At kysse under bønnekald

I det arabiske land Jordan går solen ned ved halv otte-tiden i maj. Solnedgangen er malet på himlen i varme farver, men der er få dage, hvor skyerne overdøver solens stråler. På de dage er farverne blålige, næsten kølige, på trods af at byen hovedsageligt består af brune, sandfarvede bygninger, som luner udsigten over diverse tage, når man står på en tagterrasse øverst på en af byens bakker og kigger ned.

Maghrib-bønnen er den fjerde bøn ud af de fem, der kaldes til i løbet af dagen, og den finder altid sted lige ved solnedgangstid. Det er min yndlingsbøn. Den virker mere rolig end de andre – måske på grund af farvepaletten på himlen, der gør, at den synger solen ned med gyldne stråler.

Vi sidder på en hengemt altan, hvor vi føles helt alene i verden. Solnedgangen er ellers mere storslået ved mange af byens offentlige udkigspunkter, men der kan vi ikke sidde, siger hun, ikke når det bliver mørkt. “It can be hard to live in a place, where I would never be allowed to kiss you – not even hold your hand when the sun is setting”. Og derfor gemmer sådan nogle som os sig væk, så relationen kan vinde frem, selvom det kun er i det private.

Klokken slår 19:34, maghrib-bønnen buldrer ud af moskeernes højtalere og alle gader står stille i øjeblikket. Og så kysser hun mig midt under bønnekald. Men her er det så meget mere: en konflikt, ingen taler om – som om det ene lille kys er et stille aktivistisk råb, blot fordi det finder sted 19:34.

I Jordan er det ikke ulovligt at være homoseksuel. Faktisk ligger Jordan som et lille homoseksuelt helle midt i den arabiske verden, der er kendt for at have en streng lovgivning om sådan nogle som mig. Jeg har været i blandt andet Saudi Arabien og Libanon, hvor det kan koste mig livet eller en længere fængselsstraf i systemer, der er kendt for afsoningsstraffe med tortur og kummerlige forhold. Men ikke i Jordan – her må du gerne forelske dig i mennesker af samme køn. I hvert fald ifølge lovgivningen.

Det har været lovligt siden 1951, og selvom det er over 70 år siden, at loven blev indført, så er det som om, at udviklingen stoppede samme dag i forhold til LGBT-rettigheder. Der er intet sket – man anerkender stadig ikke homoseksuelle som familier, du kan ikke blive gift eller opnå officiel partnerskabsstatus – altså en anerkendelse af, at par kan købe en bolig sammen, skrive hinanden i testamenter og lignende – og kulturelt er det stadig ikke anerkendt, hverken i religiøst eller mere sekulært aspekt.

Så er der hele aspektet med relationer og privilegier deraf som produkt af homoseksualitet. Nogle bliver opsagt på job, andre udstødt fra familien. Nogle er tvunget til at forlade landet, fordi de frygter for deres sikkerhed. Hele æresspørgsmålet gør, at seksualitet pludselig ikke kun er noget, man selv ejer, men derimod noget, som alle har købt billet ind på. Både på godt og ondt.

Den eneste lov, der er blevet lavet siden starten af 1950’erne, som angiveligt skulle have noget med LGBT-miljøet at gøre, er den lov, der handler om forstyrrelsen af den offentlige morale. Hvis man studerer den nærmere, bruges loven ofte til at kriminalisere seksualitet af særlig karakter i gadebilledet, hvilket det jordanske LGBT-miljø mener, også bruges til at kriminalisere homoseksualitet, der visuelt er til stede i det offentlige rum – ikke blot med kys og berøring, men blot ved visuelt at udtrykke sin seksualitet og kønsidentitet.

Jeg taler om lovgivningen med en homoseksuel, jordansk mand. Han er en af de få i miljøet, jeg kender, der udtrykker sin seksualitet visuelt. Han har røde negle, farve i øjenbrynene og en unaturlig mængde rød farve på hans kinder. Han mener selv, at han ikke skilter med homoseksualiteten, selvom han godt ved, at den røde farve lige så godt kunne have været et omvandrende neonskilt i en verden, hvor kønsroller og kønsudtryk er så konservative.

