BIDRAG: Kropssprog

Hvad var inspirationen til jeres projekt?

Olivia: “I november 2019 sad Nis og jeg sammen og snakkede om en hel masse ting. Ungdomskulturen, fester, hvor der ofte sker noget krænkende for især piger, når en dreng ser sit snit til at være ubehagelig. Det er virkelig trist, når man sidder med sine veninder, og det ender i en snak om krænkelser. Der sidder aldrig en pige rundt om et bord, som ikke har oplevet det. Pludselig sendte Nis et manus til mig, som omhandlede dette tema.”

Nis: “Jeg har ikke oplevet sådan noget personligt. Jeg har ikke rigtig snakket med piger om det før heller eller været opmærksom på overgrebskulturen overhovedet, så jeg syntes, det var ret øjenåbnende at høre, at det sker for så mange. Det inspirerede mig til at ville fortælle om det.”

Hvordan greb I an at arbejde med en så sårbar historie? 

Nis: “Jeg startede med at skrive, hvad der faldt mig ind. Jeg tog udgangspunkt i de ting, jeg havde fået fortalt. Jeg ville gerne have, at filmen skulle virke ægte, og inddrog derfor personer, som selv har oplevet lignende situationer.”

Olivia: “Vi har haft så mange samtaler om den her historie. Kan vi tillade os at fortælle den? Men vi er jo netop eksperter. Vi lever i 2021, og jeg er en pige, der oplevet denne usunde kultur. Det har alle mine veninder også. Vi kender følelsen, man kan have før, efter og imens. Ved at have så mange samtaler som muligt kan man trygt bearbejde dem. Film er jo ikke et billede på, hvordan virkeligheden er, men et eksempel, på hvordan den kan være.”

Nis: “Vi har formået at holde mange døre åbne for seeren, så man selv kan gøre sig nogle tanker også og implementere sine egne oplevelser.”

Olivia: “Vores hovedperson gik oprindeligt til casting på birollen, men vi kunne rigtig godt lide Karla og ville gerne have hende i hovedrollen. Jeg ringede til hende og snakkede med hende om, hvorfor hun hellere ville være veninden og ikke Ellen. Det viste sig, at hun var bange for indkøbsvognsscenen, altså overgrebsscenen. Jeg fortalte hende om scenen skridt for skridt, og pludselig følte hun sig tryg ved det. En af de ting, som vi har snakket meget om, er, at man ikke kan se, hvad der sker hele tiden i scenen. Film behøver ikke være grafisk. I vores scene er det hjul osv., som giver seeren en fornemmelse af, hvad der sker. 

Nis: “Vi ville lave et set, hvor man føler sig tryg og kan sige fra. Man skal kunne trække folk til siden og sætte en grænse. Man skulle ikke ende i en situation, man ikke ville være i.”

Hvad har været det mest udfordrende i processen? Hvad har I brugt mest tid på at diskutere? 

Olivia: Vi har ikke diskuteret så meget, fordi Nis har været så åben. Du er kommet med et udgangspunkt, og så har du lyttet på os andre gennem hele processen. Vores største udfordring har helt sikkert været skuespillerne og at sørge for, at de skulle føle sig hundrede procent trygge. Vores overvejelser har eksempelvis været scene 6, overgrebsscenen, som vi faktisk har koreograferet. Så kunne skuespillerne følge koreografien, så de vidste, hvad der præcis skulle ske. Det havde vi allerede i tankerne, inden vi begyndte at caste.

Hvad har været det mest givende? Hvad har I lært i hver jeres individuelle roller? Som producer og instruktør? 

Nis: “Jeg har lært meget om overgrebskulturen i løbet af produktionen,og hørt andre kvinder og pigers reaktioner på filmen. De kan nikke genkendende til, at det er noget, som eksisterer.

Olivia: “Det er første gang, jeg er producer. Jeg har derfor fået meget mere kendskab til processen. Det har været nogle intense dage på set, men det var en fed stemning, hvor vi var samlet så mange unge mennesker, som sammen arbejdede alvorligt omkring et projekt. I pausen hyggede vi bare og var unge mennesker. Der var nogle euforiske øjeblikke!

Nis: “Det var fedt, at der ikke var nogen voksne, som sagde: ‘Arh, det virker ikke, det her. Skal vi ikke gøre sådan her?’ Det fungerer bare meget bedre, at spørge de unge, om noget fungerer, i stedet for at skulle rette sig ind efter nogle voksnes mening. Fedt at være drevet af lyst til at fortælle og ikke pligt som i skolen.”

