Jeg håber, vi aldrig ses igen

Tiden er kommet til, at vi skal sige farvel til hinanden.

Noget som engang har været mørkt, er lysnet rundt i kanterne, men jeg er bange for, hvad der gemmer sig helt derinde.

Engang kiggede jeg bare ud af vinduet og forstod ikke hvor alle skulle hen, og hvordan de dog kunne overskue vejen fra a til b. Men der kommer en tid efter man har været syg, hvor man leder efter noget at genfinde inde i sig selv.

Antidepressiv medicin kan løfte ens grundstemning, men det kan ikke få alt det, der ledte til depressionen, til at forsvinde.

De kunne øge mængden af signalstoffet serotonin i min hjerne. Fordi nervecellerne var slidt op, og de ikke længere producerede nok signalstoffer af sig selv.

Efter jeg blev sygemeldt, flyttede jeg hjem til min mor, hvor det eneste, jeg overkom var at strikke og se alle 8 sæsoner af Game Of Thrones, men noget var langsomt sket.

Lidt efter lidt kunne jeg gå en tur, grine af dårligt reality og blive student, selvom det var med det yderste af neglene.

Det sidste halve år er jeg trappet langsomt ned, og lyttet til min intuition, for jeg vil ikke tilføre kunstige glædeshormoner til min krop for evigt.

Og nu mærker jeg, hvordan 3,5 års forbrug af sertralin til dels har neutraliseret mit følelsesliv. De har fungeret som skjold mellem mit system og omverdenen.

De første par uger, efter de sidste 25 mg sertralin var sluppet, mærkede jeg et filter der var blevet tyndere, hvorigennem der frit kunne passere indtryk, jeg ikke længere kunne undgå.

Som en genkaldelse til fortiden og et minde om altid at have haft lidt for let til tårer.

Nu græder jeg igen, af lettelse, af glæde, af sorg, af mindreværd.

Der står 3,5 års neutraliserede følelser i kø, som tripper for at blive taget op og kigget i øjnene og holdt om.

At skulle klare sig uden medicin, føles lidt ligesom at blive glemt af bussen på en skoleudflugt, og nu må man finde hjem på egen hånd.

Dybt skræmt og afvæbnet står man der, i det der kan vise sig at være en karakteropbyggende oplevelse, hvor man kommer hjem og føler sig stærkere.

Og hvad der så gemmer sig derinde uden skjoldet, er jeg først lige ved at lære. Der er ingen tvivl om, at det er et mystisk rum, hvor tvivlen stadig regerer som dronning.

Nu skal jeg lære, at bare fordi jeg har det lidt funky eller er trist, er det ikke ensbetydende med, at jeg er ved at blive deprimeret. Jeg skal lære mit sind at kende, nu hvor der ikke er noget der påvirker min hjernekemi længere.

Jeg skriver dette indlæg fordi, jeg ved at mange lever med et mørke, der er svært at snakke om. I starten fyldte tabuet og fordømmelsen så meget, at jeg ikke kunne forene mig med, at være én som er deprimeret og må tage antidepressiv medicin for det.

Først da jeg besluttede mig for at være åben om depressionen og medicinen, begyndte jeg at slutte fred med min egen fordømmelse.

Åbenheden har nemlig ledt til mange samtaler med folk, der har kunne møde mig et helt særligt indforstået blik, der fortalte mig, at de også godt vidste, hvad det vil sige at miste fodfæstet.

Selvfølgelig har der også været et par gange, hvor jeg ikke har formået at læse mennesket foran mig, og de faktisk ikke har kunne møde mig i åbenheden og ærligheden. Det tror jeg der kan være mange grunde til, men det har givet mig lyst til at insistere på, at vi snakker om lortet, selvom vi ikke altid vil blive mødt i det.

Det får mig til at tænke på et meme, jeg så med teksten: “what doesn’t kill you makes you weird at parties”. Et jævnt irriterende, men ikke desto mindre rigtigt, tidstypisk take på Nietzsches gamle traver: “what doesn’t kill you make you stronger”.

Men nu siger jeg altså farvel, sertralin. Tak for denne gang.

Jeg håber, vi aldrig ses igen <3

Tekst og fotos: Anneline Bjelskou
Redaktør: Kamille Agerley