Nyhedsoverblik – 3. oktober

03. oktober 2021

Hver anden søndag giver SEIN dig et nyhedsoverblik fra den seneste tid. Nyhedsredaktionen har udvalgt 3-5 historier. De kan være fra ind- og udland, store og små, men vi mener, at de er værd at belyse. Vi vil forsøge at belyse aktuelle emner ud fra SEINs tanker og anskueliggørelser.

Valg i Tyskland: De unge havde en klar klimadagsorden 

I sidste uge mødtes skoleelever på gaden i Tyskland for at demonstrere for klimaet. Kun to dage før tyskerne gik til valg var de unge at finde 472 forskellige steder i landet for at slå et slag for en mere ambitiøs klimapolitik i Tyskland. 

Det var studenterbevægelsen Fridays for Future, der stod bag de mange demonstrationer, som også fandt sted i andre lande. Selvom klimademonstrationerne primært er domineret af unge skoleelever, var tyskere i alle aldre ude med skilte over hovederne. Et eksempel er bevægelsen ’Bedsteforældre for fremtiden’, som også var på gaderne i Tyskland med en klar klimadagsorden.

Det var det socialdemokratiske SPD, der blev det største parti ved det tyske valg i søndags. Miljøpartiet De Grønne løb med 14,8% af stemmerne, og det er blandt andre dem, der skal fortsætte kampen for klimaet i Forbundsdagen.

https://www.dr.dk/nyheder/udland/valgityskland/tyske-socialdemokrater-fik-flest-stemmer-nu-begynder-skakspillet-om

https://www.dr.dk/nyheder/udland/valgityskland/2-dage-foer-valget-er-gretha-thunberg-og-tyske-skoleelever-paa-gaden-i

Gymnasium i Holbæk indfører alkoholtests til festerne  

Til sidste fredags fest på Stenhus Gymnasium i Holbæk kunne eleverne risikere at blive alkoholtestet. Det fik gymnasiets elever besked om få dage før festen ved en besked på skolens intranet, Lectio. Her skrev vicerektor Peter Fink, at man ville alkohol- og narkoteste synligt berusede elever. Havde eleverne en promille på over 1,0, ville de ikke blive lukket ind til festen. 

Skolen begrunder ændringerne med, at man vil gøre det nemmere at vurdere, hvornår en elev er for fuld til at deltage til skolens fester. Selvom indførelsen af alkoholtests ikke blev taget lige godt imod af alle elever, ser gymnasiets elevrådsformand, Aisling Reddy, positivt på skolens nye ordning. 

Jeg kan egentlig godt forstå skolens forklaring. Man vil jo gerne være helt sikker på, at alle kan føle sig trygge ved at tage til fest, og at der ikke er nogen, der vælter rundt,” siger elevrådsformand, Aisling Reddy fra 3.a., til SEIN.

https://nyheder.tv2.dk/lokalt/2021-09-24-gymnasium-alkoholtester-elever-inden-fest-det-er-utrolig-urimeligt?fbclid=IwAR2zA_RgXb_fLbcdEV6iPuJF4C8v_pMTtDbl2jehiSp3UfIblG7oyD4ydbA 

Deprimerede og angstramte unge venter i månedsvis på gratis psykologhjælp

Siden starten af 2021 har det været muligt for unge i alderen 18-24 år at få gratis psykologhjælp, hvis personen lider af enten angst eller depression. Men de unge, der benytter sig af ordningen, skal i gennemsnit vente 14 uger på at komme til psykolog, og det er en rekordlang ventetid, konkluderer en undersøgelse fra Dansk Psykolog Forening.

Den lange ventetid er et stort problem, da det øger risikoen for forværring eller flere lidelser. I værste tilfælde kan det udvikle sig til selvmordstanker og resultere i selvmord.

DR har lavet en artikel med fem råd til, hvordan man bedst passer på sig selv i den lange ventetid. De opfordrer bl.a. til, at man snakker med venner og familie om sin lidelse, udfordrer sin angst i det små og holder fast på sine daglige rutiner. Du kan læse mere om de fem råd via linket herunder: 

https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/fem-raad-til-passe-paa-dig-selv-mens-du-venter-paa-hjaelp-fra-en-psykolog?fbclid=IwAR3gF8nUaNjQebOUxqD51IIJnAgCN3yVPNGjWzTh9l4frSsklKGxUpa9Fq0

https://www.dr.dk/nyheder/indland/er-du-ung-og-ramt-af-angst-eller-depression-kan-du-komme-gratis-til-psykolog-hvis-du 

Så er der valg! – Denne gang for de unge

Det er i dag en uge siden, at Statsminister Mette Frederiksen i en video fra Folketinget udskrev skolevalg. I den forbindelse har ca 80.000 ottende, niende og tiende klasser i Danmark, Grønland og på Færøerne lært om og diskuteret politik. Det skal de fortsætte med, indtil de torsdag d. 14. oktober skal sætte kryds i stemmeboksen på det parti, de føler sig mest enige med. 

Valget har ikke nogen reel politisk indflydelse, men har til formål at give unge en autentisk oplevelse af det at føre valgkamp og at stemme.

I en video fra Statsministeriet lød budskabet fra Mette Frederiksen, at demokratiet er noget af det dyrebareste, vi har. Vi har alle ret til at deltage og dele vores holdninger, men ifølge statsministeren forpligter demokratiet os samtidig til at engagere os i samfundet og kæmpe for andre end os selv. 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/80000-elever-stemmer-og-laerer-om-demokrati-ved-skolevalg

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her