Reportage: Min ven fra Lolland stemmer DF

63% af libanesiske kvinder mellem 30 og 59 lever af dine penge. Sådan lyder en reklame fra DF, jeg ser på vej mod hovedbanen.

Da jeg sætter mig ind i toget mod Nykøbing-Falster, er jeg stadig i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg er på vej til. Idéen opstod et par uger tidligere til en fest, hvor min højreorienterede ven sagde, at en måned på Lolland ville få mig til at stemme DF. Min ven synes nok, at det er hans penge, der er tale om i reklamen. Og da jeg efter festen skrev og spurgte om han ville være med i en reportage fra Lolland, var det for at tage ham på ordet. 

Jeg kender min ven, som vi kalder Christian, fra efterskole. Dengang ville man nok ikke kalde os venner. 

Fra starten var stort set alt forskelligt mellem os. Jeg er fra Frederiksberg, han er fra Lolland. Jeg er venstreorienteret, han er højreorienteret. Jeg ville ikke konfirmeres, han er troende. Vi er karikaturer på det regionale skel i Danmark,

Umiddelbart ved jeg godt, hvorfor Christian stemmer DF. For en region som Lolland, der har massive sociale problemer, virker det for ham absurd, at der bruges så mange penge på indvandrere.

Men jeg ved også, at Christian for noget tid siden er blevet overfaldet af en mand med anden etnisk baggrund, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det har gjort noget ved hans syn på indvandrere.

Vi mødes på Hovedbanen. Han har været i København dagen inden, så vi følges derned. Efter en smule small talk falder snakken hurtigt på dagens emne. Christian fortæller mig, at 1 ud af 4 skoleelever på Lolland ikke klarer 9. klasse. ”Hvem vil have 4 børn på Lolland, hvis man skal regne med, at et af dem ikke klarer skolen?”

Christian afbryder sig selv, og vi bliver enige om at gemme politikken, til vi tager ud på den ”Tour de Lolland”, Christian har forberedt til mig.

Touren skal gennemføres i hans Mazda, som vi sætter os ind i, efter at være nået til Nykøbing-Falster. Låsene virker ikke, og som han bemærker, har den været ude for lidt hærværk. To små boksehandsker hænger og dingler i bagspejlet – en lille påmindelse om Christians kærlighed til kampsport. Han fortæller mig, at hans familie har to biler ud over hans egen, og at det stadig ikke er nok til at komme rundt, når der ikke er mere offentlig transport. Jeg fortæller, at jeg ikke har kørekort, og at min mor, der bor på Frederiksberg, slet ikke har en bil. 

Jeg har for nylig set den omdiskuterede debattør Harald Toksværd udtale sig om, at ”der findes ikke et udkantsdanmark”, og jeg tænker, at det er et fint sted at starte. Christian er ikke i tvivl om, at han bor i udkantsdanmark.”Det er mere tilgængeligt for jer at kunne tage en god uddannelse, kulturen hernede er sgu, at alle har givet lidt op. Det er jo, fordi vi lever i udkantsdanmark”. 

Christian mener, at det er højrefløjen, der kæmper kampen for udkanten, og forsøger at gøre noget ved uligheden i Danmark. 

Måske snakker venstrefløjen om formueskat og gini-koefficienter, men den regionale ulighed er Inger Støjbergs, Messerschmidts og Lars Bojes. For Christian er det ikke så mærkeligt. Han påpeger, at ”venstreorienterede snakker meget om Gazastriben, og det er jo også forfærdeligt, hvad der sker der, men man tænker ikke på, hvad der sker inden for ens eget lands grænser”.

Forskellen gør sig også gældende mellem mig og Christian. Når Christian og jeg har snakket politik gennem årene, sker der altid det samme: Hver gang jeg snakker om statistik og principper, snakker han om oplevelser og den virkelighed, han lever i.

Det bunder måske i, at Christians liv på en helt anden måde end mit er præget af politiske beslutninger og ulighed. Han fortæller mig at hans far fik en blodprop for nogle måneder siden, og selvom han gentagne gange tog til lægen, blev han sendt hjem igen uden behandling. Først efter 2 uger begyndte han at modtage blodfortyndende medicin.

