Afantasi: Hvad ser du, når du lukker øjnene?

”Ser du noget, når du lukker øjnene og forestiller dig et æble?” Det spurgte mine to søstre mig for 2 måneder siden, da familien var ude og spise. Da jeg erklærede mig skyldig, begyndte de begge ivrigt at fortælle mig, hvordan de var blevet ”mindblown” i mødet med fænomenet afantasi. De var begge helt sikre på, at de havde afantasi – en manglende evne til at danne sig indre billeder. Kun mørke dukkede op, når de lukkede øjnene og tænkte på et æble, fortalte de.

Da jeg selv lukkede øjnene og virkelig prøvede, blev jeg i tvivl. For kunne jeg se noget? Eller var mit indre blik lige så mørkt som mine søstres?

Tanken kryb længere ind under huden på mig i de efterfølgende uger. Jeg tog mig selv i at lukke øjnene i tide og utide for at få et endegyldigt svar. Den ene dag var jeg lettet over at kunne danne en scene i mit hoved, når min ven fortalte om deres ferie. Den næste dag lå jeg febrilsk i min seng og stirrede op i loftet efter 15 minutters mørke bag øjenlågene. Har jeg virkelig levet 25 år uden at vide, at min indre biograf er en gråsort affære sammenlignet med størstedelen af menneskeheden? Jeg måtte finde et svar, og derfor søgte jeg professionel hjælp.

Hvad ser mennesker med afantasi – og hyperfantasi?

Jeg kontaktede Erling Nørkær, der er ph.d., Postdoc på Institut for Psykologi på Københavns Universitet, for at tage en snak om, hvad afantasi egentlig er. Og ifølge ham er det ikke så sort og hvidt, som jeg havde gået og troet:

”Der findes to ekstremer inden for forestillingsevne. Hyperfantasi, som er evnen til at danne sig meget livagtige og virkelighedsnære visuelle forestillingsbilleder. Og så afantasi, som er det absolutte fravær af visuelle forestillingsbilleder. Hvis en person med afantasi forestiller sig et æble, ser de ingenting. En person med hyperfantasi ser æblet som om, at det ligger på bordet foran en”, forklarede han.

Han fortalte mig også, at langt de fleste mennesker ligger et sted i midten. Et sted, hvor det indre blik findes, men hvor detaljerne i forskellig grad mangler.

Det kan godt virke abstrakt, for hvad menes der egentlig med detaljer, når det gælder et indre blik?

Hvis man skal tage et rødt æble som eksempel, kan en person med hyperfantasi se æblet for sig med alle dens små detaljer. De kan se de små nuancer af grøn og gul, lægger sig som streger på skrællen og samler sig som større plamager på toppen af æblet, hvor stilken stikker op som en lille gren. Jo mindre ”hyperfantastisk” man bliver, jo mere forsvinder de livagtige detaljer. Æblet kommer måske til at ligne en
tegning af et æble, eller et udsnit af et æble. Har man afantasi, vil man intet se. Det eneste, man tænker på, er tanken om et æble.
Den illustration, som kan findes på Wikipedia om afantasi, faktisk et rigtig godt eksempel på, hvordan man skelner mellem afantasi, hyperfantasi, og de mange positioner imellem.

Foto: Wikipedia

VVIQ-testen: Hvor livlig er din visuelle forestillingsevne?

Forinden interviewet fik Erling Nørkjær mig til at tage den såkaldte ’Vividness of Visual Imagery Questionnaire’ – også kaldet VVIQ-testen – så jeg kunne få en fornemmelse af, hvor livligt mit indre billede var.VVIQ–testen har 16 spørgsmål om forskellige mennesker, omgivelser og situationer, man kan møde i sit liv. Man skal derefter, på en skala fra 1–5, vurderer, hvor tydeligt man ser de ting for sig i sit indre blik

Du kan selv tage testen her

Mit resultat bekræftede mine bange anelser. Jeg var en såkaldt ’Hypophantasic’, hvilket betød, at min visuelle forestillingsevne var markant mindre detaljeret end gennemsnittet. Faktisk placerede jeg mig som en del af de værste 5 procent, når det gjaldt evnen til at visualisere ting. Og lige på grænsen af det forskere kalder for afantasi.

Man skal dog tage VVIQ-testens resultater med et gran salt. Der er nemlig nogle problemer ved at måle folks indre billede via et spørgeskema, ifølge Erling Nørkær:

”VVIQ-testen er nok det bedste instrument vi har i øjeblikket. Men det har sine begrænsninger. En helt grundlæggende udfordring ved at måle folks forestillingsevne er, at vi ikke kan afprøve folks egen vurdering ved for eksempel at måle deres hjerneaktivitet”, sagde han.

Afantasi er ikke det samme som fantasiløshed

Til trods for VVIQ-testens mangler, kunne jeg stadig konstatere, at jeg var mere ”afantastic” end de fleste. Men heldigvis behøver det ikke knuse mine eventuelle kreative ambition. Erling Nørkær slog nemlig fast, at folk med afantasi ikke er mindre fantasifulde:

”Når vi taler om afantasi og hyperfantasi, så taler vi om visuelle forestillingsbilleder. Det er ikke sådan, at en person med afantasi er fantasiløs eller mangler evnen til at være kreativ. Det er mere, at det man forestiller sig, ikke har en visuel karakter”, sagde han.

Derudover forklarede Erling Nørkær, at hyperfantasi modsat ikke altid er guld og grønne skove. Der kan også være en række ulemper ved at have et hyper-virkelighedstro indre billede:

”Det kan være ret pinsomt at have så livlige forestillingsbilleder. Og der er også nogle indikationer, der tyder på, at man for eksempel er mere sårbar over for PTSD. Der kunne man godt forestille sig, at en livlige forestillingsevne ikke er så godt, hvis man har oplevet noget traumatisk”, sagde han.

Åbne øjne

Da jeg forlod Københavns Universitet efter min snak med Erling Nørkær, var jeg både lettet, afklaret og en smule frustreret. På den ene side var jeg blevet bittert bevidst om, at min indre biograf viser værre film end de fleste.

Men på den anden side var det rart at høre, at det heller ikke nødvendigvis er optimalt at have en indre skærm i 4K. Og jeg var glad for at vide, at mit mangelfulde indre billede ikke gør mig mindre visionær. Og vil jeg gerne se verden i dens mange detaljer, kan jeg bare gøre, som jeg altid har gjort: Holde mine øjne åbne.

Tekst: Gustav Bejder
Visuelt: Deborah Karva
Redaktør: Laura Rye Bislev