Moderskabets vejrtrækning – i fremtid, fortid og fantasi

Hun læner sig op ad den store pude, men den er ikke fyldig nok, og nakken bliver ikke støttet. Det kommer til at give nakkesmerter, men det forkaster hun og ser ned på barnet, der ligger varmt og tungt op ad hendes bryst.

Barnets far er lige gået for at tage på arbejde og senere købe ind til alt, hun har lyst til. Hun er alene i den lille lejlighed, i den store seng.

Inden han gik, så han på hende, der smilede ned til babyen, og han kyssede hende og holdt babyens lille hånd, inden han også kyssede ham og ikke havde lyst til at gå. Og moderen kunne mærke det samme.

Da hun var alene, så hun frem og ud ad vinduet til venstre for sig – på baggården og træet derude – og hun trak vejret og mærkede, hvordan arret på livmoderen brændte lidt. Men hun havde ikke kvalme, og hun så på barnet igen og tænkte på alle de kvalme morgener, og at det skal ske igen, hvis de skal have flere børn, hvilket de skal.

Babyen så ikke noget, men mærkede bare at være hos sin mor, der var rund i kinderne og havde tykt, lyst hår.

Jeg greb ud efter hendes hår, men det kunne ikke være i min hånd, og den blev filtret ind i det, og jeg kunne ikke få den ud og græd, fordi jeg sad fast.

Vi havde mange timer alene – for en af de første gange i begge vores liv – og jeg ventede på mor. Hun så mod vinduet igen og lukkede øjnene lidt, blundede og åbnede dem igen mod mig.

Jeg prøvede at pege mod vinduet, men hendes blik fandt hele tiden mig og ikke den bog, der lå på sengebordet, eller den vase, som stod i vindueskarmen med nogle af de mange buketter, mor havde fået, efter hun havde født.

Hendes øjne er mørkegrønne, og hun aer min pande, og det er dejligt, men jeg prøver igen at pege mod vinduet, og hun indvilliger ikke. Men jeg vil have hende ud af rummet og ud ad vinduet og ud i luften – men hun bliver her.

Hendes nakke låser snart, og hun kommer ikke til at bevæge sig for andre end mig, og når hun skal tisse. Ellers handler alt om, hvornår jeg skal spise, for hun forstår ikke, hvor lidt jeg forstår.

Jeg er der lige meget hvad – i hvert fald et eller andet sted – og hun bruger mig som undskyldning for ikke at skrive.

Mange timer senere sidder vi i sofaen, og jeg ligger mod hendes varme hals, og barnet ligger mod hendes varme hals, og hun aer det og klapper det roligt på ryggen, da det hoster let.

Og hun bliver nervøs for hosten og vil ringe til nogen, men det stopper, fordi støvet er ude af min meget lille hals.

Det er allerede ved at blive mørkt udenfor, og hendes mand burde være hjemme snart, men hun tjekker ikke sin telefon, for hun vil være til stede med mig og ikke misse noget, jeg gør. Selvom de næste uger kommer til at være som én dag for os begge.

Hun går ud på altanen med mig og strammer sit greb om min bløde, lille krop, der en dag vokser og bliver større end den klump, jeg er nu, og hun ser ned på bilerne på den mørke gade og mærker kulden i nogle sekunder, men går ind igen – af frygt for, at jeg bliver syg. Og hun har ret.

Hun sætter sig med mig i sofaen, og vi er nu tættere på gulvet, og mine arme griber rundt efter ingenting, og det forstår ingen af os. Men hun smiler af det, og jeg grynter, men forstår det ikke, og hun kysser min pande, og vi tænker ikke på noget.

Vi venter på far, og da han låser døren op, lægger mor mig på sofaen og går ud til ham, og hun kysser ham, og han holder om hende.

Og min mave gør vildt ondt, så jeg skriger og græder, og de kommer ind, og far kalder mig et eller andet og tager mig op, og det hjælper vel lidt.

Men mor er ikke i stuen, og jeg skal have hende, og mine arme kaster sig rundt. Hun kommer hen og tager min hånd, og det hjælper vel lidt, men jeg skriger og græder, og de sætter sig, og med tiden bliver det nok bedre.

Mor ser ikke ud ad vinduet den aften, selvom far passer mig og ser på mig, bekymrer sig for mig.

I min lille drøm læser hun en bog den aften, men jeg vækker hende, for jeg kan ikke sove, og jeg er ked af det hele natten, så hun får desværre ikke læst, og det er jeg ked af.

