Anton bor i København, men pendler til Roskilde for sit ungemiljø

Denne artikel er en del af artikelserien ‘Ung Kultur i Fokus’ skabt i samarbejde mellem Ung Kult og SEIN. Serien udforsker, hvordan unge kulturaktører i både storbyer og provinsbyer skaber og former lokale fællesskaber gennem kunst, musik og frivillighed. Artiklerne spænder vidt i både form og tone – fra personlige portrætter til dybdegående reportager – og er skabt i et frit samarbejde mellem SEINs producenter og de unge aktører fra Ung Kult. Forvent derfor en levende og varieret serie, der dykker ned i unges kulturprojekter på egne præmisser.

En onsdag formiddag i januar tog jeg S-toget til Roskilde for at møde 22-årige Anton Goltermann. Han er en ung ildsjæl hos INSP, et slags kulturhus i Roskilde. Anton skal vise mig rundt og fortælle om stedet. 

Da jeg ankom til Roskilde station, tænkte jeg først over, hvor anderledes den ser ud på en kold  januardag sammenlignet med en varm junidag på vej til festival. Der var få mennesker ude i  byen, og en kold vind blæste. 

Efter en kort gåtur på 10 minutter ankommer jeg til INSP, som er en forkortelse for ”Inspirationsrummet”, og jeg bliver taget imod af Anton. 

Han smiler, byder mig velkommen og viser mig ind til Folkerummet, bygningens største rum. I Folkerummet sidder der denne onsdag folk og arbejder med at søge fonde, besvare mails, lave mad i køkkenet, rydde op, snakke og grine. Det er varmt herinde, og man rammes af en øjeblikkelig følelse af fællesskab, når man træder ind i rummet.

”Dette er fællesrummet og mødestedet. Her afholdes der fællesspisning om torsdagen,  koncerter og workshops, og nogle gange lejes det ud til konfirmationer og bryllupper”,  forklarer Anton. 

Før INSP flyttede ind i lokalerne, var bygningen en gammel slagterskole, men det er svært at  forestille sig, når man kigger på møblerne, den lille scene i midten af rummet, tæpperne på  gulvet og tegningerne på væggene. 

”Lad os gå videre”. 

Anton går forrest, fortsætter op ad en trappe og ind i et nyt rum. Her er der sofaer, en bogreol,  en projektor og yogamåtter. Et multirum, hvor man kan arrangere det meste, vil jeg sige.

Det hele startede vinteren 2021, hvor Anton sammen med 15 andre kunst- og  musikinteresserede unge fik mulighed for at leje et kælderlokale hos INSP. De fik lokalet gratis med betingelse om at skulle arrangere offentlige events for unge. 

”Det var megafedt at få et klubrum for os selv. Gruppen hedder “Hvadcru”, som ikke står for  noget specielt, men vi begyndte at arrangere koncerter og fester dernede, og så blev jeg efterhånden engageret i INSP også”.

Hvadcru er både en forening og en stor vennegruppe. Nogle laver graffiti, nogle arrangerer  kulturevents, og nogle laver musik. 

”Hvadcru er en platform, hvor vi kan have et fællesskab omkring det, samtidig med at vi skaber noget sammen. Vi har spillet mange koncerter drevet af ren lyst, hvor pengene er gået  til foreningen”.

Alt relateret til Hvadcru drives frivilligt, men efterhånden som Anton begyndte at hjælpe til  ved flere arrangementer hos INSP, blev det også til et lønnet job – dog er Hvadcru stadig  kun frivilligt. 

”Det er virkelig fedt at kunne have INSP som job, for så har jeg mulighed for at være her  endnu mere”.

Anton bor nemlig i København og pendler til Roskilde, så det er tydeligt, at dette er et sted, hvor han vil investere sin tid.

Det, Anton primært arbejder med når han er hos INSP, er at arrangere noget, der kaldes  “opfinderkursus”. Her lærer han andre at bruge værkstedets maskiner og bygge ting, og kurset  er helt gratis. 

Han ønskede at starte dette kursus, fordi han efter folkeskolen begyndte på teknisk skole, men  endte med at stoppe, før han var færdig. Da han stoppede, havde han brug for at finde noget at  fylde tiden med. 

”En veninde foreslog, at jeg skulle lave noget kreativt og fedt, og da jeg var kommet ind hos INSP i forbindelse med Hvadcru, pitchede jeg idéen om at lave dette kursus. INSP gav mig et skub til at søge penge til projektet, men jeg skulle selv lave ansøgningerne og stå for projektet. Og det er netop det, der kendetegner INSP: Du kommer med en idé, præsenterer, hvad du vil, og så kan de sige, at de gerne vil hjælpe med, hvordan man kan skaffe penge til projektet”. 

Og det lykkedes. De har ansøgt om midler flere gange, og det er fondspengene, der blandt  andet er med til at lønne Anton. 

”Jeg oplever, at du virkelig engagerer dig i det, der sker her. Er der noget særligt, du  brænder for?” 

”Jeg brænder for gode fællesskaber, og jeg brænder for værkstedet her på INSP. Jeg har altid  været interesseret i håndværk, men jeg har aldrig haft et fællesskab omkring det, da jeg  voksede op. Jeg havde ingen at dele interessen med, og jeg havde intet værksted. Jeg ville  virkelig ønske, at dette værksted eksisterede, da jeg var yngre”.

INSP får støtte fra kommunen, men er også afhængig af at søge fonde til initiativer som det  værksted, Anton er med til at drive. Han er selv med til at søge mange af fondene, og har  skaffet flere hundredetusinde kroner til værkstedet. 

”I ansøgningerne har jeg blandt andet skrevet, at jeg startede på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, men at jeg stoppede, fordi skolen ikke var særlig fed. Mange unge ender med ikke at tage på erhvervsskole, fordi der mangler det sociale, og fordi mange vælger at tage på gymnasiet. Det er noget jeg vil ændre på, og derfor synes jeg, at opfinderkursus og værkstedet på INSP er vigtigt, fordi det kan give en forsmag på, hvad en håndværk- og erhvervsuddannelse kan byde på”.

Opfinderkursus og værkstedet på INSP er helt unikt. Det er nemlig det eneste sted på Sjælland, der tilbyder et værksted, man kan bruge gratis. Desuden har kurset bidraget til at skabe fællesskab på tværs af kulturer, da både danskere og ukrainere har deltaget.

”Det har virkelig været spændende”.

Vi går tilbage til Folkerummet. Nu sidder der nogle nye mennesker her. Jeg hilser, og de  præsenterer sig selv. Alle har forskellige roller og arbejder med forskellige ting. Men fælles  for dem alle er, at de brænder for at skabe fællesskab og gøre INSP til et kulturhus for alle. 

Jeg takker af, tager jakke, hue, tørklæde og vanter på og går mod stationen. På vejen tilbage tænker jeg over, hvor mange mennesker, der arbejder for at stable alle disse gratis  arrangementer på benene for lokalsamfundet, og hvor mange, der ønsker at gøre Roskilde til  en endnu større kulturby – for både store og små.

Det er imponerende at se og høre om alt det, de brænder for, og mærke deres engagement i at arrangere events, der skal passe til alle. Det er næsten, så man bliver lidt rørt.

Tekst og fotos: Johanne Ringøen
Visuelt: Cirkeline Aggerholm
Redaktør: Kamille Agerley