BIDRAG: JB10
Sofie, Klara, William, Joakim, Mikkel og Rasmus har sammen skabt et miljøportræt af ungdomsinstitutionen JB10. Inspirationen for de unge filmskabere kom af selv at have savnet et kulturinitiativ for unge i deres egne hjembyer, da de voksede op. Gruppen fra Filmhøjskolen Møn har skabt et kærlighedsbrev til ung skaberkraft. En film skabt af unge, til unge, om et kreativt miljø. Jeg har talt med Sofie, instruktøren, og Mikkel, klipperen, om deres oplevelser og udfordringer i processen.
Hvad blev I inspirerede af, da I valgte subjekter og miljø?
Sofie: Vi startede faktisk med, at filmen skulle handle om min mormor, som er blevet ved med at sige, at jeg skal hilse på Møn. Jeg har aldrig fundet ud af, hvem jeg skal hilse. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Jeg ringede til min familie. Der var lige kommet corona-udbrud, så vi kunne ikke komme til Odsherred, hvor hun bor. Vi måtte finde en nødplan. Så dykkede vi ned i, hvad vi ville fokusere på. Vi snakkede meget om unge og skaberkraft.
Mikkel: Vi er alle fra en provinsby, undtagen Rasmus. Håbet og missionen var at prøve og finde et miljø, der kunne inspirere unge, ligesom her på Møn og i Stege, til at ville finde et fællesskab med andre unge og være kreative. Om det så er at bygge et bord eller en dør eller lave film.
Sofie: Vi begyndte at tale om, at det havde været svært at finde midlerne til noget kreativt, da vi voksede op. Toby, som er med i filmen, kender jeg fra efterskolen. Det var lykkedes for dem, på JB10, at lave et miljø for unge at være kreative i. Jeg synes, at det var fucking spændende. Hvad er det, de gør rigtigt, som går så galt andre steder i landet? Interessen har ligget i, at vi selv er unge og kreative og har savnet selv at have noget som JB10.
"Det er blevet lidt et kærlighedsbrev til den unge skaberkraft. Vi har fundet ud af, at filmen gjorde det, vi gerne ville have. Der er to unge piger her på Møn, som har set den og er begyndt at søge nogle fonde. De er blevet inspirerede til at få et lignende miljø på Møn."
Mikkel: Jeg kommer fra en lille by i Jylland, hvor kommer og kigger på dig med de der store, skeptiske øjne, hvis du siger, at du gerne vil være kreativ. Det med at finde et kreativt samfund af unge i de her provinsbyer kan være virkelig svært og hårdt for en type, som føler sig udenfor, fordi de tænker anderledes end normaliteten.
Sofie: Da vi så kom derud og skulle skyde, ville jeg aldrig hjem. Jeg syntes, det var så fedt. Det er det, som jeg har savnet hele min ungdom. Jeg følte mig så meget hjemme. Lige meget hvad jeg kommer med, støtter de op. Det var virkelig rart at være der som et ungt kreativt menneske.
Mikkel: Så endte vi også med at lave en rigtig god reklamefilm for JB10.
Sofie: Det har også været vigtigt. Vi har jo heller ikke gået efter at lave en eller anden dyb film. Det er blevet lidt et kærlighedsbrev til den unge skaberkraft. Vi har fundet ud af, at filmen gjorde det, vi gerne ville have. Der er to unge piger her på Møn, som har set den og er begyndt at søge nogle fonde. De er blevet inspirerede til at få et lignende miljø på Møn.
Sofie: Jeg blev så glad. Også at det er unge, der har set den og er blevet inspirerede. Det, vi blandt andet har lært ved at lave filmen, er, at det bliver nødt til at være unge der skaber noget for unge. Vi har jo selv i Odsherred, hvor jeg kommer fra, noget, som hedder Ung i Odsherred. Det er aldrig rigtig blevet stort, fordi det kun er kommunen, der styrer det. I virkeligheden er det vigtigste at spørge de unge, hvad de gerne ville have. Jeg var også meget imponeret over, at det var lykkedes dem at lave en alkoholfri zone. Jeg fandt ud af, at JB10 derfor også havde hjulpet Toby ud af sit misbrug. Her var der et trygt sted, hvor han vidste, at folk ikke var påvirket.
