Hvor meget CO2 udleder dit drømmeliv?

For at leve op til Paris-aftalen skal den gennemsnitlige dansker mindske sit CO₂ udslip fra 13 til tre ton inden 2030. Så hvis du før, ligesom jeg selv, tænkte, at et forbrug på tre ton CO₂ om året lød som meget, burde du kigge lidt på din nuværende forbrugsudledning. Så det har jeg gjort. 

Jeg googlede, fandt den første og nemmest anvendelige CO₂-beregner og fyldte den ud med mit forbrug fra det seneste år. Jeg landede på de 2,6 ton CO₂. Det var da nemt nok, right? Jeg får det til at fungere og er generelt set meget glad for min livsstil. 

Problemet er nok bare, at de færreste danskere drømmer om at leve som mig. En 19-årig udeboende mindstelønsarbejder, der deler en lille toværelseslejlighed med sin søster, sjældent rejser med andet end tog, slukker for sine elektroniske devices, fordi … ja, elregninger, og ikke har skiftet sin telefon eller computer ud i fire-fem år.

Derudover er jeg en vegetar, der ikke har købt et stykke nyt tøj siden starten på efterskoleåret i 2020. Kun for de mest klimabevidste læsere er denne opremsning et show-off. For de fleste andre er det ikke ligefrem opskriften på drømmefremtiden. 

Men hvis det ikke er, hvordan skal opskriften så se ud? Hvordan imødekommer man den del af befolkningen, hvis drømme om fremtiden ser markant anderledes ud end min nuværende livssituation? 

Dem, der drømmer om weekendrejser til Spanien for at slippe lidt væk fra hverdagen i deres 186-kvadratmeter bolig på Frederiksberg. Dem, for hvem vegetardagen er en ugentlig sensation, og som lever i en bolig, hvor 65 tommer-fjernsynet arbejder om kap med tørretumbleren. 

Med sådanne drømme rammer man nemlig fuld plade på CO₂-udslip og kommer alt for hurtigt op på 13 ton. Desværre er realiteten, at rigtig mange danskere lever sådan et liv eller noget, der er tilsvarende. Så mange faktisk, at hvis alle verdensborgere levede, som vi gør i Danmark, ville den globale CO₂-udledning være næsten dobbelt så høj, som den er i dag.

I anledning af at vi for cirka en måned siden passerede Danmarks overshoot-dag, skal vi måske tage at se på, hvad vi selv kan gøre for at reducere de 13 ton, mens vi fortsætter med at leve et liv, vi kan sætte pris på. I første omgang kræver det en omlægning af vores vaner. 

Vi er simpelthen blevet for vant til at forbruge for meget i for store mængder. Heldigvis for os viser trivselsforskning, at det ikke er et massivt forbrug, der gør os mere lykkelige. 

Har vi opnået det mest basale materielle niveau, er det de immaterielle ting som meningsfuldhed, velfungerende nære relationer, oplevelse af fællesskab, oplevelse af frihed og oplevelse af tryghed og sikkerhed, der skaber større livskvalitet.

Betyder det, at selvom vi nedsætter vores forbrug, daler vores trivsel og følelse af livskvalitet ikke, spørger du så måske.

Det lader til at være tilfældet. Jeg vil påstå, at vi måske endda formår at højne vores livskvalitet, hvis vi nu for eksempel tager nogle gange i biografen i stedet for at købe et nyt fjernsyn. Bruger det samme tøj lidt længere og i stedet får råd til den Louis Vuitton-taske, som vi kan købe secondhand og derfor også har penge til at få lavet flotte negle. 

På samme måde vil jeg mene, at vi bliver gladere, hvis vi giver vores hjemmeklippede Barbie-dukker videre i stedet for at smide dem ud. Sådan sparer vi klimaet for vores overforbrug, samtidig med at vi sparer penge og skaber glæde for andre og for os selv. 

At rejse er at leve

At nedsætte vores forbrug er en vigtig faktor i at ændre vores CO2-vaner, men hvis vi virkelig skal ændre på noget, der batter, og komme under tre ton, må vi lave lidt om på retningslinjerne for udtrykket “at rejse er at leve”. 

Det skyldes måske også, at udtrykkets betydning har ændret sig lidt over de seneste årtier. Jeg er næsten sikker på, at man ikke lever mere ved at tage på weekendtur til Italien, end man gør ved at tage på en getaway til det nærmeste danske badehotel. 

Vi lever ikke mindre, når vi med familien tager toget til Berlin og ikke det oversøiske fly til Mexico. Selvfølgelig er vi berettigede til at holde ferie, slappe af og opleve noget nyt, men det er alt sammen noget, som vi i min optik ikke behøver at rejse hele jorden rundt for at gøre.

Skal du også backpacke rundt i Thailand?

Mens det måske er vores forældre og bedsteforældre, der har råd til luksus og hyppige rejsevaner, er vi unge heller ikke uden skyld. Vi går måske nok op i klimaet til daglig, men vi går samtidig med en tanke om, at vi bliver de bedste versioner af os selv, hvis vi har rejst hele verden rundt på vores to sabbatår. 

Min Instagram flyder over med rejsebilleder fra Asien, Sydamerika og Afrika, hvor mine venner flyver rundt fra land til land. Jeg går herhjemme sammen med alle deres andre følgere og føler, at de nu kommer hjem meget mere dannede end os andre. 

Jeg står lige midt i et levende eksempel på relativ deprivering: De gør det, derfor vil jeg også. Men ligesom weekendrejsen til Italien kan skiftes ud med selvforkælelse på et badehotel i Danmark, kan vores sabbatårsdrømme om at flyve kloden rundt også skiftes ud. 

Vi kan sagtens lære om os selv, der hvor vi kommer fra, og sagtens lære om kulturen i vores nærområder. At tage toget rundt i Europa kan sagtens hamle op med at backpacke rundt i Thailand. 

Det skal dog ikke være en hemmelighed, at man nemt kan føle sig lidt snydt. Jeg kan godt gå og føle mig lidt oplevelsesfattig i forhold til dem, der tog den Asien-tur. Hvis jeg dog stopper med at sammenligne mine oplevelser med andres, er jeg ret tilfreds. 

Jeg har lært meget om mig selv ved både at være på interrail, men også hver dag ved at flytte hjemmefra, møde nye mennesker, få nye relationer og miste andre, ved at få et arbejde og kigge nysgerrigt på det miljø, der omgiver mig. 

I sidste ende har vores bedste oplevelser ikke så meget at gøre med hvor vi er, som med, hvad vi oplever og hvem vi oplever det med. Det samme gælder for vores forbrug. 

Vi bliver ikke lykkeligere af at fylde vores liv med ting og sager, men af at fylde vores liv med oplevelser, hobbyer og mennesker, der gør os glade. Hvis vi skal leve godt under tre ton CO₂, skal vi huske på, at livskvalitet handler om dét.

Tekst: Johanne Theilgaard Knudsen
Redaktør: Kamille Agerley