5 filmfavoritter til foråret

Mens vinteren stille svinder ind, og foråret står op fra sin søvn, kan man nemt komme til at føle, at man skal udnytte alle soltimer, der er. Frygten for at misse dem lever endnu i de d-vitaminssvækkede væsner, vi stadig er.

Jeg minder mig selv om, at kulden stadig er i live, og at det er okay at blive liggende under dynen bare lidt længere og nyde alt det, man kan indendørs.

Jeg har dette forår været mere i biografen end nogensinde før. I takt med, at jeg er på mit første sabbatår, og nu faktisk føler, at jeg har tiden til at være i biografen klokken 13 på en onsdag, har SEIN været gået i sort – lige når jeg havde allerflest film, jeg gerne vil skrive om.

Klik her og Støt SEIN

Jeg var så ærgerlig og nervøs for ikke længere at have muligheden for at skrive. Bange for ikke at kunne reflektere og undre mig over de film, jeg ser og de ting, jeg oplever. Det gjorde mig så ængstelig, at jeg nåede at være i biografen fire gange på en enkelt uge, hvoraf to var premiere med forord.

Så for at samle mine tanker og dele ud af de smukke, spændende og skøre ting, jeg har set og oplevet, vil jeg nu lave en samling af de film, der rørte mig mest. Dog ikke ranglistet; jeg prøvede, men jeg kan ikke blive enig med mig selv. 

Foto: Ants Tammik/Alexandra Film

1. Smoke Sauna Sisterhood

Jeg var på kvindernes internationale kampdag i biografen og se premieren af filmen ‘Smoke Sauna Sisterhood’ (2023). Filmen er en dokumentar, der handler om en gruppe kvinder, der mødes i en røgsauna for at rense kroppen og sindet fra skam og traumer.

Kvinderne mødes i saunaen med det formål at skabe et rum for alle historier, kroppe, følelser og flovheder. Et sted, hvor man kan dyrke dem, se dem, høre dem og mærke dem uden frygt for, hvad konsekvensen behøver at være. 

De danner et søsterskab, hvor deres relationer til hinanden gror sig stærkere, og hvor relationerne til skam mindskes.

For mig var filmen utrolig rørende, fordi jeg på mange tidspunkter kunne genkende mig selv og mine veninder i kvinderne i saunaen. Filmen gør ikke et stort nummer ud af selve billederne, men ligger mere fokusset over på de historier, kvinderne fortæller derinde. Oftest ville man høre en kvinde tale, og blot se hende tale, hvor længe det end varede.

Det smukke i det er også, at den føltes utrolig nær og ærlig. Kvinderne kommer i saunaen for at slippe deres skam og dele ud af deres liv, og vi bliver gennem filmen ikke bare en beskuer, men en inkluderet del af søsterskabet.

Foto: suenaga makoto, Well Go USA

2. Monster

Med den koreanske film ‘Monster’ (2023) snyder jeg faktisk en smule. Den så jeg tilbage i efteråret 2023, men den sidder stadig fast i mig, og jeg genså den, da SEIN var lukket ned. ‘Monster’ handler kort sagt om en dreng i femte klasse og sin mor. Hun opdager en underlig opførsel hos sin søn og forsøger så at afdække, hvad det er. 

Filmen er, i mine øjne, en nyfortolkning af filmen ‘Rashomon – Dæmonernes port’ (1950). Rashomon handler om en kort begivenhed, genfortalt af alle medvirkende personer. En brud, en bandit, en samurai og en skovhugger. Filmen skaber teorien om “Rashomon-effekten”, som kort sagt omhandler, at “alt afhænger af øjnene, der ser”. 

‘Monster’ bruger samme opbygning som ‘Rashomon’. Vi ser de primære begivenheder, og som filmen udspiller sig, ser vi begivenheden gennem de involveredes ståsted. Vi bliver trukket længere og længere ind i dybden af de underlige ting, der foregår, og får langsomt et bedre overblik og en bedre forståelse for, hvad der egentlig hændte. 

Det er en utrolig sjov måde at bygge en film op på, fordi seeren bliver hævet over karaktererne og bliver alvidende.

