Roskilde er hårdt. Men der findes steder på festivalen, som agerer åndehul
En reportage fra Roskilde
Da jeg vågner kæmper jeg med lynlåse og løse stykker teltdug, og får i afmagt fæstnet noget af den med en hårklemme. Det er mandag og klokken er 7, og solen bager direkte ind, for det gør den altid på det her tidspunkt på Roskilde. Jeg er vågnet i min kærestes telt i Silent and Clean efter at være flygtet fra P’s støj og unclean i nattens mulm og mørke. Jeg tænker på, at det er godt, at jeg ikke har flere tømmermænd.
Tømmermænd. Hjertesorger. Ondt i livet. Indre psykiske sårbarheder. Dårlige nyheder. Menstruation på dag 2. Roskilde Festivals rå landskab skelner umiddelbart ikke.
Med et gennemsnit antal af besøgende på over 100.000 mennesker hvert år, må Roskilde simpelthen rumme alle former for følelser, også lige nu, hvis man laver et tværsnit. Der må være nogen, der hopper af eufori i Dream City lige nu, og nogen, der græder i West lige nu, over noget, jeg ikke ved.
Jeg fisker gårsdagens strømper op fra bunden af min sovepose og glider i dem, før jeg stikker i skoene, griber mine høretelefoner, og begiver mig på min lange march gennem Silent and Clean mod Mediebyen. Malte går forrest.
Som årene skrider frem bliver vi mere og mere bekendt med de luksuriøse måder, man kan være på Roskilde Festival på. Til dem, som ikke orker sætte deres eget telt op, er der nu områder, hvor man kan betale sig fra det. Og for dem, som har en fod i mediebranchen, er der lounges, der serverer champagne, men kræver særlig adgang.
Vi træsker forbi Dream City. Jeg trækker solbrillerne ned over øjnene, og overvejer, om det er nok til at dæmpe min kvalme, og samtidigt overdøve visheden om, at mine sokker er sure. Ligner jeg en,
som er akkrediteret? Kan jeg camouflere mig bare lidt mere i medielandskabet med dem på? Eller bliver det lidt for Kåre Quist – agtigt?
Jeg starter en optagelse.
”Det er mandag. Vi er ikke så langt i ugen endnu, tænker jeg, for selvom weekendens voldsomme vejr øjensynligt har rusket lidt i campingområdet, fremstår folk stadigvæk pæne; de fleste piger har flotte, rene Hunter-gummistøvler på, og drengene har typisk et stort grin på læben og en øl i hånden, selvom de måske ikke har trøje på. Det vidner om et vis overskud,” hvisker jeg ned i min mikrofon, ”måske endda ressourcer, at kunne se sådan ud. Man kan jo ikke lade være med at tænke, om de mon har fået et lift herned af mor og far, og om de mon har fået lommepenge med”, får jeg sagt. ”De er sgu da heldige, at de bare kan.
Men hvad med når vi kigger i den anden retning?
Hvad med dem, som skal bruge andre strategier?
Hvad med dem, som måske er endnu mere presset over tømmermænd i et varmt telt, end jeg var til morgen, fordi de har andet at bakse med.”
Weekendfællesskabet
På en eller anden måde føles det som om, at der er noget, jeg ikke har mødt. Jeg mangler at få indblik i dem, som er afsted på en måde, som er anderledes.
Lige rundt om hjørnet fra hvor min egen camp er i Settle and Share området holder Weekendfællesskabet fra Askov Fonden til. Jeg møder Eva mens hun og resten af Weekendfællesskabet er ved at gøre klar til trekamp, og jeg låner en campingstol.
Eva fortæller mig, at Weekendfællesskabet er et sted, hvor man kan komme og hygge sig. Nogle kommer, hvis de har nogle udfordringer, eller hvis de er ensomme. Det er et safespace med mad, brætspil, og hygge – uden alkohol.
