En guide til at snakke om spiseforstyrrelser

10. april 2018

At have en spiseforstyrrelse kan føles forfærdeligt ensomt og skamfuldt. Derfor kan det også som pårørende være svært at vide, hvordan man skal begynde en snak med sin spiseforstyrrede ven om det.
Caroline har selv haft en spiseforstyrrelse. I dag har hun skrevet tre bud på, hvordan man kan bryde tabuet, skabe et trygt rum og være en god ven.

Illustration af Thit Thyrring

Jeg har ofte mærket, hvordan spiseforstyrrelser bliver fejet under tæppet i samtaler. De er svære at forholde sig til og især svære at snakke om, hvis man selv har eller har haft en. I lang tid turde jeg ikke sige, jeg havde en spiseforstyrrelse. Det virkede for abstrakt og for ekstremt, og jeg var bange for, at andre ikke ville tro på, at det var så slemt, hvis jeg betegnede det som mere end et stort vægttab. Men det var for drastisk at tabe sig næsten 30 kg på under et halvt år, træne og gå på vægten hver dag og gå med en styrende stemme i hovedet, der ikke ville stoppe med at sige, hvad jeg måtte og ikke måtte. Det var en spiseforstyrrelse, og det sidder stadig i min krop og i mine tanker i dag, også selvom det snart er tre år siden, jeg havde det sværest. Det er svært at få hjælp og hjælpe. Når man står midt i en spiseforstyrrelse, føles det forfærdeligt ensomt. Ens eget selvbillede er fuldstændig forskruet, og det er svært at være sammen med andre mennesker, hvis man frygter, de ikke prøver på at forstå og lytte.

I begyndelsen havde jeg utrolig svært ved at snakke om det. Det var ubehageligt at blive udspurgt og konfronteret. Jeg havde ikke et trygt og åbent forum til at snakke, uden at det blev efterfulgt af et: ”Men kan du ikke bare begynde at spise mere og træne mindre?”. For hvis det var så let at skifte sit mindset, ville jeg så ikke allerede have gjort det? En spiseforstyrrelse følger én resten af livet. Den kan bruse op i perioder og gå i sig selv i andre. Men den er der. Derfor vil jeg gerne snakke om emnet. Jeg synes, det er ærgerligt, hvor tabubelagt og skamfuldt det kan føles. Jeg tror, det er vigtigt, uanset om man kender én eller har haft en spiseforstyrrelse, at tage emnet op med sin familie og sine venner.

Snakken om selvværd, kropsidealer og egen selvforståelse er et trendy emne og har været det i lang tid. Men jeg synes, der mangler nogle gode råd til, hvordan man kan starte snakken, hvad end det er holdninger til emnet eller egne oplevelser. Jeg tror, der er flere, end man lige går og tror, der har et svært forhold til både krop, mad og træning. Derfor skal vi skabe et trygt rum i vores sociale fællesskaber, hvor vi kan være ærlige, uanset hvor godt eller hvor dårligt det går. Man kan ikke redde hinanden, men det er vigtigt at vide, man kan være der for hinanden. Jeg er langt fra ekspert på området, men jeg vil gerne prøve at give mine bud på, hvordan vi kan blive bedre til at snakke og hjælpe hinanden.

Det trygge og ærlige rum

Man kan ikke tvinge en snak frem med en spiseforstyrret ven. Nogle har brug for selv at sige det, og andre har brug for, at en anden tager initiativet. Uanset hvad kan det aldrig fungere med tvang og hårde ord. Det værste er at føle, man er midtpunkt i et bagholdsangreb og er uforberedt. Selvfølgelig er det vigtigt at tage affære, hvis man kan se, det begynder at tage fart, men man skal passe på med sine ord. Alt kan vendes i hovedet til at få en ny mening. En omsorgsfuld kommentar om, at man tager en ekstra portion mad, eller hvor slank man er blevet, kan blive vendt til destruktive tanker hos den spiseforstyrrede. Nej, man skal ikke gå rundt på tåspidser, men vær opmærksom på eget sprogbrug, i forhold til hvad personen vælger at putte i munden, og hvordan personen ser ud. Hvis man vil starte en snak er noget af det bedste, man kan gøre, at ses i en sammenhæng uden mad. På den måde skal den spiseforstyrrede ikke forholde sig til maden på bordet, og så har stemmen i hovedet lige dét mindre at bruge sin tid på.

”Hvordan har du det?”

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte en samtale, hvis man er bekymret for én. Det bedste udgangspunkt er at spørge ind til, hvordan hinanden har det. Vær ærlig, og læg måske ud med, hvad der fylder for én selv i øjeblikket. Det kan skabe en tillid i en samtale, at man ikke bare siger, hvor godt det går for én. Når man er spiseforstyrret, påvirker det ikke kun kroppen, men også skolearbejde, fritid, arbejde og andre interesser. Hvis jeg hørte om, hvor godt det gik mine venner, følte jeg mig som en endnu større fejltagelse. Det er virkelig en hårfin balance. Men med interesse for deres mentale velvære er man også med til at vise, at man holder af personen. Selv hvis man føler, man bliver skubbet væk, er det vigtigt at holde fast og fortælle, hvad man betyder for hinanden. Omsorg kan være svært at tage imod, men bliv ved. 

Illustration af Thit Thyrring

En spiseforstyrrelse følger én resten af livet. Den kan bruse op i perioder og gå i sig selv i andre.

Læg fokus på andre steder end krop og udseende

I forlængelse af ”Hvordan har du det?”-spørgsmålet er det også godt at udelade at kommentere det ydre. Anerkend, at spiseforstyrrelsen er der, men husk på, at man stadig ikke er sin spiseforstyrrelse. Der er stadig meget mere, man har at byde på, men man glemmer det selv, når man er opslugt af den. Lav noget kreativt, lyt til musik, gå på museum og koncerter, eller se en serie sammen, og lad samtaleemnerne være både små og store. Samvær og aktiviteter med mennesker, man holder af, betyder mere, end man tror.

Det bedste råd, jeg kan give, er at vise, man er der for hinanden og opbygge tillid. Det er en utrolig ensom oplevelse at have en spiseforstyrrelse. Sådan var det i hvert fald for mig. Efterhånden som tiden er gået, kan jeg stadig mærke, hvor meget det fylder. Det betyder meget for mig, at jeg ved, jeg har en håndfuld venner, jeg kan gå til, når jeg kan mærke, jeg begynder at skride igen.

Det kan være svært at vide, hvad første skridt for at søge eller give hjælp er. Bl.a. Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade er et af flere steder, hvor man kan få rådgivning som pårørende og berørt. 

Hvad tænker du?

  1. Freja siger:

    Hvor ville jeg ønske jeg havde haft en guide at læne mig op ad i gymnasiet…!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *