Kibbutz – at gå over grænser

Historien er en fortsættelse på første, andet og tredje afsnit.

Jeg begyndte at bruge mindre tid på mine bøger og mere tid med Matt og danskeren Emil. Emil var høj, lyshåret og fremme i skoene, og jeg havde til at starte med vendt mine øjne af ham, men som jeg talte med ham, kunne jeg bedre og bedre lide ham. Og han var egentlig begyndt at være ret skøn. Sonya var stadig så enormt nærgående og havde yderligere udviklet en ting for at klemme mine skuldre og lege med mit hår, som jeg kunne få helt knopper af. Jeg havde ret svært ved, at hun var i alle de rum og øjeblikke, hvor jeg havde brug for, at hun netop ikke var i. Hver gang jeg stod nøgen og fumlede med et sæt undertøj, hver gang jeg havde en trang til at græde lidt, hver gang jeg ville lytte højt til Ukendt Kunstner, synge med og fylde hele rummet med tegninger og sammenkrøllede papirer. Hun var der altid og blandede sig ved at sætte sig helt op ad mig og stille spørgsmål eller fortælle anekdoter fra sit liv, selvom jeg ikke spurgte ind til det. Måske netop derfor.

Matt, Emil og jeg besluttede os for at gå en tur en aften, efter at vi havde spist. Himlen var blevet fuldkommen lilla, og langs stien blev vi fulgt op af siv, der bukkede let for os i aftenbrisen. Vi gik og talte og grinte. Emil gik og lærte Matt alle de ord og udtryk, man kun hører en dansk fyr sige til sine venner, imens jeg var mormor, der prøvede at lære ham ‘rød grød med fløde’ og hverdagsudtryk som ‘godnat, sov godt’. Vi kom forbi en bunker, hvor vi kravlede ind. Man kunne se skudhuller og patroner i sandet, som gav mig et lille gys ned ad ryggen. Tanken om sådan et sted, der stadig var i brug, var så fjernt fra den velfærdsopfattelse, jeg levede trygt med. I Danmark var sådan nogle steder bevaret for historiens skyld, hvorimod det her var en valid nødvendighed. Jeg følte, at jeg kunne mærke jorden blive varm under mig, men så havde jeg igen taget uldsokker på. Vi kom til et højt hegn med pigtråd omkring i cirkler, der fulgte så langt ud til højre og venstre, vi kunne se med det blotte øje. Grænsen til Libanon. Der var tørt, øde og farveløst. Enkelte lys og telte kunne ses, men ellers var det en anelse sørgeligt. Det så enormt ensomt ud. Vi tiede alle tre. I stilheden kunne man høre en lille stemme synge. Det var arabisk. Jeg kunne ikke få øje på nogen, men bare distanceret høre lyden af denne ene mand, der lavede sin stemme til toner, vi kunne høre fra den anden side af hegnet. Emil, Matt og jeg grinte ikke rigtig på vej tilbage til Bar’am. Ikke fordi vi var kede af det; jeg tror bare, at en del tanker gik igennem hovedet på os efter at have set den forskel, en grænse havde gjort. At noget, som ellers delte det sparsomme regnvejr og den hedende solskin, men ikke politik og økonomi, kunne skifte så drastisk fra frodigt til forladt. Vi gik alle tre i seng med en lidt mærkelig smag i munden den nat, tror jeg.

Samme nat blev vi vækket af Raviv og trukket ind på kontoret ved vores soveværelser. På trods af hans solrøde hud så han en anelse farveløs ud med et endnu blegere udtryk. Matt, Emil og jeg stod lidt og stirrede på hinanden og ventede på en forklaring på mystikken. Han spurgte, om vi havde gået ved grænsen, hvor vi tøvede, men nikkede uforstående, og han sukkede. Han fortalte, at soldaterne fra militærbasen ved Bar’am nu havde ledt efter arabere, som havde sneget sig over grænsen i tre timer, fordi de havde set fodspor i det ellers glatte sand. Al sandet lå åbenbart glat, for at de kunne spore fodspor, men det havde vi jo rodet godt og grundigt rundt i. Raviv gav os en ordentligt, ond og langtrukken reprimande den nat, men han undskyldte også overfor os dagen efter. Han havde ikke fortalt, at vi ikke måtte gå dertil, og siden det var militært område, og vi var fremmedkommende på deres territorie, så havde de lovmæssigt ret til at skyde på os. Hvis jeg ikke havde fået nok is ned ad ryggen ved at være i bunkeren, så fik jeg hældt en spand ud over mig nu. Næste dag fik lige ringet hjem inden sengetid for at høre, hvordan de havde det derhjemme.

En uges tid efter på en simpel onsdag sad alle drengene ude på græsplænen med trimmeren og barberede hinanden karse, indtil batterierne løb tør for strøm. Simpelthen. Som om det bare var lidt eftermiddagshygge i solen i stedet for at spille fodbold, og det var jo stadig ret varmt. Hvorfor ikke. Nogle af drengene og pigerne begyndte at få lavet huller i næsen og ørene, som en af pigerne, Lily, lavede med lidt sprit, en neglesaks og stikøreringe. Hvorfor ikke. Jeg blev mere og mere betaget af, hvordan det var så tanke- og betydningsløst. Håret ville vokse ud, og hullet kunne vokse sammen. Tanken om, at det var en 19 årig pige, der stak øreringene igennem på et tilskygget værelse, gjorde mig lidt angst, men fik mig også til at tænke, at det nok var endnu mere grund til at gøre det. Måske var det netop det, der gjorde, at jeg bankede på Lilys dør med to stikøreringe og Sonyas neglesaks og bad hende stikke dem igennem øverste del af mine ører.

Det var lidt ærgerligt, at Lily fik presset den første ørering skævt ind, så den måtte tages ud og skubbes igennem igen. Det var nok også bare generelt en halvdum ide, at jeg fik nye huller i begge ører på samme tid, for jeg vågnede af en mild smerte, hver gang jeg vendte hovedet på puden. Men der lå jeg. Lidt flere huller i ørene og egentlig også lidt færre i hjertet, og det må have drysset med kaffepulver og magi fra loftet, for jeg kunne ikke sove den nat. Jeg lå bare der med et betændt øre og en hamrende god fornemmelse. Hvorfor ikke.