I valgkampens fokus på partier og personligheder kæmper de for sagen

I forbindelse med Folketingsvalget 2026 udgiver nyhedsredaktionen en række særudgivelser, der over fire gange sætter fokus på det og dem, som politikerne taler om. 

For mange er Folketingsvalget en øvelse i at finde ud af hvilket parti, der bedst repræsenterer deres værdier og holdninger. Vi tager adskillige valgtests, vi er i tvivl, og vi skifter parti.  Ved sidste Folketingsvalg  skiftede 53 procent af de danske vælgere parti, og to ud af tre besluttede sig først under valgkampen. Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen skyldes det blandt andet, at vælgerne i stigende grad reagerer på personer frem for partier. 

Og politikerne stiller gerne op for at bringe deres egen person i spil. Sociale medier flyder med videoer fra partiledere og kandidater, youtubere følger partiledere bag kulisserne, vi læser om Lars Løkkes morgenrutine, og vi kommer helt tæt på dem allesammen, når vi følger deres 24 timers højskoleophold. Intenst følger vi med i, hvem der klarer sig godt, og hvem der snubler undervejs.

Men midt i valgkampens personopgør og partistrategier findes et fællesskab, hvor det afgørende ikke er, hvem der får magten, eller hvor man sætter sit kryds, men hvad der skal forandres.

Kampklar 

De mødes klokken 07.30 en torsdag morgen i et baggårdslokale på Nørrebro, hvor de gør klar til dagens aktion. Stemningen minder om minutterne før en fodboldkamp, hvor holdet samles, opstillingen sættes, og taktikken gennemgås én sidste gang.

Dagens kamp skal foregå foran Axelborg i København, hovedkontoret for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, som i dag er målet for aktionen. 

Baggårdslokalet er fyldt med reoler og flyttekasser. På væggene hænger bannere, og bagerst står et stort bord med en flipoverblok med overskriften “arbejdsdag” og en liste over opgaver, der skal løses inden aktionen.

Alle sætter sig rutinemæssigt rundt om bordet, stadig med overtøjet på. De to tovholdere stiller sig op og gennemgår rollerne. Tretten har meldt sig til at tage gule dragter på. Otte skal bære bannere. Resten skal dele flyers ud. Én har ansvaret for billederne. To andre fordeler ansvaret for pressen og politiet.

Alle får en rolle. Med rollen følger et ansvar for, at aktionen lykkes.

Et alternativ til klassisk ungdomspolitik

Det er fællesskabet, Julie Nygaard fremhæver som noget af det vigtigste ved Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB), da vi sætter os på en bænk efter dagens aktion.

“Det er et meget åbent fællesskab, som virkelig gerne vil have nye kræfter ind. Og det bygger også på, at der kommer nye mennesker, som tager ansvar og sætter projekter i gang,” fortæller hun.

Julie har været en del af bevægelsen i fire år. Inden da var hun i en kort periode medlem af Alternativets Ungdom, men hun oplevede aldrig rigtigt at finde et fællesskab dér.

“Jeg tror, det meget handlede om at tage til debatter og politiske events med andre ungdomspartier. Den klassiske ungdomspolitiske kultur tror jeg bare ikke, jeg fandt mig helt til rette i.”

Efter et højskoleophold blev hun i stedet aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse, da hun flyttede til København. Her oplevede hun en anden måde at organisere sig på.

“Det er meget anderledes end et politisk parti, hvor der er et tydeligt hierarki med bestyrelser og forpersoner.”

I Den Grønne Ungdomsbevægelse er strukturen flad. Beslutninger bliver truffet på stormøder, som er bevægelsens øverste beslutningsorgan, og som skal sikre, at organisationen arbejder i tråd med sit principprogram.

Men den flade struktur betyder også, at man selv skal finde sin plads, forklarer Julie.

“Det handler meget om at lære at turde sige: jeg synes, det kunne være fedt at arbejde med det her, så nu planlægger jeg det og ser, om andre har lyst til at være med. Det er meget sådan, det fungerer. Det er meget frivilligt, hvad man engagerer sig i.”

Efter det korte møde på Nørrebro cykler aktivisterne i samlet flok mod Axelborg. Politiet står allerede klar. Nogle begynder at iføre sig de gule dragter, mens andre ruller bannere ud. Pressen er også mødt op og står klar med kameraerne.

