Gud er gået af mode, men jeg beder stadig fadervor

Jeg er barn. Min lillebror og jeg ligger i den store dobbeltseng på vores mormors gæsteværelse. Vi kalder den boblesengen. Sengen er stor, og vi er små, så vi nærmest svømmer i dens dyner.

Mormors hus – som kun ligger 200 meter fra vores – er mit andet hjem. Mormor kommer ind til os og lægger sig i midten. Hun holder vores små hænder i sine, mens vi synger ‘Jeg ved en lærkerede’.

Hendes kirkekorstemme føles varm og tryg. Vi beder fadervor og sender en godnathilsen til vores morfar i himlen, før hun kysser os på panden, går ud af værelset og sætter døren på klem.

Jeg er stadig barn. Min mor har brystkræft. Min lillebror og jeg sover i samme seng, selvom vi har hvert vores værelse. Mor kommer ind til os, og hun lægger sig i midten. Hun holder os i hånden. Jeg har den venstre, min lillebror den højre.

Vi synger ‘Jeg ved en lærkerede’ og beder fadervor. Vi snakker om, at han lytter. At han passer på os. At han passer på mor. Sammen med morfar, selvfølgelig.

Nu er jeg voksen – eller noget deromkring. Jeg beder stadig fadervor en gang imellem. Når jeg er bange, forvirret, eller det hele føles meningsløst, tyr jeg til min tro. Men jeg snakker ikke højt om det.

For Gud er nemlig gået af mode.

Undskyld – jeg er bare kulturkristen!

Blandt europæiske unge er ikke-tro normen. Vi lever i en tid med rivende udvikling, og det er ikke svært at forstå, at religionens rolle i ungdommen er svundet ind. Den udvikling er jeg stor tilhænger af, for troen bør og skal være noget, som man selv vælger til eller fra.

Men i en tid hvor man skulle tro, at religionsfriheden skabte åbenhed og rummelighed i samtalen om netop det, oplever jeg, at udviklingen bare er en 180-graders vending. Hvor man før i tiden ville udskælde ikke-troende individer, bliver man nu latterliggjort eller udpeget som naiv, hvis man giver udtryk for, at man er troende.

Samtalen er blevet fjendtlig og firkantet – lidt som den var før i tiden. I dag sker det bare med omvendt fortegn.

”Forstå mig ret, det er jo ikke fordi jeg er meget troende,” er en fast efterfølger på udtalelser, som kunne indikere, at jeg er ”for troende”. For forstå mig ret, jeg er nok i virkeligheden ikke mere troende end den gængse kulturkristne person.

Så det kalder jeg også mig selv, hvis nogen skulle spørge: kulturkristen.

Men faktisk bryder jeg mig ikke om at sætte mig selv i den bås. Når jeg har gjort det, føles det som et skjold, jeg hurtigt kan trække op foran mig, hvis jeg risikerer at blive stemplet som ”for troende”. Det er, som om det at kalde sig kulturkristen er blevet en måde at undskylde for sin tro på.

Og det har egentlig jeg ikke lyst til.

Men når jeg kalder mig selv kulturkristen, gør jeg det indforstået, at jeg er kristen i en socialt acceptabel grad. Det er den hurtigste måde at sørge for, at dem omkring mig ikke tror, at jeg lægger mere i julen og påsken end højst nødvendigt.

Hvis jeg undgår at sætte for mange ord på, hvilken betydning religionen har for mig, undgår jeg også at blive set skævt til.

Min tro har stor betydning for mig. Den udspringer af en følelse af tryghed, varme og nærhed. Derfor føles det forkert, når jeg underspiller mit forhold til tro og prøver at undskylde for det ved hurtigt at smide kulturkristen-kortet.

Jeg kommer bare desværre ikke uden om, at fralæggelsen af tro eller nedtoningen af dens betydning er mere socialt acceptabelt end at stå ved den. I hvert fald hvis ikke jeg vil risikere at få et blåøjet stempel i panden.

Når modsætninger ikke mødes

Jeg går ikke ret ofte i kirke. Jeg ventede ikke på, at der sad en ring på min finger, før jeg første gang havde en seksuel relation. Jeg var 15 år gammel, da jeg var fuld første gang. Jeg drikker rigtignok ikke ret meget længere, men det er, fordi jeg får kvalme af alkohol.

Jeg tror ikke, at ret mange ville udpege mig som en, der er troende.

Derfor skal jeg heller ikke påstå, at det er mig, der er hårdest ramt af den fjendtlighed, som ofte opstår i samtalen om tro. Jeg ved, hvor firkantede samtalerne om unge, der er mere troende ,end jeg selv er, kan være. Jeg har siddet med i de samtaler. Der er jeg hurtig til at smide kulturkristen-kortet.

Det vil altid være et problem, når man gør én overbevisning til den eneste rigtige. Det var det også, dengang vi ikke havde religionsfrihed, og man blev udskældt for ikke at være kristen.

Vi mister noget, når en befolkningsgruppe ikke tør give udtryk for det, de tror på. Vi går glip af alt det, vi kan lære af hinanden. Men skyklapperne forstærker også bare sig selv. Når vi undertrykker folk af én bestemt overbevisning, opdeler vi samfundet.

Det får ikke de undertrykte overbevisninger til at gå væk. Det isolerer dem bare i fællesskaber, der fungerer som ekkokamre. Ligesom dem vi selv lever i, når vi kollektivt beslutter os for, at det er naivt at være religiøs.

Det skaber et meget forvrænget billede af, hvordan verden hænger sammen. Men det skaber også et forvrænget billede af, hvor forskellige mennesker kan være. Vi skal jo nødigt nå til det punkt, hvor vi falder ned af stolen, hvis nogen giver udtryk for en anden overbevisning end vores egen.

Alt er tro – alt er personligt

Tro er og bliver en personlig ting. Det samme gælder for ikke-tro. I bund og grund er forholdet til tro – om man identificerer sig som troende eller ej – baseret på ens personlige overbevisning.

Så hvis man ikke forsøger at presse sin egen overbevisning ned over hovedet på andre, kan jeg ikke se problemet i at være åben over for andres ståsted. Der er i hvert fald slet ingen grund til at stemple én overbevisning som forkert – uanset fortegn.

Vi lever i en turbulent tid, hvor vi søger tryghed på hver vores måde. Jeg håber, at vi kan nå til et punkt, hvor vi ikke bliver set ned på for det, vi tror på. Det, der giver os en tryghedsfølelse. Uanset om den tryghed er konkret eller abstrakt.

Tekst: Rosa Bundgaard-Laursen

Visuelt: Katrine Frimor