Popkultur og politik mødes til halftime

“The only thing more powerful than hate is love.”

Sådan lød budskabet på et billboard under Bad Bunnys optræden til Super Bowl halftime-show d. 8. februar. I sin tretten minutters performance hyldede han sit ophav ved at bringe sit hjemland, Puerto Rico, til et stadion i Californien. Nu, et par måneder senere, står hans optræden tilbage som en kærlighedserklæring til det latinamerikanske folk og deres kultur.

Personligt havde jeg set frem til netop denne optræden i ugevis. Faktisk i sådan en grad, at selv min for you page på TikTok skiftede karakter og pludselig eksponerede mig for spansktalende TikTok’ere, heriblandt én der forsøgte at lære mig teksten til bl.a. Tití Me Preguntó.

Foruden TikTok varmede jeg op ved at gense Kendrick Lamars halftime-show fra 2025, der bar særligt præg af kritik af den institutionelle racisme i USA. Set i bakspejlet står Kendrick Lamars nærmest konfrontatoriske optræden i stor kontrast til Bad Bunnys. Men på trods af vidt forskellige udtryk, har de to optrædener alligevel én ting til fælles. De flyder over med politiske symboler.

Det satte en undren i gang i mig: Hvornår er halftime-showet gået fra at være pauseunderholdning til en scene, hvor artister kan udtrykke deres politiske holdninger? Og hvad har en optræden som Bad Bunnys i så fald af betydning?

“Et space hvor Amerika er til forhandling” 

Super Bowl har aldrig slået mig som en politisk begivenhed. Personligt har jeg primært sammenlignet finalekampen i USA’s amerikanske fodboldliga (NFL) med kampen om mesterskabet i Superligaen. Derfor kom det bag på mig, da både Kendrick Lamar og Bad Bunny valgte at udnytte deres tretten minutter på scenen til at sætte fokus på aktuelle politiske budskaber.

For at komme et svar nærmere, har jeg rakt ud til Ema Seferovic og Thomas Rendboe, kulturformidlere og stiftere af Popvirket. De laver ikke blot forudsigelser om halftime-showet, men står tilmed op midt om natten for at se halftime-showet.

“Det er det største talerør du kan få, som udøvende kunstner,” fortæller Ema om halftime-showet, der anses for at være den mest streamede musikalske begivenhed verden over. Men foruden at være et talerør, der rækker ud over landegrænser, er scenen også blevet en platform for intern kritik:

“Halftime-showet er blevet et space, hvor Amerika er til forhandling. Som artist kan man bruge det som outlet til at sige noget, der er større end en selv. Det tror jeg er noget, mange kan se værdi i,” siger Ema.

Det står altså klart, at halftime-showet har ændret karakter til at være en platform, hvor kultur og politik kan gå hånd i hånd. Popkulturen har dog ikke altid haft samme politiske stemme, som den har i dag.

Fra Beyoncé til Bad Bunny 

Populærkultur bliver, også i dag, kategoriseret som lavkultur, men har alligevel indtaget en markant rolle i vores samfund. Især internettet har hjulpet popkulturen på vej og gjort, at den i dag har fået en større rolle og endda en politisk karakter. Spørger man Ema Seferovic og Thomas Rendboe var det særligt i 2010’erne, hvor nye online “debatkamre” begyndte at tage form, at popkulturen fik en politisk stemme: “En slags kommentering funderet på meme-kultur, der møder samtidens internetbaseret folkedomstol.”

I samme årti skiftede Super Bowls halftime-show angiveligt karakter og slog for alvor igennem som politisk. 

“Vi har observeret, at der har været en ny form for politisk ryk på den scene i starten af 2010’erne,” fortæller de to kulturformidlere, der særligt fremhæver én optræden som værende skelsættende. “Beyoncés optræden i 2016 havde klare referencer til både Black Panther-bevægelsen og Black Lives Matter. Vi tror, det var en af de første gange i nyere tid, der for alvor blev kastet lys over det (red. halftime-showet), som en scene for politik og debat. Selvom den scene på mange måder implicit og eksplicit altid har været og vil være politisk”

Efter Beyoncé bragte popkultur og politik sammen til halftime-showet i 2016, har flere artister gjort kunsten efter, og Ema og Thomas kan pege på flere optrædener fra de seneste ti år, som de mener har haft særlig politisk karakter.

