Den politiske spilleplade er forandret

28. marts 2026

Danmark har fået et fragmenteret Folketing, der afspejler en fragmenteret befolkning.  Marie reflekterer over den virkelighed, der har ført til et politisk landskab, hvor partierne er mange, og hvor kampen om den yderste højrefløj ikke længere kun er for de få. 

I forbindelse med Folketingsvalget 2026 udgiver nyhedsredaktionen en række særudgivelser, der over fire gange sætter fokus på det og dem, som politikerne taler om. 

Fra et sofahjørne i Århus så jeg intenst med, da de nu 12 valgte partier til Folketinget brød frem på tv-skærmen i alverdens farver og med yderst divergerende procenter. En ny politisk virkelighed stod tydeligt frem. De store mastodont-partier er fortid, og partierne er nu små og mange. 

Og så er der ikke længere kun få partier, der kæmper om at være de strammeste på den yderste højrefløj. Danmarksdemokraterne vil være stramme. Det samme vil Dansk Folkeparti og nyest tilkomne Borgernes Parti. Det er en kamp med ét mål for øje: at være stram, strammere og strammest.

Netop dét har optaget mig i dagene efter valget. 

Messerschmidts store sejr

Partiformand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, fik det suverænt bedste personlige valg. Intet mindre end 50.819 vælgere i Sjællands Storkreds satte sit kryds ved Messerschmidt. Dansk Folkeparti blev tredoblet og må derfor unægteligt forstås som én af valgets største vindere. 

Men hvad kan forklare Messerschmidts store popularitet?

I længere tid har jeg fulgt med i, hvordan Morten Messerschmidt fremfører sig selv på diverse platforme. Om det er som madlavningsentusiast på Youtube, i sin egen podcast “Ikke Et Ord Om Politik” eller i livlige politiske debatter, er der én ting, der går igen: Messerschmidts budskaber er tydelige. Ingen er i tvivl om hans politiske snilde. Han er retorisk dygtig, og så er han, som valgforsker Rune Stubager forklarer til DR: dygtig til at sætte tingene på spidsen.

Men foruden at have let til latter, at være ejer af en bomuldshund og kæreste med en bakkesangerinde, ja, så er store dele af Messerschmidts politik alt andet end hyggelig. Alligevel har mere end 50.000 vælgere sat deres lid til Messerschmidts mere uhyggelige visioner for fremtidens Danmark.

Ansvar for de nære problemer

Fælles for Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti er, at de tydeligt fortæller, at de kæmper for den almindelige dansker.

Borgernes Parti vil give magten tilbage til danskerne, Dansk Folkeparti vil gøre det billigere at købe bøffer og benzin, og Danmarksdemokraterne vil sikre, at der også i fremtiden er solcellefrie udsigter fra landejendomme i Vestjylland. Danmarksdemokraterne ved, at det kan være bøvlet at bo på landet. Dansk Folkeparti ved, at leveomkostningerne er steget.

Så hvad gør partierne rigtigt?

Måske har de, som kun få, forstået, at de regionale forskelle i Danmark er reelle, og at der findes mennesker i det her land, som føler sig glemt af politikere på Christiansborg. Det lader til at være et faktum, som de øvrige partier ikke længere kan styre udenom.

Hvis vi vil ændre det politiske landskab, er det på tide, at Christiansborgs øvrige partier ransager deres egne politikker for en blindhed for almindelige menneskers problemer. For hvornår blev det den yderste højrefløj, der var bedst til at tale om borgernes nære udfordringer og bekymringer?

Den grimme retorik

Men selvom Inger Støjberg, Morten Messerschmidt og Lars Boje har et godt greb om de nære udfordringer, står deres fælles modstand mod islam fortsat som deres vigtigste anliggende. De fremprovokerer et os og dem, der afføder en dyb splittelse og tegner et fjendebillede af muslimer.

Det er grove generaliseringer, og partiernes vælgere, ja, de må unægteligt også bakke op om det billede, der tegnes af muslimer.

Og det er lige præcis dét, der gør valgets udfald halvuhyggeligt.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er blevet så svært at have en ordentlig diskussion om udlændingepolitik. Det er blevet svært at tale nuanceret om udlændinge i Danmark. Det kan næsten virke som om, at der ikke længere kan italesættes et problem, uden at en hel gruppe skal stå til ansvar for problemet. Morten Messerschmidt, Inger Støjberg og Lars Boje er de første til at drage den konklusion, at muslimer generelt er en problematisk gruppe.

Den slags konklusioner kan vel ikke andet end at skabe mere had, splittelse og flere problemer. Og det er hverken bæredygtigt eller sundt for et samfund.

På samme måde er det foruroligende, når Mette Frederiksen i en debat i Publicistklubben kan fortælle, at Ungarns premierminister Viktor Orbán har lykønsket Morten Messerschmidt med det flotte valg. Det er ikke et sundhedstegn for hverken Danmark eller Europa, at folk som Orbán bejler til vores danske politikeres mest kontroversielle og ekstreme holdninger.

Det ligner et opbrud i dansk politik, og spillepladen er en anden nu. Lad det ikke være de mest aggressive brikker, der får spillets magt.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her