Under de lyserøde pavilloner er der pynt og snacks. Lige her samler man sig om det, som er sjovt. I dag er det trekamp, som består af gummistøvlekast, og flere andre festivalgæster er på besøg.
”Der er ikke nogen dårlig stemning. Good vibes, som man siger. Og sådan et sted som her, der ved man, at man kan trække sig, hvis man har brug for det.”
Jeg får lyst til at høre om de situationer, hvor man har brug for at trække sig.
”Der er mange indtryk. Man kan godt blive lidt overvældet og træt. Og så er jeg rimelig meget i søvnunderskud. Men jeg klarer den, og jeg ved også meget om mig selv, hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal; hvordan jeg passer på mig selv.”
Og hvordan gør du så det? Hvad kan holde dig oppe?
”Jeg tror, jeg prøver at holde mig i gang, være beskæftiget. Og eller at tage en pause, lukke lidt af, høre noget god musik.”
Eva fortæller mig at hun skal høre en masse musik, og at særlig torsdag bliver vild. Vi glæder os begge til Gorillaz, og håber, at vi holder til Brutalismus 3000 kl. 2.
Og hvad hvis man er i de situationer, hvor det er svært at passe på sig selv? Hvordan ser de ud?
”Det kan være svært at stå i en stor mængde, især fordi jeg er meget lav. Jeg kan oftest ikke se noget. Så prøver jeg måske at trænge derhen, hvor der ikke er så mange mennesker. Måske danse lidt. Hvis du danser og bevæger dig lidt, så går folk lidt væk. Det er faktisk meget smart. Og så prøve at være lidt inde i sin zone, måske. Bare hygge sig. Ikke fokusere på, at der er så mange mennesker.”
De fleste af dem, som er afsted med Weekendfællesskabet, sover hjemme. Sascha er en af dem, som camper på festivalen, og tager sine forholdsregler.
”Jeg har været glad for frivillig camping, hvor der er dejligt stille. Jeg tager ikke noget med på festival, som jeg ikke gider have, bliver ødelagt. For eksempel mit lækre telt og mine JBL-høretelefoner. Og jeg har min egen mad og snacks med.”
Hvad er så den vigtigste ting, du har taget med på festival?
”Jeg tror, det er nysgerrighed. Man kan få ret mange eventyr af at gå på eventyr. ”
”Man kan få fede samtaler ved at snakke med folk. Jeg synes ikke man skal være bange for at gå alene rundt. Jeg tror også det er vigtigt, at man forstår forskellen på at være ensom og være alene. Den er der nogen, der ikke helt forstår.”
Og så taler vi lidt om det at være afsted som Weekendfællesskabet – med andre rammer, og med hyggen i højsædet fremfor alkoholen.
”Jeg synes man mangler at se, at festival er meget mere end druk og tømmermænd. Det er alt muligt andet. Alle dem, der tager på festival, og har det fedt på festival. Dem, der er trygge på festival. Det hører man ikke rigtigt om.”
Psykisk førstehjælp til dem, som måtte have brug for det.
Midt i festivalens virvar findes et sted, som er blødt. Det er psykiatrifondens rådgivning, som i år er et stort, hvidt telt lige lidt nord for Lagune. Her møder jeg Annette. Hun er 54 år gammel, psykoterapeut, og frivillig rådgiver i Psykiatrifonden. De har en bod på festivalen, som har eksisteret siden sidste sommer.
Jeg er nysgerrig, og Annette inviterer mig ind på en snak om det, som kan være svært ved at være på festival, hvem det rammer, og hvad man møder i det hvide telt.
”Altså, alle kan få det svært psykisk. Det er overvældende at være på festival. Så man behøves ikke at have noget ’med sig’ i forvejen.”
”Det er helt naturligt at kunne blive ramt af et eller andet undervejs. Så vi vil være der for alle. Også dem, som har en psykisk sårbarhed eller psykisk sygdom med sig, så de også kan være på festivalen, og har et sted at gå hen.”
Jeg bliver nysgerrig på, hvad man så gør, hvis man kommer med noget hjemmefra.