Han siger kun til andre, at han er homoseksuel, hvis han bliver spurgt direkte, ellers er der ingen mening med det. Sidst han sagde det højt uden at blive spurgt, mistede han alting; venner, familie, job og lejlighed.

Men han frygter ikke længere at udtrykke sig, som han gerne vil. ”Man kan selvfølgelig heller ikke miste sin familie to gange, så måske jeg bare skulle begynde at gå i dametøj også,” siger han, lettere grinende. Men for mig virker det ikke sjovt, faktisk virker det helt modbydeligt at blive nødt til at have den tilgang til, at ens familie har valgt en fra, blot på grund af en seksualitet.

Han har fundet fred med det. Hele hans opvækst har været præget af, at sådan nogle som ham var forkerte, så han forstår dem godt og bebrejder dem heller ikke for måden det blev gjort på. Min umiddelbare følelse er vrede. Jeg bliver vred over, at man kan finde fred med at miste familie, venner, arbejde og social status, fordi man er en mand, der forelskede sig i Ahmad dengang i 2018.

Jeg er ikke kun vred, jeg er også uforstående overfor hans rolige væsen. Men mens min vrede forsøger at køle af i Ammans 30 graders varme med fuld sol, forklarer han mig det hele; i denne del af verden er vi ikke nået til at være vrede, vi er stadig ved at sørge.

I den samtale bliver jeg overrumplet af min bevidsthed om alle mine privilegier, der strækker sig langt ud over blot at måtte gifte mig med en kvinde: min ret til at råbe højt og blive hørt, når jeg føler noget er uretfærdigt, min ret til aktivisme og ikke mindst retten til at føle, at det er okay ikke at være tilfreds med de rettigheder, jeg er givet.

Ethvert kys i Jordan er et udtryk for en stille aktivistisk kultur, når kysset finder sted i queer miljøer, siges det. Og jeg ser det for mig. Den stille kamp, der er så intim og hemmelighedsfuld, fordi vilkårene ikke tillader en højtråbende agenda. Kun den helt stille kamp, som virker spæd. Men også markant mere omsorgsfuld, når jeg tænker nærmere over det.

Hvis du holder din pegefinger samlet med din langefinger og kysser fingerspidserne blidt, kan du sende en gestus til en person af samme køn, der viser, at du gerne ville kysse dem, lærer jeg under mit ophold i Jordan. Et slags symbol, som kun florerer i miljøet, men som giver queer mennesker en mulighed for også at udtrykke lyst, kærlighed og omsorg i det offentlige rum.

I stedet for at lade vreden blusse frem, når det bliver umuligt for mine danske privilegier at leve i Jordan, så forsøger jeg gennem mine seks måneder i landet at lære at holde af den stille aktivisme. Jeg forsøger at gøre mig klog på den og ender med at blive blæst bag over, af hvor omsorgsfuld den er. Hvor kærlig den er og hvor stor en forskel den egentlig gør overfor de personer, aktivismen handler om.

Et kys på to fingre viser omsorg og en anerkendelse af, at det kan være svært at eksistere i et samfund, hvor du ikke er kulturelt, religiøst og egentlig heller ej juridisk velkommen. Mere end den danske vrede aktivisme gør, tror jeg. Den stille aktivisme synes mere betænksom og inkluderende – måske netop fordi den ikke er nær så vred? Men måske den heller ikke rykker lige så meget?

Under alle kys til lyden af bønnekald, jeg oplever under mine seks måneders ophold, kommer jeg i tættere kontakt med det, der burde være essensen i enhver LGBT-aktivistisk handling. Retten til at kysse, elske og flette fingre på gaden. Og ikke kun fordi det er hele LGBT-verdenen mod alle religiøse institutioner. Det kan lige så meget være LGBT-verdenen mod mine bedsteforældres generation eller politisk højreekstremistiske grupper. Det kan være mod en små-homofobisk nabo eller den gamle seksualundervisningslærer i folkeskolen, der aldrig lærte mig, at homoseksualitet var helt normalt.

