Hvor er de autentiske mænd?
Du har sandsynligvis stødt på en såkaldt “Performative Male” ude i din storbys færden før. I dette humoristiske, men også tankevækkende skriv reflekterer Asbjørn over kønsudtryk, socialkonstrueret normer og om autentiske mænd overhovedet findes.
Alle kender ham. Han har et tyndt overskæg, små plastic solbriller, en lille Fjällräven taske hvorfra han tager snus op, her til sommer har han et buzzcut og hvis han er intellektuelt inklineret, så bærer han rundt på en tekst af Judith Butler. Som taget ud af New York, slentrer han ned af gågaden iført genbrugskluns og et indviet smil – med hvem er kun godt at vide. Eftersom han tydeligvis er en woke type, tillader man at han opsøger én, og når man er uheldig, indlader man sig tillige på en politisk samtale, idet han nu virker så flink, endog venlig. Han udfolder dér sine politiske synspunkter uden omhu, men slynger om sig med kvinders rettigheder eller bagtaler andre mænds fordærvede måde at behandle kvinder på; fortæller utallige anekdoter om hvordan han ædelt modstod presset fra sin maskuline side. Faktisk græder han sommetider til film, hvisker han til dig, både indforstået og stolt. Han afbryder dig dog også en del, og virker egentlig ikke så interesseret i hvad du har at sige, hverken dine holdninger eller dine ord synes at kunne ændre kurs for hans tankestrøm, og så pludselig forsøger han at kysse dig for ”mænd og kvinder kan ikke bare være venner”.
Desværre… Du har mødt en såkaldt Performative Male. En mand der forsøger at passe ind i storbymiljøets kvindelige blik ved at iklæde sig overfladiske markører for hvad der er anset for at udgøre en alt-male, en anderledes og sikker mand at omgås. Til tider – og her skal man passe ekstra på gemenheden – forsøger de også at skjule sig ved at tale nedsættende om andre performative males, for derigennem at påstå at de er den ægte vare. Nogle gange skriver de endda artikler om emnet!
Som en mand med overskæg og buzzcut er det selvfølgelig klart at jeg ikke kan lade sådan en typologi som Performative Male stå uanfægtet. Der eksisterer nemlig en skyggeside af begrebet om Performative Male, som strengt filosofisk er problematisk, navnlig at det antages, at der findes sådan noget som en autentisk mand, dvs. at der i begrebet ligger ideen om at ikke alle kønsudtryk er performative, men tværtimod at kønsudtryk har mulighed for at være rigtige og sande. Performative Males er således den falske progressive mand, som altid allerede er modsat eksistensen af en genuine progressiv mand.
Denne hierarkisering af kønsudtryk forudsætter at køn er noget som kan stamme indefra, altså at det er noget som ikke er skabt i gøren mellem mennesker i sociale kontekster, men i stedet er en artikulation af noget essentielt indre. Trods begrebets prævalens i venstreorienterede cirkler viderefører ’Performative Male’ en idé om køn som præcis blev kritiseret af Judith Butlers gennembrydende ide om ’performative gender’ i Gender Trouble, der senere er blevet kendt som urteksten for queer-teori. Deres pointe – Judith Butler bruger de/dem – var at køn aldrig har været koblet med hverken biologi eller essens, men at køn, herunder mandighed, kun kan forstås indenfor et socialkonstrueret diskursivt regime, eller sagt mindre akademisk, kun kan forstås som noget man tillærer og tolker indenfor en specifik socialkultur. F.eks. har forskellige kulturer haft forskellige idéer om køn uden at man rigtig kan sige, at nogen af dem er bedre end de andre. Den vestlige binære kønsforståelse af mand/kvinde og disses medfølgende roller virker måske naturlige i dag, men er faktisk blot én måde at betragte køn på. Eksempelvis har oprindelige folk i Amerika haft en anden og mere flydende kulturel opfattelse af køn. Ligesom der ikke indenfor vor kultur er nogen logisk/biologisk grund til at mænd ikke behøver at dække deres bryster, hvorimod kvinder i almindelighed anses for upassende hvis ikke de har BH på – det er blot kulturelt og socialt bestemt sådan; mandebryster er ikke nøgenhed, mens kvindebryster er det. For Judith Butler er der derfor heller ikke nogen autentisk måde at være mand eller kvinde på, idet kønsudtryk udelukkende opstår i sociokulturelle kontekster hvori man performer sit køn, hvad vil sige, udtrykker sit køn på den måde som det forventes at man gør det, og som man har lært at gøre det. Det er af denne grund at det ikke er udbredt blandt mænd at gå i nederdel siden det går imod den kulturelle forventning, skønt der egentlig ikke er nogen reflekteret grund til ikke at gøre det; nederdele passer ikke dårlige på maskuline kroppe end feminine, trods alt er det jo blot et beklædningsstykke som imidlertid kulturelt bærer den kønnede konnotation af femininitet, hvad kilter på arbitrær vis ikke gør.
Begrebet ’Performative Male’ modsætter sig dermed Judith Butlers teori, fordi den påsætter ideen om at kunne være ’Genuine Male’, altså kunne være sit køn autentisk udenfor kulturelle kontekster. Yderligere sidestiller man, ved at tale nedsættende om performative males, også performative og falsk, hvad implicit indebærer at man kan være en sand mand. Problematikken opstår dog når man skal til at finde alle disse autentiske mænd. Hvis man følger Butler, er det i hvert fald et gammelt sagn at man nogensinde kan finde sådan nogle der faktisk autentisk udøver deres køn, idet køn aldrig har og aldrig vil blive noget andet end sociokulturelt betinget. Afslutningsvis vil jeg af den grund, som en hårdt såret og dybt misforstået performative male, slå an for ikke at gentage en gammel kønsforståelse, men i stedet blot kalde en spade for en spade; en manipulerende mand for en manipulerende mand.
Hvad tænker du?