Everything shower / Om sommeren tilhører min krop alle

Jeg hader everything showers, og jeg ville ønske, jeg ikke følte, jeg havde brug for dem.
Men sommeren nærmer sig, og det samme gør den blottede hud. Bikini på stranden, sommerkjoler i parken, korte nederdele til et glas hvidvin i byen.

Om sommeren får kroppen flere tilskuere. Jeg bliver hyperopmærksom på min krop og på andres. Det er svært ikke at sammenligne kroppen. Svært ikke at bemærke, at de andre kroppe måske ikke har knopper og sår og hårstubbe.

Om sommeren skal jeg helst ligne en kvinde. Ritualet er døbt everything shower på de sociale medier, hvor det tit romantiseres og forklæder sig som selvforkælelse. Hvilket det sikkert er for nogle. Men everything shower er for mig nærmere et tvangsritual, en række trin, jeg gennemfører for ikke at væmmes ved mig selv. For ikke at føle, at andre væmmes ved mig.

Seancen starter i badet, her vasker jeg mit hår i shampoo, ikke bare en, men to gange. Det fortalte en frisør mig engang, at man skulle. Dernæst putter jeg hårkur i mit hår, for tiden en, der dufter af avocado.

Imens avocadoens kemikalier gør deres arbejde, placerer jeg mig nøgen på badets kolde fliser, her fordeler jeg barberskum på mine ben. Både mine lægge og lår, for da jeg var 13, skulle de fine hvide dun på mine lår også væk. Når barberskummen er fordelt, går jeg systematisk til værks med en skraber. Hvert et hår skal fjernes.

Glem ikke baglår og storetå. Glem heller ikke bikinilinje og hårene, der går op til navlen. Glem ikke armhulerne. Glem ikke at tjekke, om noget er glemt. Det manuelle arbejde er kedeligt, undervejs dissocierer jeg til tider. Måske fordi vandet også er for varmt. Så skyller jeg hårkuren ud, efterhånden har jeg rynkede fingre.

Jeg husker, at jeg skal rense mit ansigt, måske med en scrub. Husker, at jeg også burde putte scrub på mine ben. Jeg har en scrub til hver, naturligvis. Jeg har sikkert glemt nogle trin, hvilket jeg ofte gør. Eller springer dem over i udmattelse.

Når jeg kommer ud af badet, er seancen ikke ovre. Kroppen skal smøres ind, helst i noget fed creme, der dufter godt. Ansigtet skal have noget serum eller olie eller creme, måske noget antiaging, det er aldrig for tidligt med den slags, har jeg hørt.

Cirka 40 minutter efter er ritualet ved at være til vejs ende. Tanken om, at dette skal gentages mindst to gange om ugen hele sommeren, virker uoverskuelig, måske endda lidt ulidelig. Men jeg har kraftig hårvækst, og allerede dagen efter ritualet begynder tegn at vise sig. Stubbe.

Tanken om, at jeg egentlig bare kunne lade være, men alligevel gør det, virker endnu mere uoverskuelig. Ingen tvinger mig. Men jeg er dybt indoktrineret. En række handlinger, jeg og de fleste andre kvinder udfører. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge, ikke nødvendigvis de samme trin, men sandsynligvis med det samme formål: at ligne en rigtig kvinde.

Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad, som jeg er om vinteren? Om vinteren generer de mørke hår på min krop mig ikke. Faktisk tillægger jeg dem ingen betydning. Det er først, når min krop skal luftes i en sommerkjole i solen, at jeg bliver opmærksom på hårenes eksistens og det problem, de er. Min kæreste synes, det er lidt mærkeligt, at jeg ikke bare lader være, nu jeg synes, det er en irriterende tjans. Det synes jeg jo også selv.

Med årene har jeg med jævne mellemrum forsøgt at bryde med sommerens forventninger til min krop. Jeg beslutter derfor at forsøge igen. Jeg tager på årets første badetur på stranden, velvidende at hår stikker ud, hvor det ikke burde. En markering af, at jeg ikke behøver et everything shower for at kunne være iført en bikini.

Det slutter i år. Jeg føler mig modig og selvsikker på den korte cykeltur ned til stranden. Da jeg låser min cykel, ser jeg, at der er flere mennesker på stranden, end jeg havde forventet. Jeg navigerer gennem sandet og mellem de andre, der også ville bade, hen til en plet, jeg har udset til mig og mit håndklæde. Nu skal jeg bade.

Men det er, som om den selvsikkerhed og beslutsomhed jeg cyklede afsted med, er forduftet. Pludselig ville jeg ønske, at jeg havde forberedt min krop på strandturen, som jeg plejer. Jeg overvejer, hvordan jeg sætter mig på håndklædet, i hvert fald ikke i skrædderstilling, tænker jeg.

Så sidder jeg ellers der og føler mig lidt utilpas og samtidig skuffet over, at jeg har det sådan. Som jeg sidder og iagttager mine ben, føler jeg mig lidt ekstra nøgen i badetøjet. Måske endda lidt skamfuld og forkert. Endnu et forsøg på at bryde med paradokset, og alt, jeg tænker på, er, at jeg bare skulle have barberet mine ben.

Om vinteren føles min krop mere passiv og mindre performativ. Den eksisterer bare i store striktrøjer og lange bukser. Måske en dag kan jeg tage min vinterkrop med ud en sommerdag i solen.

Tekst: Gry Sofie Vejsager 

Redaktør: Nina Sparre

Visuelt: Sine Kjempff