Kys på fingre, et opmærksomt blik i store folkemængder eller en hånd på skulderen efter et ubehageligt tilråb; alle de ting er for mig et tegn på omsorg og det at kære for hinanden. Men det når selvfølgelig ikke ud til den brede befolkning på samme måde, som hvis jeg havde råbt højt og sagt fra. Hvis jeg havde givet udtryk for min holdning og var gået ind i diskussionen om, hvorfor det burde være lovligt.

I stedet forsøger jeg mig i det små, mens jeg bruger min tid i Jordan. Jeg forsøger at samtale om det. Tale med mine venner, som åbenlyst fortæller mig, at de synes det er mærkeligt eller forkert i en grad. Forklarer dem, hvordan det føles at være mig. Prøver at fortælle, at selvom min fremtidige kone og jeg ikke kan få børn uden hjælp, så er kærligheden vel den samme? Og den er vel også helt naturlig, når man ikke selv kan stoppe den igen? Når man ikke engang selv bestemte, at man gerne ville være homoseksuel. Og så taler vi om det, mens den stille aktivisme ser på.

Der er ingen ord på arabisk, der er indenfor emnet om at være queer. Ord som biseksuel og nonbinær eksisterer ikke. Og ordet, der betyder homoseksuel, er i samme gruppe af ord som afvigende og sindssyg, og ellers findes der et religiøst præget ord, som stammer fra en koran-passage om Sodom, der på den måde sammenligner dét at være homoseksuel med dét at have sex med dyr. På den måde skaber ord også en virkelighed. For som biseksuel eller nonbinær eksisterer du ikke. Eller i hvert fald ikke den del af dig. Og er du homoseksuel, er du gennem ord sidestillet med zoofile.

En palæstinensisk jordaner opfandt sine egne termer – sine egne arabiske ord, der kunne give ham et sprog til at udbrede den queer opbakning i den arabiske verden. For at give folk et tilhørsforhold gennem sproget og gennem ord, de kunne identificere sig med, og som ikke lå i samme semantiske felter som psykisk sygdom.

Jeg vil mene, at selv så indgribende og omfattende et projekt som at udarbejde nye ord, også er et led af den stille aktivisme. Faktisk har det samme effekt som en rolig samtale, et kys på to fingre eller dét at kysse under bønnekald. En stille handling, der giver folk mulighed for at være lige præcis det, de er, på deres modersmål også.

Alle de jordanere, jeg har mødt gennem mine seks måneder og som er en del af LGBT-miljøet på den ene eller den anden måde, siger alle sammen det samme: det er en hård skæbne at forene kultur, religion, politik og seksualitet. At det ikke går op så nemt, som man ville ønske. Alligevel synes jeg, at den modigste aktivistiske handling, jeg ser i løbet af det halve år, er når de står ved hvem de er. Måske kun i lukkede kredse, men i kredse hvori de bliver grebet af hinanden. Holdt af og passet på. Trøstet og bakket op.

Det er måske den fineste aktivisme i en sandfarvet by i Den Arabiske Verden. Den helt stille, som giver mulighed for andre ting end vrede, selvom det måske betyder, at ting går langsommere i det store hele. Men aktivismen er vel for dem, der er en del af miljøet. På den måde krammer den stille aktivisme de jordanske unge, der langsomt tør stå mere ved sig selv gennem omsorgen fra hinanden. Og hvem ved? Måske en dag vil det hele føre til, at de kan kysse hinanden på gaden, når klokken slår 19:34 og den stille maghrib-bøn lyder i højtalerne?

---

Tekst og visuelt: Ida Langæble
Redaktør: Sigrid Langgaard