‘Twilight’ og den kollektive frygt for at blive gravid

Meget tidligt i mit liv var jeg bevidst om ansvaret. Jeg læste alle fire ‘Twilight’-bøger og så alle fem film som 9-årig. Hovedpersonen Bella bliver gravid efter første gang, hun har sex med Edward, som er en vampyr. Fosteret vokser unaturligt hurtigt, og efter nogle uger skal Bella føde.

Fosteret dræber hende indefra, en udtæring, hun er ved at dø, men beslutter sig for at beholde barnet. Stephenie Meyer, bogens forfatter, er mormon, og dermed er abort ikke en mulighed for hendes karakter, Bella. Bella føder barnet, men overlever ved at blive forvandlet til en vampyr. Hun skal nu være mor for evigt.

Scenen, hvor Bella føder, er berygtet for at være blodig og brutal, og den slags scene, hvor folk i biografer besvimer eller går midt under filmen. Den slags scene, der er mange af i Lars von Trier-film, den slags scene, som er lavet af mænd, der filmer kvinder, der lider. Bill Condon, hedder denne films mandlige instruktør.
 

Men det er ikke denne scene, der har sat sig fast mellem mine ribben. Det er scenen, hvor Bella ser de tamponer, hun har pakket til sin bryllupsrejse, og kommer i tanke om, at hun burde have fået sin menstruation. Hun svajer lidt i ryggen foran spejlet og pludselig kan hun se, at det buler udad.

Klik her og Støt SEIN

Jeg fik min første menstruation som 10-årig. Jeg havde en idé om, at fra nu af, skulle jeg stå foran spejlet mindst tre gange om ugen og se, om maven var vokset, køre mine små barnehænder hen over mit maveskind for at sikre mig, at der ikke lå et vampyrfoster og gemte sig bag.

Da jeg fyldte 17, vidste jeg selvfølgelig noget mere om, hvordan man blev gravid. Jeg havde også spist både p-piller og fortrydelsespiller og havde haft mindst to gange, hvor jeg var overbevist om, at jeg var gravid.

Jeg tog aldrig en test, stod bare foran spejlet hver dag, fra forskellige vinkler og skulle sikre mig, at maven ikke var blevet større. Jeg sagde det aldrig højt, alligevel følte jeg, at det var en frygt, vi kunne have sammen.

På min sidste skoledag i gymnasiet var jeg om morgenen med en veninde ude på toilettet for at tage en graviditetstest. Det var hende, der tog testen. Hun lod den bare ligge fremme i skraldespanden, så andre kunne se den.

Nu ser jeg mønstret, eller i hvert fald et mønster, men jeg ved ikke, om jeg har sproget for det.

Du var halvt islandsk, vi havde været kærester i to uger, før jeg begyndte at tænke på, hvordan det ville være at føde kvart islandske børn.

Man har ofte sagt til mig, at kondomer fjerner frygten, men ikke rigtigt. Vi fyldte altid kondomet op med vand, efter du var kommet i det, bare for at være sikker på, der ikke var gået hul. Sæden så næsten smuk ud, når den hvirvlede glitrende rundt i den form for vandballon.

Jeg bad dig altid vaske hænder, inden du gav mig finger, hvis du nu havde noget sæd, eller præsæd på fingrene. Der var 30 % chance for, at der var sædceller i det.

Jeg lavede engang matematikken for en veninde, efter hun havde haft sex for første gang,

Da jeg fyldte tolv, tænkte jeg, at jeg ville arbejde med matematik i fremtiden, jeg vidste ikke, at det var på denne måde. Hun havde haft sex for første gang uden kondom, og han var ikke kommet.

Jeg sagde, at der kun var 30 % sandsynlighed for, at der var sædceller i præsæden. Jeg sagde, at det var lige efter hendes menstruation, hun havde ikke ægløsning, sædceller kunne som regel kun overleve syv dage, der var kun 15 % sandsynlighed for, at de levede længe nok til at møde hendes nyeste æg.

Hvis hun så tog en fortrydelsespille, der virker i 70 % af tilfældene, ville sandsynligheden for, at hun blev gravid være 0.5 %. Det var bare tal, jeg havde fundet på.

En aften ringer hun grædende til mig, hendes menstruation er stadig ikke kommet, jeg siger, at fortrydelsespillen godt kan forstyrre den naturlige cyklus, det er helt naturligt.

Jeg var engang i sommerhus med dig, vi var i sommerhus sammen, jeg havde taget et ark p-piller med kun en enkelt pille tilbage. Jeg tog den klokken 23, jeg havde en alarm, der ringede. Klokken 24 eller klokken midnat eller klokken 00, kastede jeg op, efter en time, pillen havde ikke nået at virke, jeg var ikke længere beskyttet.

Al dit sæd, der skvulpede rundt i mig og slog i mod mine sidder og som jeg kunne klemme lidt ud af, lige efter du var kommet, det var nu frit. Måske var det noget, jeg havde spist, foreslog du, og jeg nikkede, mens jeg tørrede mig om munden.

“Men vi har jo spist det samme. Hvorfor kaster du ikke op?”

“Det ved jeg ikke”, sagde du, lagde en beroligende hånd på min alt for varme mave. Jeg fik pludselig kvalme igen, mens jeg lod dig have sex med mig endnu en gang. Den halvt opløste pille lå i håndvasken, måske kunne jeg slikke pulveret op bagefter, jeg var for træt til at kunne huske plottet i ‘Twilight’.

Dagen efter, da du slog op med mig, sagde du, at jeg nok havde forudset det, jeg kastede jo op.

I tre uger efter du slog op, gik jeg rundt og troede, at jeg var gravid med dit barn, tænkte på, om du mon ville tage med mig på hospitalet for at få en abort eller for at føde, tænkte på, hvad der var størst sandsynlighed for, at du gjorde.

I de uger lå jeg med hånden på maven og tænkte over alle de måder, man kan være bange for sin egen krop, og om det hele starter, når man ser ‘Twilight’ som 9-årig.

Tekst: Laura Rye Bislev
Visuelt: Emma Hjortkjær