Hun ser på mig, og jeg ser splittelsen i hende og rækker ud efter hendes øjne, der ser verden og mig fra en vinkel, jeg slet ikke forstår.

Hun hvisker: “Søde, sove, sove,” og jeg tænker, at hun ikke kan bestemme over nogen af os.

Jeg sover mellem dem og vender og drejer mig, og mine ben hopper og sparker op i det kæmpe rum omkring mig, og far sover, og mor sover i samme stilling hele natten. Jeg ligger og ser på hende og bag hende og er helt vågen, og det vil hun ikke have, og det tænker hun over mellem sine lure i løbet af mørket.

Og jeg rækker ud efter hende, men hun er allerede vågen, og de grønne øjne stirrer på mig, og jeg græder, for hendes direkte lys mod mig skræmmer mig. Jeg lukker øjnene og ser værre end før, og store hænder dækker mig og løfter mig fra varmen op til hendes varme, hvor jeg falder ind i hende og bliver for evigt.

Hun sidder i dagligstuen og skriver i en sort Moleskine-notesbog med sin Mont Blanc-pen.

Hun skriver på papir igen, for hun har ikke travlt mere, og hun skriver et kapitel om i sin fjerde roman. Hun rører ikke frugten i frugtfadet bag notesbogen, og da jeg passerer, ser hun ikke på mig, men jeg ved, at jeg larmer, for jeg har støvler på indenfor.

Hun ser kun på mig, da jeg står i gangen igen med min ruskindsjakke omkring mig, og hun kommer derud og ser på mig, smilende, og jeg sender hende et luftkys og nikker, når hun elsker mig.

Vi kunne blive ved altid. Vi stopper aldrig.

Hendes varme er noget, jeg husker mere, end jeg mærker nu, men den er evig, mens min er svingende. Og jeg vil aldrig miste hende, som hun er nu.

Døren smækker, og hun tager et glas vand med sine solbrune hænder, der er blevet tyndere og ældre og har flere tunge ringe på end før – og mindre neglelak – og hun tager et koldt bad og pakker sin lædertaske.

Hun tager telefonen, imens hun går ud ad døren og taler med O., der er på forretningsrejse i Tyskland.

De savner hinanden.

Bagefter ringer hun til min lillebror og spørger, om hun skal hente ham hos en ven snart. Hun kan nå at købe ind inden og arbejde en time til på sit kapitel om den første fødsel. Og alt det andet, man ikke kan beskrive kort, men kun som fortællinger om de første uger med sit første barn.

Eller om tiden inden da. Dengang hun kunne skrive om at være mor, uden at kende det for alvor og kun via sin forestillingsevne og fra film, bøger og fortællinger fra andre mødre.

Dengang hendes liv drejede sig om hende selv, og hun kunne skrive om sin fremtid uden at kende den – og den derfor var mystisk og holistisk.

Hvorimod den viste sig at være dag til dag, år til år. Og så pludselig årti til årti af mindre begivenheder, vaner, traditioner og valg.

Dengang hun havde hele dagen uden noget ansvar og kunne tænke på fænomener uden at kende dem.

Det må hun aldrig glemme.

Der er meget, hun aldrig må glemme

Dage som otte år inden hun fik Moe, hvor hun sad i sin lænestol og skrev, fordi hun havde læst et hovedværk og blev inspireret af teksten og ville være illoyal over for sig selv ved ikke at skrive – fordi det stod til hende og ventede på hende.

Og hun så ud ad vinduet til gården mellem hendes bygning og de mange andre, og hun så på himlen, der lyste og var hvid. Det var koldt, det kunne man se.

Hun havde skrevet tekst nu, og skulle læse igen. Men Moe forlod hende ikke, da hun lukkede computeren og fandt bogen frem igen og blyanten til noter i den.

Streg det vigtigste ud. Hvad end det vigtigste er.

Hun ramte altid godt, og forelæserne brugte de ting, hun havde streget ud, og de læste passager op, som hun selv havde læst flere gange.

Hun var god.

Hun er god.

Moe blev hos hende i mange år, indtil hun blev gravid for alvor – selvom Moe altid var alvor.

Han var hendes fantasis barn. Hun kunne aldrig se ham for sig, kun hans navn, når hun skrev det i sætninger. Så opstod han pludselig og elskede hende som sin egen mor, hvilket hun jo var – indtil hun ikke længere havde brug for hans skrækeksemplar.

Tekst: Pauline Varming

Redaktør: Peter Bitsch Hjortshøj