Behøver kommunalpolitik at være dødkedeligt? Fest og humor farvelægger det kommunalpolitiske landskab
Kommunalpolitik er ikke lige så populært blandt danskerne som den nationale politik – specielt ikke hos de unge. Er det fordi, at kommunalpolitik i nogles øjne er en grå og kedelig verden? I så fald behøver det ikke at være sådan, lyder det fra to kommunalvalgskandidater.
Overalt hænger efterårets blade i varme farver. Træer og lygtepæle har fået selskab af valgplakater, der higer efter opmærksomheden fra borgerne i byen. På de lidt større veje hænger fem, måske ti plakater af det samme ansigt efterfulgt af et nyt. Og på de sociale medier kæmper kandidater til kommunalvalget om brugernes likes og kommentarer, som de forhåbentlig kan veksle til stemmer den 16. november.
I Greve Kommune lidt uden for København hænger Christoffer Columbus Wadil på gadelamperne i byen med festhatten som sit logo. Han er stifter og spidskandidat for partiet Party Parti, som han håber er et anderledes og mere festligt indspark i den kommunale politik.
“Glæde og farve er noget, jeg rigtig gerne vil være med til at promovere. Vi er nødt til at inkludere de her værdier i vores hverdag. De bliver nemlig tit overset,” siger Christoffer Columbus.
Den nyopstillede kandidat tror på, at man kan gøre en betydelig forskel ved at tænke anderledes og kreativt – også i valgkampagnen. Christoffer Columbus har inkluderet både T-shirtkanoner og en masse blomster til uddeling i sin valgkampagne. Noget, der forhåbentlig vil skabe opmærksomhed. Og måske er det netop det, kommunalvalget har brug for.
“Kedeligt” og “ligegyldigt” kommunalvalg
Det er ikke noget nyt, at danskerne viser en mindre interesse for kommunalpolitik end for den nationale politik. I 2017 satte 70,8 procent af de stemmeberettigede et kryds ved kommunal- og regionsrådsvalget. Til gengæld stemte hele 84,6 procent til Folketingsvalget i 2019.
Der er særligt én aldersgruppe, som viser mindre engagement i kommunalvalget end gennemsnittet – nemlig de unge. Hele 38 procent af de unge opfatter endda kommunalvalget som enten “kedeligt” eller “ligegyldigt”. Det viser en undersøgelse fra Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, Momentum.
Men hvorfor er vi ikke mere opmærksomme på de mange valgplakater, der er klistret op rundt til kommunalvalget? Måske hænger det sammen med en generel undervurdering af kommunalpolitikken og myten om en inkompetent kommune, der ikke gavner borgerne. En anden forklaring kan være en mangel på unge, ligesindede kandidater og i det hele taget en manglende repræsentation af befolkningen i byrådene. Det er nemlig noget, byrådskandidaten Hannibal Hildorf fra Frederiksberg tænker over.
Mangfoldighed i kommunalpolitik
Iført sit lilla jakkesæt og en strikket hue går Hannibal Hildorf fra Havenissepartiet (H) rundt i Frederiksberg og spreder sine politiske visioner. For ham er repræsentation og mangfoldighed noget, han har særligt fokus på, da SEIN spørger ham, hvorfor der skal være plads til det alternative og humoristiske i kommunalpolitik:
“Jeg har altid været en meget meget alsidig og sammensat person, så jeg tænker, at jeg vil være et billede på noget mangfoldighed. Og på den måde kan jeg være med til at repræsentere folk kommunalt,” siger Hannibal Hildorf.
For Hannibal Hildorf giver det god mening, at hvis man vil repræsentere så mange som muligt, skal der også være plads til mangfoldighed. Derfor skal vi ifølge ham også finde plads til alt det glædelige og humoristiske i kommunalpolitik.
Fest, humor og mangfoldighed er forskellige bud på, hvordan vi får en mere farverig valgkamp til dette års kommunalvalg. Et partinavn med havenisser i centrum er blot én måde at få opmærksomhed i kommunalvalgets ræs. Der er ikke noget svar på om T-shirtkanoner eller farverige jakkesæt er nok til at puste mere liv i kommunalvalget. Det kan være, at de sammen kan være med til at skabe noget mangfoldighed i politik. Måske handler det mest af alt bare om at gøre noget anderledes. Det mener Hannibal Hildorf fra Frederiksberg i hvert fald:
“Der er brug for, at vi får noget originalitet ind i politikken. Noget, der gør, at vi ikke bare kører i tomgang.”
Artiklen udgives i samarbejde med Tuborgfondet.
KILDER:
Hvad tænker du?