Bidrag: Hey Guys Hey Guys

05. november 2025

Sårbarhed, relationer og øjeblikke.
Tag imod når Laurits lukker dig ind i sine tanker i dette digt. 

Genudgivelse


Hey Guys Hey Guys (!!) 

siger jeg hen over skulderen mens jeg børster tænder seriøst hvad skal vi gøre med alt det her rod min stemme er fyldt med mynteskum hvad

skal vi gøre nu hvor det
gør ondt at se på
dem jeg elsker
alle jer der har været igennem så meget sammen tykt og tynd- hudet jeg er så stolt af jer

siger jeg mens skummet bliver rosa på mine læber jeg har hørt at
den nye generations blod ikke
er rødt men lilla når

det rører ved verden
med sine ender mit navn
er et sted hvor jeg har ventet på tingenes sammenstød hey guys
hører i efter undskyld
at jeg kun kan bidrage gennem sproget

jeg har åbenbart befundet mig i mig selv i flere dage
i det her sene lys
der kaster blod på en knogle-

farvet mur, den her brusen af af forår som vi drukner i for at blive lidt længere og mene det jeg mener det når jeg siger jeg mest af alt er

en mand

at jeg kan huske hver en rynke i mine fejl

at jeg er en smuk taber der danser i regnen

jeg er ikke trist gentog min far

det er bare det at jeg altid vil være her

jeg gider ikke diskutere det med dig

hører i når jeg siger at
inde i mit hovede er der kaos overalt

men jeg er ikke syg Hr betjent jeg tror bare ikke på tidens gang

hans øjne: regndråber i et mareridt

hvordan kan noget der er skabt til at falde, være så smukt?

jeg ved det godt
at det værelse i har grædt i er i morgen

at døren ikke er opfundet endnu

vi gider ikke længere diskutere det med jer vi danser hen
over fortidens kirkegård
i din mormors bryllupskjole mens vi spiller luftguitar

og det giver mening

fordi solnedgangen, ligesom overlevelse, kun eksistere på kanten af at forsvinde

fordi det at fjerne et stykke af en person
kan gøre dem mere hel

fordi solens gule vinger flaksende i sort mudder var en sætning der
sad fast i sit eget sprog

guys hører i efter er i her stadig

jeg kan ikke gøre for det
jeg står midt i minefeltet igen

min far sagde engang at det var her man lærte at danse

nu er der sne på mine læber som salt i såret
sort som Guds punktummer

mine arme skærer gennem ilden

i første omgang blev jeg skabt og så skabt til at overleve hvilket vil sige at
jeg er nogens søn.


Hvis du har noget på hjerte, lægger SEIN gerne platform til. Ligger du også inde med en film, fotoserie, tekst, podcast, artikel, debatindlæg eller andet, du bare må dele?

Så send et bidrag til os her

Tekst: Laurits Balker Jørgensen 
Redaktør: Camilla Angaard Nielsen

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her