Uanset lokalitet mødes vi med en “blaffermentalitet” – Blafferi, det bare med at kaste dig ud i det

Noget af det smukke ved blafferi er uforudsigeligheden. Uopfordret kollektiv trafik der opstår i det spontane møde med en fremmed. Hvert et lift er forskelligt, om det så er en ny hvid Tesla eller en snavset håndværkerbil, en gammel dame i blomsterkjole der byder på jordbær fra haven eller en ung businessstuderende med hvid skjorte og hurtigbriller, så bringer hvert et møde en samtale, som ikke kunne have opstået andre steder, end lige præcis der. Det kræver derfor også et hvis mod at indgå i dette slags møde. At stille sig åben overfor et menneske, som ikke nødvendigvis ligner dig selv. Det kræver tillid at lukke en fremmed ind i et meget mere intimt rum kontra det offentlige. Det skaber en slags portal mellem mennesker, som man til hverdag lever i parallelsamfund med. Der sker en form for hverdagseventyr, når man overgiver kontrollen over for det forudsigelige. 

“Blaffermentalitet” – Hvad betyder det egentlig?

Begrebet “blaffermentalitet” har ikke en lang ord oprindelse, overhovedet. Det startede med en samtale mellem mig og min veninde til kulturmødet på Mors. Samtalen gik på, hvad vi ville prædike om, hvis vi havde taletid på en af scenerne. Her kom vi hurtigt frem til at verden vil være et lidt bedre sted med mere blafferi. Argumenterne gik på: Ved at blaffe, lærer vi at hjælpe hinanden og at modtage hjælp. Vi kommer hinanden ved, som styrker det kollektive fællesskab og følelsen af samhørighed.

Overordnet set er “blaffermentalitet” når man tillidsfuldt åbner sig op for mødet med den fremmede, ser bort fra overfladiske fordomme og vælger empatien til. Det drejer sig om, at vi alle har noget at bidrage med. Det kræver mod både at stille sig ud på vejen med tomlen i vejret, lige så vel som at holde ind til siden. 

Denne mentalitet hører ikke kun til landevejen, men kan gavne og inspirere mange aspekter i livet.

Maja og Asta på blaffertur – Om at blaffe ud af rom

I midten af Rom stod vi. Med taskerne på ryggen og en drøm om at komme længere sydpå i Italien. Men det skulle vise sig at være svært at komme ud af byen. 

Den første bil, der holdt ind, var en sort sportsvogn og bag rattet sad en ung italiener. Vi forklarede på engelsk og med fagter, at vi skulle mod motorvejen sydpå. Efter et anerkendende nik troede vi at aftalen var i hus. 

Efter at have kørt et kvarter rundt i centrum gik det op for os, at det manglende sprog havde resulteret i, at han kørte os mod det eneste realistiske mål i hans optik – nemlig colosseum.

Der blev vi så sat af, hvilket ikke ligefrem gjorde det lettere at komme ud på motorvejen. 

Men der var ikke andet for end at stikke tomlen ud igen. Mange kørte forvirrede forbi og grinte af os. Men endelig stoppede en hvid tesla op. Dette viste sig at være en lokal businessmand, der kunne lede os på rette spor.
Han satte os af på en rundkørsel, hvor der ikke gik længe, før heldet igen var med os. En gammel skramlet bil med fyldte bagsæder holdte ind til siden.
Dette var Leonardo der straks gjorde plads og forsikrede os at køre hele vejen ud til en tankstation på motorvejen. Han havde selv mødt masser af søde mennesker, der hjalp ham på hans rejse gennem Europa som ung, og nød derfor at kunne hjælpe andre nu. 

Og det var en stor hjælp. Herfra gik det nemlig flyvende, og vi kunne søge ly for natten syd for Napoli. 

