The Social Life of Dead Bodies: Poesien og kunsten taler et andet sprog

1000 liv. Der er altid noget med store tal, der bliver så abstrakt, at det er svært at begribe. Når 1000 migranter er omkommet i en skibsulykke, er det over 1000 individer med hver deres historie. Samtidig er der et meget større antal mennesker tilbage på fastlandet, der savner de omkomne.

Min modvilje mod tal har måske noget at gøre med, at jeg studerer antropologi – et studie, der baserer sig på kvalitative metoder og mere specifikt feltarbejde. Antropologi oversættes direkte til læren om mennesket. Centralt er, at vi kun lærer om mennesker ved at tage ud og lave feltarbejde, at det ikke er nok at sidde bag et skrivebord og sende et spørgeskema ud. Men modviljen mod de store tal har måske også noget at gøre med at være menneske.

Det er også menneskene bag de tal, jeg skal tale med Anja Simonsen om. Hun er lektor i antropologi på KU og leder af forskningsprojektet SOLID – The Social Life of Dead Bodies.

SOLID beskæftiger sig med de tusindvis af migranter, der hvert år dør i forsøget på at nå Europa af irregulære kanaler. Med det svære og vigtige arbejde, at identificere de døde kroppe, med alle de familier der venter på svar. Og nu skal det forskningsprojekt formidles gennem en udstilling.

Da jeg spørger Anja Simonsen, hvad hun opfatter, som formålet med udstillingen, kommer svaret prompte: ”Rent forskningsmæssigt vil vi gerne forstå mere omkring socialiteten og tage kroppene seriøst som vidner. Og så vil vi gerne synliggøre menneskene bag statistikkerne. Det er både de omkomne, det er deres familier, det er deres medrejsende, det er deres venner. Og det er de andre, der kommer i kontakt med dem, altså retsmedicinerne”.

Udstillingen består af både fotografier, lyd, poesi, kort og ikke mindst en installation, der skal give indsigt i det retsmedicinske arbejde og situationen umiddelbart efter en skibsulykke.

Om den multimodale udstillingsmetode, udtaler Anja Simonsen: ”Jeg har aldrig set en af mine kollegaer blive rørt efter at læse min artikel. Men jeg har set kollegaer og samarbejdspartnere blive rørt i samskabelsen af udstillingsdelen. Så jeg tror, at poesien og kunsten taler et andet sprog og formidler på en anden måde, som gør, at vi oplever og mærker det på en måde, som teksten måske ikke altid gør.”

Hun fortæller samtidig om den svære balancegang med at formidle et så tungt emne på en måde, der er informerende, men ikke for voldsomt. For når udstillingen står i Nørrebrohallen og er åbent for offentligheden, vil den netop nå bredt ud til nye målgrupper. Ifølge Anja Simonsen er det også hele pointen.

”Det har være meget vigtigt for mig som projektleder, at vi netop når ud over universitets mure, fordi det er så samfundsrelevant. Vi har set de seneste år, at dødstallet stiger. Det bliver simpelthen farligere og farligere at være på flugt. Så vi har en forpligtelse til at formidle den data, vi har indsamlet, fordi det er så relevant for os alle sammen, lige meget hvor du befinder dig henne.”

Derfor er udstillingen også mobil. Den starter i Danmark, på Nørrebro, men skal senere videre til Milano, til Athen og måske også krydse Middelhavet, for at fortsætte en samtale på tværs af landegrænser.

Fordi først og fremmest berører udstillingen noget så universelt som døden. Som Anja Simonsen omtaler det: ”Døden er jo allesteds nærværende. Nu dykker vi ind i det i en kontekst af migration, men mit håb er, at vi alle sammen på en eller anden måde får noget med derfra, fordi døden er noget, vi alle sammen skal forholde os til.”

Med de ord takker jeg Anja Simonsen mange gange for hendes tid.

Jeg skal se udstillingen en onsdag aften og har aftalt at mødes med Arendse Johanne Reeh-Mogensen i Nørrebrohallen. Hun er forskningsassistent på SOLID-projektet, multimodal antropolog og arbejder netop i et krydsfelt mellem antropologi og kunst.

Det er omtrent en uge siden, at udstillingen åbnede, men da Arendse Reeh kommer, skal hun sætte udstillingen op igen. Ikke det hele, men installationen med plastikstolene er blevet skubbet til side. Det er et vilkår, når man udstiller et så offentligt sted, fortæller Arendse Reeh smilende. Hun fortæller også, at de overvejede at sætte en skærm op, men i stedet blot har tekstplancher for at undgå tyveri.

Mens vi snakker, kommer der en mand hen og spørger, om hun har noget at gøre med udstillingen. Hun nikker og begynder at tage ham gennem de forskellige elementer af udstillingen. Heriblandt fire plaststikstole, der skal forestille situationen lige efter en skibsulykke, hvor en af de overlevende med tolk bliver interviewet om alle de afdøde. Hun viser ham de skemaer, man bruger til at markere kendetegn. Det kan være en manglende tand, en genstand de havde i lommen eller en tatovering på venstre arm. Fordi havet visker fingeraftryk bort og DNA grundet lovgivning ikke må indhentes fra familiemedlemmer udenfor Europa, er arbejdet med at identificere lig med nogle særlige udfordringer.

Manden lytter fascineret, inden han gør mine til at gå og undskylder for afbrydelsen. Jeg tænker i stedet, at han lige forærede mig en perfekt illustration af, hvordan det er at udstille et så offentligt sted.

Arendse og jeg taler videre om processen med at skabe udstillingen. Ifølge Arendse Reeh er samskabelse et kernebegreb for dem. Udstillingen rummer et væld af stemmer, stemmer, der alle fortjener at blive hørt. Til det bruger hun metoder som ”photovoice”; at bede folk om at tage billeder af de det de opfatter som særligt relevant.

Der er også en lydinstallation med en retsmediciner, der fortæller om processen efter en skibsulykke, mens man ser en projektion af det bølgende hav. Et stærkt sanseligt greb, hvor man kommer tættere på hendes oplevelse.

Derudover har Arendse Reeh arbejdet med kollektive digte; en metode hvor hun lader en masse stemmer smelte sammen og glide ind og ud af hinanden. Jeg stopper op for at læse nogle af digtene.

Uddrag fra digt:

Arendse Reeh var afsted på feltarbejde, sammen med Anja Simonsen i foråret, på Kreta. Et voldsomt feltarbejde.

Det får os til at tale om hvordan man passer på sig selv under feltarbejde. Jeg lavede selv et projekt med Præhospitalet i foråret, hvor jeg var med ude at køre i ambulance og stod i akutmodtagelsen på Skejby sygehus og så et lig rulle forbi.

Arendse Reeh fortæller om sit eget valg under feltarbejdet om ikke at tage med ind i lighuset. Et svært valg, for når det er dagligdag for de mennesker man arbejder sammen med, har man så en forpligtelse til selv at se det i øjnene? Men for Arendse Reeh er det vigtigste at holde fast i stadig at kunne formidle det samme. Og det kan hun. For det er voldsomt, og det er barskt. Det er også rørende at lære om savn og kærlighed, der strækker sig udover døden, og de mennesker, der har dedikeret deres liv til at hjælpe de efterladte med at få svar.

Og det er billeder der bliver på min nethinde, da jeg går ud i efterårsmørket for at finde et S-tog hjem. Men det er også meningen.

 Udstillingen kan opleves gratis i Nørrebrohallen frem til 18. oktober og kan ses sammen med udstillingen ”Et navn ikke et nummer” på Nørrebro Bibliotek

Tekst: Laura Rye Bislev