"Der er så mange store kreative hoveder og nogle egoer, der skal være plads til. Det er også en del af processen, at man lige råber ad hinanden en gang imellem, også selv om man er venner. Man skal prøve at adskille det professionelle og det venskabelige."
Hvad var fordele og ulemper ved at producere filmen på Filmhøjskolen Møn, hvor I både er venner, højskolekammerater og kollegaer? Hvad har I lært om gruppearbejde?
Sofie: En fordel har været, at vi har haft redskaberne, faciliteterne og lærerne. Nu går vi på en filmskole, hvor det kun er film, der er i fokus. Vi ved, at alle elsker film og er voldsomt passionerede omkring det, de gør. Der er ikke noget “slackeri”. Det er vildt fascinerende at finde et fællesskab, hvor alle har en stærk skaberkraft.
Mikkel: Ja, det skaber jo så også bare nogle gnidninger en gang imellem. Der er så mange store kreative hoveder og nogle egoer, der skal være plads til. Det er også en del af processen, at man lige råber ad hinanden en gang imellem, også selv om man er venner. Man skal prøve at adskille det professionelle og det venskabelige. Det synes jeg, vi har formået nogenlunde i vores gruppe.
Sofie: Ja, vi to kan godt lide hinanden, Mikkel. Selvom vi måske er dem, der har skreget mest af hinanden på den her skole.
Mikkel: Ja, der har været nogle uenigheder i klippeprocessen. Det var første gang, jeg skulle klippe sådan rigtigt. Sofie er en bestemt dame, som godt kan lide at ånde én i nakken, når man sidder og klipper. Som klipper er det en frygtelig oplevelse. Vi var så passionerede omkring det, så derfor blev der råbt lidt frem og tilbage. Der blev også grint. Da vi var færdige, var vi virkelig glade.
Sofie: Det sjove er jo så, at i fiktion er Mikkel instruktør, og jeg er klipper.
Mikkel: Jeg lærte meget af processen. Jeg gik ind i fiktionsforløbet med et nyt blik på dét at være klipper og en større respekt for dem, som klipper. Jeg har lært, at det er vigtigt at respektere hinandens roller. Det var noget, jeg tog med til fiktionsproduktionen. Jeg vidste, at de andre vidste langt mere om det tekniske, end jeg gjorde. Det har gavnet mig i instruktørrollen at lære at stole på, at andre også vil det bedste for filmen. Grunden til, at de har den rolle, de har, er, fordi de er dygtigere i den rolle.
Hvordan var det at have så mange forskellige subjekter med i filmen?
Sofie: Det var jo nemt nok med Toby, fordi jeg har kendt ham i mange år. Det vigtigste er, at man er på nogenlunde samme alder med dem. Vi var i øjenhøjde. Vi fik jo en virkelig varm velkomst. De var glade for at have os, så det var en nem proces. Vi blev gode venner med dem fra start. Man følte, at de havde kendt os længe, og at vi var en del af gruppen. De er desuden så meget sig selv! De var ligeglade med kameraer.
Mikkel: Vi havde så også bare enormt meget materiale at arbejde med og skulle bruge meget tid på at cutte det ned. Vi måtte ligesom prioritere, hvad vi gerne ville have med. Så vi besluttede os for at have ét master-interview, to andre interviews og et par små segmenter.
Sofie: Ja, vi valgte Kristoffer, fordi hans personlighed bare er JB10. Så selvfølgelig Toby, hvor det kunne blive mere personligt, og så syntes vi også, det var vigtigt at have to “nybegyndere” for at portrættere, hvordan man bliver budt velkommen hos JB10.
