen hen over jorden, hvor den var faldet om, mens blodet som to rubinrøde bånd strømmede ud af dens hals, der var foret med hvide muskler”.

Sammensmeltningen af det skønne og det grusomme gør det nær umuligt for læseren at adskille de to, og det er heri Babel skal forstås som et unikum af en krigsforfatter.

Tilmed var han bevidst om, at en ikke-entydig virkelighed ikke kan formidles kunstnerisk som entydige sandheder, men bør tage form gennem en simulation for læserens etiske kompas. Det er sådan, han forklarer den stålfaste tro på revolution kontra Babels alter ego, den unge intellektuelle Ljutovs, oplevelse af udbredt vold mod civile.

Den besværlige ideologi

Babel var, uden at være formelt partimedlem, tilhænger af kommunismen, men oplevede en tvivl. En tvivl, der rækker helt tilbage til hans oplevelser af de pogromer og overgreb på jøder, han beskriver i sine Odessafortællinger, der i 1927 blev til hans anden novellesamling.

I novellen ”Historien om mit dueslag” skriver Babel om sin kamp for en præstigefyldt, men sjælden plads for jøder i gymnasiet. Da han endelig, efter et års korruption, indfrier sin fars høje forventninger, tager han iklædt splinterny skoleuniform ned for at købe duer til sit elskede dueslag.

Men kort efter han har købt sine duer, indledes en pogrom af højrefløjsnationalister. En voldsom og voldelig jødeforfølgelse, der var hyppig efter zar Nikolaj II underskrev oktober-manifestet i 1905.

”Duens små tarme krøb hen over min pande, og jeg lukkede mit ene, frie øje for ikke at se den verden, der lå foran mig. Denne verden var lille og uhyggelig”, fortæller drengen i historien (efter alt at dømme en ung Isaak). I passagen filtreres volden ikke gennem en fortællers moralske dom.

Det er en udelukkende sanselig udlægning af en ung drengs konfrontation med diskrimination og systematisk vold.

Det er tilmed et blik ind i en ung Babels eskapistiske frygt for at måtte lukke selv det frie øje og gemme sit videbegærlige og begavede hoved væk. Det er den lille og uhyggelige verden, han vil flygte fra, og som forhindrer hans intellektuelle udfoldelse – et problem, der en dag skulle blive hans endeligt.

For selvom kommunisterne gjorde op med zarstyrets antisemitisme, lukkede Stalin synagogerne.

I Rytterarmeen spørger den jødiske butikshandler Gedali undrende: “Vi siger ja til revolutionen, men skal vi af den grund sige nej til sabbaten?”. Det resulterer i en samtale mellem Gedali og fortælleren, som præsenterer et modsætningsforhold centralt for Babels systemkritik: Hvis gode mennesker ikke slår ihjel, men står bag den blodige revolution, må de være onde. Men hvis de antirevolutionære polakker er de onde, hvad er da egentlig revolutionen, og hvad er modrevolutionen?

Ønsket om at slå ihjel

Det er svært ikke at læse Babels værk biografisk. Overlappene mellem drengen i Odessafortællinger og forfatterens egen opvækst er umiskendelige, og Ljutov er navnet, Isaak Babel selv red under, da han var udsendt som krigskorrespondent under den polsk-sovjetiske krig.

Ljutov var et pseudonym, han tog for at skjule sin jødiske identitet. På russisk betyder det noget i retning af ”slem” eller ”grusom”, hvilket ikke siger så lidt om historiens unge soldat. Han er nemlig fast besluttet på at blive accepteret hos de voldsparate og primitive kosakker og bevise over for dem, at han er en fandens karl.

Trods mangel på stringent kronologi i værket er der i grove træk tale om en anden Ljutov ved bogens afslutning end ved begyndelsen. Han bliver en dygtig rytter og langsomt mere indlemmet i kosakkernes fællesskab. Det er dog en ambivalent følelse, der rammer Ljutov, når han endelig skal udøve vold – han formår aldrig selv, midt i det enorme blodbad af beretninger, at slå nogen som helst ihjel. Ikke engang når han skal gøre en ende på sin halvdøde kammerats pinsler, kan han få sig selv til at trykke på aftrækkeren, og det er en central pointe i Ljutovs selvmodsigende bestræbelser.

Særligt én novelle beskriver det stærkt, ”Min første gås”.

Da Ljutov ankommer til regimentet, bliver den unge akademiker gjort til grin af de mere garvede kosakker. Det bliver en vulgær scene, hvor Ljutov griber en sabel, knuser kraniet på en gås og skærer den op, hvorefter han råber ”Steg den til mig, kælling” til den gamle dame i huset, hvor kosakkerne er indlogeret.

Herefter lader de gåsemorderen spise med, og han opnår sit mål.

Men som med så mange andre af novellerne i Rytterarmeen konkluderes den i et par sidste linjer af selverkendelse: ”Jeg drømte og så kvinder i mine drømme, men mit hjerte, der var besudlet af mord, våndede sig og blødte”.

Den skrøbelige unge mand må altså erkende, at han ikke kan stå ved sit nye barbariske jeg, trods den nydelse og accept, der følger med det. Volden forbliver symbolsk.

Selvfornægtelse og håb

Jeg læser værkets sidste novelle, ”Argamak”, på et tog fra den serbiske by Niš til Beograd.

I ”Argamak” delegitimeres Ljutovs stræben efter kosakkernes accept endeligt. Kort før han forvises fra sin eskadron, anklages han for at have haft ét eneste mål for øje: at ville undgå fjender. Et mål, der er svært foreneligt med ønsket om uhindret at udøve vold. Bekræftelsen, han søger, hviler på noget, han inderst inde afskyr.

Rytterarmeen bliver her en fortælling om selvfornægtelse, eller snarere menneskelighedsfornægtelse. For at eksistere sammen med krigen må Ljutov give afkald på sin menneskelighed, et offer han, selv når han konfronteres med voldens yderligheder, ikke vil give.

I novellen ”Guy de Maupassant”, en historie uden for Rytterarmeen, har vi en slags poetik fra Babel, der fungerer som pendant til Ljutovs menneskelighed. I historien har en ung mand hjulpet en kvinde med oversættelsen af en Maupassant-bog og beskriver sin evne til at gengive mester-forfatterens rytme og lidenskab således: ”Intet spyd kan trænge så lammende ind i et menneskehjerte som et punktum, der står netop hvor det skal”.

Et udsagn, der må siges at passe temmelig godt på Babels eget forfatterskab.

Og Babels tro på, at punktummet altid er stærkere end spyddet, er endnu et vidnesbyrd om hans tro på, at vold, trods sit enorme omfang, aldrig vil kunne udslette menneskelighed og næstekærlighed. Teksten overlever og besejrer selv vores mest morbide udskejelser.

Det er dog fortsat et skrøbeligt håb, og selv ikke Babel, der til sidst måtte ty til tavshed, formåede at efterleve den tro. Han blev knust af systemet. Heldigvis var det ikke tilfældet for bøgerne, der kan læses den dag i dag og overlevede deres ophavsmand.

Altså efterlader Babel os, der søger viden om krigen og dens mennesker, hos ham, med et håb. En enorm tvivl, men også et spinkelt håb.