”Folk er gode til at fortælle, hvad det er, de kæmper med, og har de en diagnose, fortæller de også det. Men i virkeligheden, så er vi jo bare mennesker, der hjælper mennesker, uanset om man har en diagnose eller ej.”
Jeg vil prøve at finde ud af, hvordan folk henvender sig og hvorfor, og vi har en snak om det, som Sascha og Eva også nævnte. For eksempel koncerter, som kan være mennesketætte, og Annette fortæller, at det kan være ret almindeligt at opleve angst her.
”Det kan være super forskelligt. Men eksempelvis kan det være en koncert, hvor der bliver mast, og nogen får et angstanfald. Så kommer de hen, måsker græder de, og så tager vi imod dem.”
”Nogle gange er det mere tydeligt. Andre gange er det nogen, som går rundt og kigger lidt, spørger lidt, og så kommer vi ind på dem på den måde. Vi skal sikre os, at vi er synlige, og at vi er der, men vi skal også passe på, at vi ikke ruser ind i folk. De skal føle sig klar til at gå hen til os. Med mindre vi ser nogle, der åbenlyst har det rigtigt dårligt.”
Det at kunne finde sådan et telt her, og kunne bruge det… jeg tænker selv, om det ikke må kræve nogle ressourcer, eller et ”overskud”, siger jeg i gåseøjne, at kunne rejse sig op og komme herhen… Hvad tænker I om det?
”Det er jo supersvært, for vi er jo på den ene side en funktion, man kommer hen til, men på den anden side ved vi jo, at der sidder nogen derude, som måske godt kunne nyde, det vi har. Derfor har vi også et tæt samarbejde med dem, der går ude på festivalspladsen, de hvide veste, som kan sige, hvor vi er. Og måske kan sige til en ven eller veninde, om de kunne gå med herop.”
Og så kommer jeg til at tænke på Sascha. For er det kun hårdt at være på festival, hvis man kommer med noget? Jeg spørger Annette, om de oplever, at dem som normalvis kan have det svært, også kan have gavn af at være på festival.
”Altså, det er jo fedt at være på festival. Det er fællesskab, det er venskaber, det er energi, det er glæde. Det er så mange fede ting, som vi alle sammen har brug for. Også hvis man er deprimeret eller har det svært psykisk. Derfor vil jeg da opfordre alle til at være på festival – også dem, som har det psykisk svært. For man kan få meget ud af at være her. Nogen har bare brug for at passe endnu bedre på sig selv.
Den lange march hjem mod P
Vi fik sagt farvel til de gode folk i Psykiatrifonden, samlet vores udstyr og fundet en øl til hjemturen. Vi bliver enige om, at der er mange måder at gøre det på.
Jeg drog rundt på pladsen for at finde ud af, om Roskilde var tilgængeligt for alle, og jeg havde virkelig regnet med at finde ud af, at det var det ikke. Men jeg er blevet overrasket over at skellet mellem festivalgæsterne, i hvert fald på nogle punkter, ikke er så stort som jeg troede.
Og bevares, jeg tror stadig jeg vil anfægte, at der er nogen, for hvem Roskilde stadigvæk er for stor en mundfuld. Det kan være for dem, som ikke lige så let som Eva kan danse sig ud af klaustrofobien, dem, som ikke har den samme sociale stamina som Sascha har, eller dem, som ikke har ressourcerne til at hente den hjælp, som Annette kan give.
Men jeg går dog mod min camp opmuntret ved tanken om, at Roskilde på trods af dens størrelse stadigvæk forstår at rumme de organisationer, og deres mennesker, som gør en kæmpe forskel for folks trivsel. Og så håber jeg, at indblik som dette kan hjælpe flere til at finde deres måde at være på festival på.
Tusind tak til Anette og Martin hos Psykiatrifonden, Signe, Eva og Sascha fra Weekendfællesskabet og ikke mindst Liv og Victoria hos SEIN.
Hvad tænker du?