Da jeg sad i biografsalen, kunne jeg næsten ikke være stille. Jeg havde lyst til at skrige af karaktererne, når de misforstod hinanden. Filmen er rørende og smuk, og handler nok i virkeligheden om, hvor enormt vigtigt det er at snakke med hinanden om de vigtige ting i livet. 

Foto: Franz Lustig, Master Mind Lmd.

3. Perfect Days

‘Perfect Days’ (2023) er en japansk filmperle. Filmen handler om Hirayama, som gør rent på offentlige toiletter. Selvom det i manges øre, ikke lyder som det mest tiltalende job, er Hirayama glad for det. Han er glad og taknemmelig for at kunne leve sit liv i enkelhed og ro. 

Hirayama siger nærmest aldrig noget, og skuespilleren Kōji Yakusho viser denne smukke karakter frem nærmest udelukkende med udtryk. Selvom filmen ikke byder på et stort plot og en rutsjebane af handlinger, så kom alle følelser alligevel frem i mig.

På mange tidspunkter syntes jeg, at hans liv virkede en smule trist. Jeg tænkte: “Kan et menneske virkelig tilfredsstilles med så lidt?”.

Efterhånden som filmen udfoldede sig, gik det op for mig, at det jo netop var det, den handlede om: At vi som mennesker har mistet fornemmelsen af tilfredsstillelse. Vi glemmer, at se de små, simple skønheder i livet, og bruger for meget tid på at jagte noget mere og større og bedre.

Hirayama repræsenterer taknemmelighed, ro, forståelse for det enkle og stille. Og som nærmest det eneste, han siger i filmen: “Next time is next time. Now is now”. 

Foto: Shabier Kirchner, A24

4. Past Lives

“If two strangers walk by each other on the street, and their clothes accidentally brush that means there have been 8000 layers of In-Yun between them”. 

Jeg har aldrig før glædet mig så længe til, at en film ville gå i biografen. Filmen handler om en ung koreansk pige, der med sin familie flytter til USA. Her får hun navnet Nora.

Da Nora boede i Korea, var hun bedste venner med drengen Hae Sung, men da hende og hendes familie flyttede, mistede de kontakten. Flere årtier senere finder de vejen tilbage til hinanden, og konfronteres så med både kærlighed, skæbne og deres venskab. 

Filmen handler netop om det koreanske udtryk “In-Yun”, der betyder skæbne. Den udforsker tankegangen om, at to mennesker kan være skabt for hinanden. Uanset hvor meget der kommer imellem dem, vil de altid finde tilbage til hinanden.

‘Past Lives’ er en sindssygt smuk og sentimental fortælling om at elske og at give slip. Jeg var utrolig rørt, da jeg forlod biografsalen, fordi filmen, som egentlig er utrolig simpel og stille, vækkede så mange følelser og tanker hos mig, omkring de relationer og venskaber, jeg har.

Jeg var forundret over tanken om min egen skæbne og om alle relationer, jeg har, kommer af flere tusinde generationers kærlighed. 

Foto: A24

5. The Zone of Interest

‘The Zone Of Interest’ (2023) er en britisk-polsk film baseret på roman af samme navn fra 2014. Filmen handler om Auschwitz-kommandant Rudolf Höss, hans kone Hedwig og deres familie i deres hjem ved siden af en koncentrationslejr. 

Trods dens mange gode anmeldelser og flotte nomineringer til dette års Oscaruddeling, er jeg stadig ikke fast besluttet på, hvad jeg synes om den.

Det, der bærer filmen i mine øjne, er simpliciteten og lydsiden af filmen. Filmen bærer præg af lange indstillinger og scener, hvor det primære fokus og navlepilleri har omhandlet lyd. Filmen bruger lyd på en ny og interessant måde, jeg ikke har set mange andre steder før. Den leger med reglerne om, hvordan lyd bliver brugt i film, og skubber til nogle grænser på det punkt.

Mit eneste minus til denne film er dens mangel på historiefortælling og plot. Jeg er dog overbevist om, at det har været meget intentionelt, og med det formål at understrege, hvor ordinært og underspillet ekstrem ondskab kan se ud. Med alt det sat til side, så er filmen ekstremt aktuel lige nu, og netop derfor er den under alle omstændigheder vigtig at se.

Tekst: Rebecca Hammerich Egendal
Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen
Redaktør: Laura Rye Bislev