Abrikos-soltegn

Abrikoser lyser i trætoppene om morgenen. Små sole spredt ud over grenene, og de pulserer farver af orange, gul og rødlilla i små solstorme. H kan ikke nå de bedste, selv med trappestigen. Det gør hende ikke så meget, for de lyser deroppe. Det er både synd at plukke dem, når de er så smukke, og hun tør heller ikke røre ved de glohede mikrostjerner. Overfladen af solen er 5500K, og abrikoserne er ikke meget lavere. De kan elske hende tilbage med al deres varme.

H hører en frugt falde og kigger gennem den fugtige luft. Bladene er grønne og dufter af regn. H opdager hende først, når hun bevæger sig igen. Pigen rækker ud efter endnu en abrikos og tager fat om den som præsten Poppo. Hun står i trækronen og ulmer blandt frugterne. Pigen ser nu H under abrikos-stjernerne. Hendes iris gløder orange som frugten i hendes hånd, og H ser, at hun har nået en af de gode. Pigen når jorden med to langsomme bevægelser og går mod H. H går også ned fra trappestigen og gør sig umage for ikke at knække en gren og forstyrre den tidlige fugtige luft.

H ser også, at hånden ikke er forbrændt, da pigen rækker den mod hende. Hånden når H’s underarm, og den er brændende varm. Pigens fingerspidser tegner en solrune på indersiden af H’s underarm, og hårene rejser sig mod hendes vilje. Pigens iris gløder, og det aner H, at det at omfavne hende ville være en mulighed af magellansk størrelse. Pigen har spist en af abrikoserne, og der sidder saft fra den på hendes hage. H læner sig frem for at kysse hendes hage, men hun stopper. Hendes læber vil forbrændes af pigen. Pigen mærker H’s bekymring og møder H’s læber med sine fingerspidser. De er varme, og H vænner sig til trykket. Hun kan ikke lade være med at lukke øjnene og lade sig gennemlyse af abrikoserne. Varmen fra pigen strømmer over H’s ansigt, da hun nærmer sig.