Senere begyndte Christians far at få klare symptomer på nyresten, men blev sendt hjem igen fra lægen med besked om, at der ikke så ud til at være noget galt. Da der blev taget scanninger, gik det op for lægerne, at de havde lavet en fejl, men Christians far blev igen sendt hjem med besked om, at den nødvendige behandling ikke kunne udføres på det lokale hospital. Det kunne den kun på Rigshospitalet eller i Roskilde, hvor han først tre  måneder senere blev indlagt

”Det burde jo ikke være sådan, bare fordi man bor hernede”, siger Christian til mig, efter han har fortalt om forløbet.

Christians historie er et billede på et generelt problem. Lolland er det område i landet, hvor der mangler flest læger, og samtidig er det et af de områder med flest syge. Christian spørger, om ikke forestillingen om, at vi har en velfærdsstat, der passer på alle, er en smule problematisk. I hvert fald mener han ikke, at man kan retfærdiggøre at bruge en masse penge på indvandrere, hvis man ikke kan passe på danskerne først – først må man give tilstrækkelig behandling til folk som hans far. 

”Det er klart, de skal have hjælp, de er lige så meget mennesker som resten af os, men vi bliver nødt til at forsørge vores egne først”.

Det er først da vi er kørt igennem et par byer, og forlader Nakskov, at jeg får spurgt ham til overfaldet, der skete for halvandet års tid siden. Han viser mig en video, hvor der løber blod ud af mund og hoved, mens han fortæller med lethed – næsten stolthed – om episoden. Med hovedet presset op mod væggen blev han gentagne gange slået, så han endte med at miste sin fortand og slå stykker af flere andre tænder. Jeg spørger, om ikke det har gjort noget ved ham, at det var en mand af anden etnisk baggrund, der gjorde det.

”Jeg tror helt automatisk, man genkender nogle mønstre. Og hvis der hele tiden er problemer med den samme type, begynder man at se på mennesker som et problem, ikke? Det er jeg heldigvis groet ud af gennem tiden. Men man opbygger sådan et had inden i sig, og det tager lang tid at bryde ned igen”.

Måske har jeg overvurderet, hvad overfaldet egentlig betyder for Christians politiske holdninger. Det er i hvert fald tydeligt på ham, at han har lagt hadet bag sig – det er egentlig ikke det, det handler om.

Han insisterer på at slutte vores Tour de Lolland af ved en strand, han holder af. Han vil gerne have et billede af den med i artiklen. Christian har nemlig også, bag al kritikken, en stor kærlighed til Lolland. 

Da jeg spørger, hvor han vil bo, når han bliver ældre, svarer han mig, at han har tænkt sig at tage nogle år til København, men gerne vil få børn på Lolland. ”Jeg tror, det gør noget for børn at vokse op med natur omkring sig”.

Da jeg skal til at tage toget mod København, ser vi en reklame for et boligfirma. ”Vi tror på Lolland” står der med store bogstaver. Christian siger henkastet, at det tog firmaet 10 år at sælge hans families gamle gård.

Men på vej hjem tænker jeg at Christian tror på Lolland. 

For Christian er historien om Lolland historien om et sted med masser af potentiale, som er blevet spildt af en velfærdsstat, der ikke har formået at leve op til dens egne løfter. Det er derfor han stemmer DF. Fordi han ikke vil blive glemt i udkanten, mens han ser indvandrere få kommunehjælp og støtteordninger. Og det er nok også mest af alt det, han har villet vise mig på vores Tour de Lolland.

Vores tur har lige så meget handlet om at vise det Lolland, Christian holder af – at få rettet blikket væk fra centrum, og ud mod den periferi som Christian elsker, men prøver at slippe ud af.

På vej tilbage i toget føles det på samme tid som om afstanden og forskellene mellem Christian og jeg er blevet tydeligere og mere umulige at ignorere, men samtidig også som om de er blevet mere håndgribelige, måske endda en smule mindre. At mindske den afstand har Christian formået en del bedre end nogen politikere jeg har set i valgkampen – også DF. 

Tekst & billeder: Nicolai La Cour 

Redaktør: Megan Owen