I 2020 erobrede Jennifer Lopez og Shakira scenen og satte, ligesom Bad Bunny, fokus på Latinamerika. “Hun (red. Jennifer Lopez) havde små børn sat i (oplyste) bure som en kritik af immigrationspolitikken,” fortæller Thomas Rendboe. Han påpeger desuden, at sangerinden havde taget sin datter, Emme, med på scenen for sammen at synge Born In The USA.

Slutligt nævner de Kendrick Lamars optræden, der kritiserede den institutionelle racisme, der fortsat splitter USA’s befolkning. Hans optræden indeholdt en række forskellige symboler heriblandt et splittet amerikansk flag, Uncle Sam (spillet af Samuel L. Jackson) og endda Serena Williams, der fremviste en crip walk. 

Et spejl af samfundet 

At Super Bowl halftime-showet over tid har fået en mere politisk agenda, kan muligvis tilskrives popkulturens voksende rolle ikke blot som en politisk stemme, men som et spejl af det samfund, vi lever i. En lignende tendens kan ses til halftime.

“De (red. artisterne) spejler det, der foregår,” fortæller Thomas. Ifølge ham bar Kendrick Lamars optræden præg af Black Lives Matter-bevægelsen. Ligeledes kan det siges, at Bad Bunnys optræden var et fredeligt modsvar til den højaktuelle debat om ICE-agenter i USA og “hvad, det latinamerikanske folk på nuværende tidspunkt bliver udsat for.” 

På den måde ramte begge optrædener ned i aktuelle samfundsdebatter. Om det er arrangørerne bag halftime-showet, NFL, Roc Music og Apple Music, eller artisterne selv der har haft en finger på pulsen, kan jeg kun gætte mig til. Dog vil jeg sige, at de i år ramte hovedet lige på sømmet.

Latinamerikansk repræsentation 

Som den mest streamede artist verden over, var Bad Bunny et åbenlyst valg til Super Bowl halftime. Udover at han er blevet et symbol på, hvordan verden har fået øje på latinamerikansk kultur og musik, gør han selv en dyd ud af at hylde sit ophav. 

Netop dét, at Bad Bunny insisterer på at tage sin kultur og sprog med sig, mener Estefania Bozzo, journaliststuderende, har særlig stor betydning for latinamerikanere. 

“Det viser, at du ikke behøver at ændre på dig selv for at passe ind i verden, men at du godt kan ændre verden ved at stå ved dig selv. I sidste ende vinder du altid på at være dig selv,” siger Estefania Bozzo, der selv er fra Chile. 

For hende er det altså også et spørgsmål om repræsentation. Det, at kunne spejle sig selv i noget på mainstream medier. Hun fortæller, at hun set i bakspejlet godt kunne have manglet netop det, i sin opvækst i Danmark: “Jeg kan huske, at jeg ville have en balayage, som var en trend tilbage i 2014. Det var en længsel efter at få noget lysere hår, fordi jeg netop ikke så nogen, der lignede mig selv.” 

Af samme grund blev Estefania særligt bevæget af den korte scene i Bad Bunnys performance, hvor han gav sin Grammy til en latinamerikansk dreng, der både skulle repræsentere Bad Bunny som barn men også hans stolthed over, hvor han er i dag: 

“Jeg var glad for at blive mindet om, at jeg skal holde fast i mig selv. Det kan godt være, at det er et kliché budskab, som man har hørt før, men det er et, man skal blive ved med at sige til hinanden, for det er fedt, at vi er forskellige alle sammen.” 

Hvem bliver den næste? 

Tilbage står spørgsmålet, om hvad vi skal forvente af Super Bowl halftime i fremtiden. Svaret lyder prompte fra Ema Seferovic: “Jeg tror, vi som minimum kan forvente elementer, hvis ikke hele performances, der har en politisk diskurs af en eller anden kaliber. Om det er eksplicit eller implicit. Sådan vil det være så længe verden ser ud, som den gør.” 

Både hende og Thomas Rendboe har også en klar idé om, hvilken type artist, vi kan forvente at se på den store scene: “Der bliver valgt nogle artister, der allerede har de politiske budskaber i deres DNA og i deres musik,” fortæller Thomas Rendboe. 

Hvem det bliver, kan kun tiden vise. Én ting er dog sikkert: 

Jeg ser allerede frem til de tretten magiske minutter.

Tekst: Sofie Hagen Simonsen
Visuelt: Mathilde Weihe Kiel
Redaktør: Laura Rye Bislev