"Efter at have fået en masse undervisning og et større indblik i genren har jeg indset, at dokumentarer er, eller kan være, alt. Der er ikke rigtig nogen rammer for, hvad der definerer en dokumentarfilm."
Hvad har I fået ud af forløbet og kan tage med jer videre? Har forløbet givet jer blod på tanden, inden for dokumentargenren, og hvis ja, hvad er så næste skridt?
Sofie: Jeg tror ikke, at jeg havde forestillet mig, umiddelbart, at dokumentarer var noget for mig. Men efter at have haft både dokumentar- og fiktionsforløbet kunne jeg godt tænkte mig at arbejde med hybrider i fremtiden. Jeg var meget fascineret af miljøet på JB10, og det kunne være sjovt at proppe nogle fiktive karakterer ind i det miljø.
Mikkel: Jeg gik ind til dokumentarforløbet og tænkte egentlig mest på Discovery Channel. Jeg har aldrig set særlig meget dokumentar. Efter at have fået en masse undervisning, og et større indblik i genren, har jeg indset, at dokumentarer er, eller kan være, alt. Der er ikke rigtig nogen rammer for, hvad der definerer en dokumentarfilm. Det var vildt spændende at lære, at der er mange måder at arbejde med genren på. Dokumentarer er for de nysgerrige, der gerne vil vise verden fra et nyt perspektiv.
Sofie: Jeg tror på ingen måde, jeg er færdig med dokumentarer. Det handler om at blive fascineret af noget og gerne ville vise det til resten af verden.
"Jeg er måske ikke typen, som af udstråling virker som den, der har mest styr på tingene. Det var rart, at der var nogle, der lyttede, selvom jeg ikke altid gav mening. Jeg har lært meget af at skulle tage ansvar. At indse, at jeg godt kunne få jer andre til at gøre, hvad jeg ville. Jeg måtte godt lege og sige noget. Jeg er sgu ikke den, som altid er blevet hørt på."
Hvad har været det mest udfordrende i processen? Hvad har været det mest givende?
Mikkel: Det mest udfordrende har været strukturen i dokumentarforløbet. Vi havde mange forskellige undervisere med hver deres idé om, hvad en dokumentarfilm er. Så man skulle vænne sig til at vende 180 grader alt efter lærernes individuelle forventninger. Det var svært, når alt var nyt. Det var en speciel proces. Det var stressende, men åbnede også totalt øjnene for, hvad dokumentarer er. Og vores gruppe bestod af nogle skæve typer, der alle havde noget at sige.
Sofie: Jeg har i hvert fald grædt fem gange i løbet af forløbet. Når man laver film, hader man det og elsker det på én gang. Det ødelægger én, men man kan ikke lade være.
Mikkel: Det mest givende var nok at give ansvaret videre til nogle andre. Normalt vil jeg gerne styre projektet, så udelukkende at være klipper, og få lov til at opleve filmprocessen fra andres perspektiv, var enormt lærerigt.
Sofie: Jeg syntes, det var utroligt givende at prøve at være instruktør. Det var vildt at opleve, at folk bare stolede på mig. Jeg er måske ikke typen, som af udstråling virker som den, der har mest styr på tingene. Det var rart, at der var nogle, der lyttede, selvom jeg ikke altid gav mening. Jeg har lært meget af at skulle tage ansvar. At indse, at jeg godt kunne få jer andre til at gøre, hvad jeg ville. Jeg måtte godt lege og sige noget. Jeg er sgu ikke den, som altid er blevet hørt på. Og desuden at lære, at alting kan være spændende, hvis man har det rigtige blik på det. At opleve, at filmen ikke kun er et portræt af JB10. Vi viser også meget om os selv. Filmen handler ikke kun om JB10, men også om vores blik på JB10 og vores kreativitet. Vi er den usynlige karakter i filmen.
Hvad tænker du?