Nomi på blaffertur – om det gensidige mysterie 

Det er en kold februardag. Vejene er fyldt med sne og vinden suser. Den lange vinterhi har fyldt min krop med eventyrlyst, så på trods af vejret begiver jeg mig ud på tur. Jeg har hverken bil eller kørekort, og da det er alt for koldt at cykle, går jeg ned ad vejen for at finde et lift. Trafikken på landevejen er minimal, og den første bil der kører forbi mig stopper ikke. Kort tid efter kører en gammel grå bil mod mig. Jeg stikker tomlen ud, og han kører ind til siden. Bag rattet sidder en gammel tyndhåret mand uden fortænder. I bilens kopholder står en gammel Tuborg flaske, og på jorden ligger der CD’er og kapsler. Manden skal samme vej som mig, så jeg sætter mig ind på sædet ved siden af ham. Han siger noget med en tyk thybomål dialekt, som jeg ikke forstår. Jeg får tydet mig frem til, at han skal besøge en. Noget med en gammel købmandsbutik. Han fortæller, at han efter besøget skal videre til Klitmøller. Jeg bliver begejstret, da det er den by jeg skal til. Jeg får lov til at køre med til Klitmøller, hvis jeg venter på ham under hans besøg. Jeg ved ikke helt hvad jeg siger ja til, men inden jeg når at se mig om, parkerer han bilen ude foran et hus. Han går ud af bilen og spørger om jeg vil med ind. På trods af at jeg kan høre min mors stemme i hovedet, der siger “du må aldrig gå ind i en fremmed mands hjem”, er jeg for nysgerrig til at lade hver. I laden sidder en gammel mand, med en næsten tom øl i hånden og en rollator ved siden af sig. Der er ting overalt i laden, flere hylder med madvarer, vaser, dåser, gamle glas, værktøj, nipsting. Manden fortæller, at han er samler, og at han har et helt rum mere med ting, han har samlet sammen gennem årene. Manden i laden spørger om jeg vil have en øl, jeg takker nej. Jeg spørger manden i laden, om han bor her alene, og han fortæller, at han er skilt. Han siger noget jeg ikke kan høre, fordi pillefyret ved siden af ham larmer. Larmen stopper. Han fortæller, at hans kone vendte sig mod ham. Han fortæller, at hun manipulerede dommeren til at tro, at han havde slået sin søn med en knytnæve. “Kan du tro det, at jeg skulle have slået min egen søn?”, spørger han. Jeg tænker, at det ikke virker urealistisk. En alkoholiseret samler, der bor i en lade. Alligevel er der noget over denne krumrygget skaldet mand med sorte tænder, der sidder med en smøg i den ene hånd og en øl i den anden, der føltes enormt ægte. Han sidder foran en, han aldrig har mødt før og vrænger sit hjerte ud ved at fortælle om et af hans livs største traumer. En mand der ikke har meget, men der alligevel tilbyder mig det han har: en øl, en smøg, en nips ting. Han fortæller at fodbolden er fyldt med skuffer, han refererer til hans hjerne, og når skufferne fyldes med dårlige ting, lukker og låser han skufferne. Jeg tilføjer, og så smider man nøglen væk. Selvom at jeg synes, at det virker som en meget ukonstruktiv måde at håndtere sine traumer og følelser på. Han fortsætter med at sige noget uforståeligt. Jeg fanger, at han spørger mig, hvad jeg går og laver. Jeg fortæller, at jeg skriver. Han spørger om jeg er journalist, og jeg svarer at jeg mere skriver poetiske og kunstneriske tekster. Han spørger om jeg så skal søge ind på kunstskolen og griner ustyrligt. Jeg tænker, at det hedder Akademiet. Jeg skynder mig at svare nej. Altså kun forfatterskolen, tænker jeg. Det er tydeligt, at jeg er et lige så stort et mysterium for dem, som de er for mig. Vi har været i laden i en times tid, så vi beslutter os for at køre videre. Manden i laden giver mig sit telefonnummer, så jeg kan ringe hvis jeg en dag får brug for noget. Han har jo alt, tilføjer han. Så giver han mig et tøjdyr, så jeg har et minde. Vi kører videre, hvor vi snakker om alt mellem himmel og jord. I Klitmøller giver han mig en rundtur af byen fra bilen af. Han udpeger sin fars gamle fiskerhus og fortæller en masse om byen. Han inviterer mig med på Stalden, hvor han skal hen. Jeg kender ikke stedet, men jeg tager med. Til min overraskelse er det et værtshus. Han kender de andre fire stamgæster i baren godt, og han viser mig stolt frem for de andre. Han fortæller at jeg skriver. Han får manden, der arbejder i baren, til at gå ind til sig selv, han bor ved siden af, for at brygge kaffe til mig, så jeg kan sidde i værtshuset og skrive. Efter flere timers skriveri og kaffedrikning kører han mig hele vejen hjem.

Ella og Mathilde på blaffertur – om at møde en cirkusprinsesse

En lille fortælling om et møde, som fandt sted på vejen mellem Foix og Barcelona.

Det var morgen, vi havde for en gang skyld fået vristet os ud af soveposerne i ordentlig tid og sagt pænt farvel til de søde mennesker, hvis sofa vi lånte for natten. I dag skulle blive vores sidste blaffer dag efter et par uger i vejkanten. Vi startede i Thy, og vi ville i dag nå vores mål, Barcelona.

Et af liftene på denne dag var med en skøn kvinde i en rød autocamper. Oprindeligt var hun fra England, men boede nu i bjergene mellem Frankrig og Spanien med sin mand og søn. Hun var cirkusprinsesse, og fortalte om hvordan hun havde rejst verden rundt. Vi havde ikke fået så meget mad med til dagen, så hun holdte ind hos en lille købmand. Vi handlede, og hun ventede tålmodigt i bilen. Lige præcis ventetid er noget man må lære at holde af som blaffer.

Mens vi kørte der i bjergene, snakkede vi om hvor vigtigt det er at se verdenen, især når man er så privilegeret som os. Hun mente, at alle europæere måtte rejse ud og opleve verden uden for Europa. Europa er så småt, men kan føles som hele verdenen, hvis man aldrig har oplevet andet. Når man sætter sig ind i nogens bil, kan man ikke undgå at opleve en smule af denne persons blik på verdenen. Denne cirkusprinsesses blik på verdenen har farvet mit blik på verdenen en smule. Og sådan kan det gå når man blaffer, heldigvis. Det er det magiske ved blafferi.

Blafferfestival d. 24-26 april 2026

Har du fået blod på tanden og “blaffermentaliteten” på forstanden?

Så har vi skabt rammerne for din blaffetur. Nemlig en festival langs den jyske vestkyst hvor vi sammen blaffer landevejene tynde fra Esbjerg til Aalborg.
Alle unge kan være med gratis. Vi sørger for mad og overnatning. Du skal blot bringe dig selv og din tommelfinger. 

Du kan læse mere og tilmelde dig her: https://www.facebook.com/search/top?q=blaffer%20festival%202026