SEIN anbefaler: minigolf og pensionistdokumentar

03. juni 2024

I starten af hver måned anbefaler kulturgruppen en række begivenheder, som vi går og glæder os til. Anbefalingerne tager udgangspunkt i alverdens kulturelle indslag, men tager mest af alt forbehold for en knap så tung pengepung.

Astrid anbefaler, at du besøger udstillingen ‘Det sted vi står, i det skjulte ensomme’

I et lille udstillingsrum i Enghave parken hænger nogle fotografier, der umiddelbart ser hverdagsagtige ud. “Hvad er der særligt ved et fotografi af en fodgængerovergang?” tænker du måske ved første øjekast.

Men når du lytter til udstillingens auditive side, forstår du, hvilke øjne der ser de genkendelige fotograferede situationer. Ensomhedens øjne. Det antropologiske værk er samskabt af Arendse Reeh og personer, der har oplevet varig ensomhed. Med billeder og lyd fortæller de om verden og hverdagen fra ensomhedens sted.

Foto: Fra udstillingen ‘Det sted vi står, i det skjulte ensomme’

Dato og tid: Indtil den 9. juni
Sted: Arnestedet, Enghavevej 50B. På grund af vejarbejde på Enghavevej, skal du ind i Enghaveparken for at finde udstillingen
Pris: Gratis
Læs mere her

Magnus skal observere samfundets finurligheder på behørig afstand

Du kan lige så godt notere navnet med det samme: ’Lance Oppenheim’. En ung filminstruktør fra Guds eget land, som formår at udfolde lommefilosofi til hele dokumentarfilm.

Tag bare ‘The Happiest Guy in the World’ om den Fox News-besatte krydstogtkonge Mario Salcedo eller ‘Some Kind of Heaven’ om pensionistparadiset The Villages, hvor en flok aldrende mennesker lever i deres egen selvindbildte utopi. Only in America!

Foto: ‘Some Kind of Heaven’, Magnolia Pictures

Dato og tid: Altid
Sted: YouTube og Filmstriben
Pris: Gratis
Læs mere her

Dagmar skal læse ‘Underskud’ af Emma Holten

Jeg føler, det er bogen, der er på alles læber og overalt i mit Instagram-feed. Og så er Emma Holten jo bare en virkelig klog og sej kvinde, der siger nogle vigtige ting. Jeg glæder mig til at blive klogere og forhåbentlig lære mere om alt den værdi, der ikke kan måles eller prissættes.

Foto: ‘Underskud’, forside

Dato og tid: Når som helst
Sted: På dit bibliotek eller i din boghandel
Pris: Gratis på biblioteket eller 230 kr.

Mathilde skal finjustere sine minigolf-skills

Sommer går lige så godt hånd i hånd med minigolf, som den gør med isvafler. Minigolf kombinerer uformel hygge med konkurrence, der kan deltages i uden sved på panden.

Og juni er måneden, hvor der er mulighed for at træne sine minigolffærdigheder, inden man skal dele banerne med børnefamilier på sommerferie. Mine skills trænger i hvert fald til at opfriskes, hvis jeg skal have den mindste chance for at imponere med hole-in-one. 

Foto: pissup.dk

Dato og tid: I åbningstiderne
Sted: Hvor der er en minigolfbane
Pris: Afhænger af stedet 

Simon dykker ned i 1970’erne med ‘Huset på Christianshavn’

Jeg tænkte aldrig, at jeg skulle anbefale ‘Huset på Christianshavn’, men her er jeg og er faldet i med begge ben. Det er finurligt at observere 1970’ernes parforhold gennem en 2024-linse. Samtidigt virker 1970’erne som en brydningstid mellem ældre og moderne værdier, hvilket også bliver behandlet gennem serien.

Her skal også lyde en klar anbefaling til hele DR’s ‘Gensyn’-tilbud. Her ligger flere timers underholdning fra DR’s første fjernsynsudsendelse til 00’ernes børneunderholdning. Det kan være, jeg endelig skal give ‘Matador’ en chance.

Dato og tid: Altid
Sted: DR TV
Pris: Gratis
Læs mere her

Mie skal plukke gratis blomster (alle mulige steder)

Juni betyder, ud over fuglesang og lange lyse nætter, at skovbunde og vejkanter er fulde af vilde blomster. De er smukke, hyggelige at plukke og den allerbedste måde at få sommeren helt ind i køkkenet på. De er også meget billigere for både klima og pengepung end de afskårne blomster, man kan købe i butikker. Det er lovligt at plukke både bær og blomster fra offentlige arealer.

Foto: Danmarks Naturfredningsforening

Dato og tid: Når det passer dig
Sted: Skovbunde, grøftekanter, vejsider
Pris: Gratis

Laura skal besøge udstillingen ‘Impaired Erotics’

Noget af det, jeg bruger mest tid på at tænke på og tale om for tiden, er kroppen som forudsætning for. hvordan vi kan møde verden, og hvordan verden møder os. Derfor er det oplagt for mig at nå forbi udstillingen ‘Impaired Erotics’ af Panteha Abareshi på O – Overgaden.

Den beskæftiger sig med den dobbelthed, der ligger i samfundets tilgang til den handicappede og syge krop – som lige dele vold og ømhed.

Foto: Panteha Abareshi, 2024

Dato og tid: 25. maj – 4. august 2024
Sted: O – Overgaden
Pris: Gratis

Idun skal se film

På samme måde som vi kollektivt drømte om en ‘Call Me by Your Name’-sommer for et par år siden, drømte vores forældres generation sig nok væk i middelhavsæstetikken i  ‘The Big Blue’. Da Enzo opsøger barndomsvennen Jacques for at udfordre ham i, hvem der er den bedste dykker, bliver en konkurrence, der startede i deres barndom på en lille græsk ø, til en dødelig konflikt.

Den er fyldt med smukke, lange scener af middelhavets hav og kyster, fra Sicilien til Frankrig til Grækenland. Den har desuden en skønt soundtrack, et godt, men trist kærligheds-subplot, og en ung (og dødlækker) Jean-Marc Barr. 

Foto: ‘The Big Blue’, Carlo Varini

Dato og tid: Når som helst
Sted: Kan lejes flere steder
Pris: Cirka 30 kr. at leje

Cornelia skal på Louisiana og se Roni Horns udstilling ‘The Detour of Identity’

Jeg har alle dage været til fals for det æstetisk smukke, ikke mindst i kunsten. ‘The Detour of Identity’ er indbegrebet af kunst, som tilfredsstiller hyper-æstetikeren i mig. 

På Louisianas hjemmeside kan man læse at den amerikanske samtidskunstner med udstillingen stiller essentielle og filosofiske spørgsmål til identitet: Hvem er jeg? Hvad betyder mit køn? Hvilket sprog er til rådighed for følelser? Hvad er naturens orden over for menneskets?

Svarene findes i værkerne og måske vigtigst af alt i beskuerens fortolkning af dem. Jeg glæder mig til at opleve en smuk og forhåbentligt rammende udstilling. 

Foto: luisana.dk

Dato og tid: 2. maj – 1. september 2024
Sted: Louisiana
Pris: 145 kr (125 kr for studerende)


Visuelt: Josefine Kynne 
Redaktør: Laura Rye Bislev

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her