Imens aktivisterne spærrer området foran Axelborg af med skriggult afspærringsbånd, bliver den ellers stille morgen pludselig afbrudt af en en dyb, dystopisk lyd, der mest af alt giver associationer til en katastrofefilm, hvor en dødelig virus har sendt verden i undtagelsestilstand. 

Fra højttaleren lyder det:

“Opsøg øjeblikkeligt retfærdig klimapolitik. Sort lobbyisme er gift for demokratiet. Stem for retfærdig klimapolitik. Mere håb for fremtiden. Landbrugslobbyen ud af politik. Advarsel. Situationen er ikke under kontrol. Naturstatus: kritisk. Dette er en nødsituation.”

At arbejde kreativt med politik 

Aktionerne i Den Grønne Ungdomsbevægelse er ofte konceptbaserede og giver plads til kreativitet, fortæller Julie.

“Det er en sjov måde at arbejde med politik på uden for den traditionelle politiske scene. Det er en måde at bruge andre midler til at formidle en politisk dagsorden.”

Samtidig er de ikke bundet af en partilinje, der er udstukket oppefra. I stedet arbejder de ud fra deres eget slogan: “Vi kæmper for en grøn og retfærdig fremtid.”

Men det kan ifølge Julie betyde mange ting. 

Overordnet handler det om at kæmpe for en grøn omstilling, der også er socialt retfærdig både i Danmark og globalt. I en dansk kontekst betyder det blandt andet, at den grønne omstilling ikke må øge uligheden eller fjerne folks levegrundlag. Globalt mener de, at Danmark bør tage et større ansvar.

Fokus er samtidig en strukturel kritik, understreger Julie. Kritikken retter sig ikke mod enkeltpersoners forbrugsvaner, men mod de største udledere og den politik, der gør forureningen mulig.

At få klimaet på dagsordenen 

Det er vigtigt for bevægelsen at være partipolitisk uafhængig, fortæller Julie Nygaard. De orienterer sig efter forskning frem for en bestemt politisk ideologi. Derfor ønsker de heller ikke at være affilieret med et bestemt parti.

“Det er vigtigt, at det bare er os, der bestemmer, hvad vi synes, og at der ikke er nogen, sådan, partitop, der skal bestemme,” siger hun.  

Jeg spørger hende, hvilken rolle bevægelsen så spiller under en valgkamp, hvis målet ikke er at få folk til at stemme på et bestemt parti.

En stor del af deres rolle handler om at få klimaet tilbage på den politiske dagsorden gennem aktioner og arrangementer, og om at vise politikerne, at der stadig findes en folkelig opbakning til den grønne omstilling.

“For der var jo stor opmærksomhed på det i 2019 med klimavalget. Men i årene efter er det ligesom faldet lidt ud. Det er som om, det ikke er så hot topic længere.”

Men det er ikke kun Den Grønne Ungdomsbevægelse, der forsøger at få politikkerne til at forholde sig til klimapolitik. De er også en bevægelse, politikkerne på Christiansborg kan læne sig op ad, fortæller Julie Nygaard. 

“De kan pege på os og bruge os som en løftestang til at få gennemført bestemte politikker,” siger hun.

Et grønt kompas, når alle kalder sig grønne

Samtidig ønsker de at være et sted, man kan rette blikket mod, hvis man gerne vil stemme grønt. Under valgkampen har de derfor formuleret fem konkrete krav, som de har bedt partiernes spidskandidater forholde sig til. På den måde kan vælgerne lettere gennemskue, hvilken konkret klimapolitik kandidaterne vil arbejde for. Efterfølgende offentliggør bevægelsen kandidaternes svar på deres hjemmeside. 

Samtidig har bevægelsen udgivet podcasten Hvem fanden stemmer man på midt i en klimakrise?, som skal hjælpe lytterne med at navigere i et politisk landskab, hvor næsten alle partier kalder sig grønne. Her gennemgår værterne Nina Buch og Magnus Gude Lykken de forskellige partiers klimapolitik og diskuterer, hvor de reelle forskelle ligger.

Tekst: Anna Bjørk Essendrop Bach

Redaktør: Marie Bjerre Nielsen

Visuel: Asbjørn Nonbøl, Julie Nygaard og Anna Bjørk Essendrop Bach