Nis: “Det er min første rigtige film som instruktør og manusforfatter. Jeg har lært meget af alt det ansvar, vi har haft. Der har været ret flydende roller mellem Olivia og mig. Vi har komplementeret hinanden ret fint.

Olivia: “Jeg har fået rigtig meget respekt for producere, efter vi har lavet Kropssprog. Jeg har fundet ud af, hvor omfattende den rolle er, men også hvor godt jeg kunne lide det. Det var først langt inde i processen, at vi fandt ud af, at min rolle skulle være producer. Jeg kan ret godt lide at have det overblik! Jeg kan mærke, at jeg skal undersøge den rolle lidt mere.

Hvad har været fordele og ulemper ved at producere en film som venner også? Hvad har I lært om gruppearbejde, og hvordan har I fået samlet hele jeres hold? 

Nis: “Fotografen Kasper kom ret hurtigt ind over. Han var med fra starten uden at have noget som sådan at lave. Jeg spurgte i vennegruppen og forhørte mig ved Station Next, og der var ret mange, der gerne ville være med. Vi fik spurgt folk, inden vi kunne se, hvad projektet egentlig blev til. Alle på crew var på, inden vi fik støtte. Folk vidste ikke rigtig, hvad de havde sagt ja til. Jeg var venner med alle, før vi startede produktionen, bortset fra to, og skuespillerne. Det var ret lækkert, fordi man nemmere kunne tillade sig at være ærlig og undgå at støde andre.”

Olivia: “Projektet blev også meget større, end vi havde regnet med. Jeg har søgt støtte så mange gange uden at få det, så jeg turde heller ikke håbe på det denne gang. Det var bare en snebold, som rullede! Pludselig fik vi produktionsstøtte, og så skulle der lægges en plan. Der gik det op for os, at vi fik muligheden for at lave noget fedt! På de produktioner, jeg har været på, har vi højst været fem og alle været venner. Nu har jeg skullet holde mig til min egen funktion, hvor jeg førhen var vant til, at der var plads til, at man kunne være lidt alle roller. Det har været fedt nu at lave gruppearbejde, hvor alle har været passionerede omkring projektet.”

Nis: “Vi ville også have en plan for, hvis vi ikke fik støtte. Så ville vi bare tage Kaspers kamera og låne skolens stativ og lampe. Vi var også klar på at lave en film med det, som vi bare lige havde. Vi kunne jo heller ikke skrive, at vi havde lavet megamange film inden eller vundet nogen som helst priser… Vi blev SÅ glade, da vi fik støtten! Jeg har altid godt kunnet lide at lave gruppearbejde. Det er svært at træffe beslutninger om, hvad der skal ske, så det er dejligt at have andre ind over de beslutninger.”

Hvorfor er jeres film relevant og vigtig lige nu? Hvad gør jeres film unik?  

Nis: “Det er helt klart unikt, at den udelukkende er lavet af unge. Der er ingen voksne, som har været ind over. Vi fortæller en historie om os!

Olivia: “Vi har brugt så meget energi i processen. Det har været vigtigt for os at finde ud af, hvorfor vi gør, hvad vi gør.  Da vi begyndte at arbejde på filmen, var der ikke en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, hvilket vi var vrede over. Ikke fordi Kropssprog har været en del af samtykkeloven, men den kommenterer den kultur. 60 piger i Danmark kommer hver dag ud for dette. Kortfilmen handler om at skabe en debat og ændre kulturen, hvilket Sex & Samtykke så en mulighed i, og de brugte kortfilmen i uge 6, hvor de lagde op til debat i folkeskolen. Ofrene skal ikke stå alene. Alle skal tale om det for at ændre kulturen. Det skal ske nu! Det er lettere at forebygge end at fikse en masse bagefter.”

Hvem er jeres målgruppe, og hvad håber I, folk får ud af jeres film, når de ser den?

Olivia: “Vi har tænkt, at målgruppen var 9. klasse/1.g og efterskoler hovedsageligt, men filmen kan også være vigtig for udskolingen i folkeskolen. Seksualundervisningen i udskolingen er overfladisk. Det er vigtigt at inkludere en samtale om grænser og samtykke, når man taler om sex med unge mennesker.”

Nis: “Vi er jo 19, så målgruppen er folk på vores egen alder og lidt yngre og lidt ældre. Det er den alder, hvor man kan begynde at have en samtale om, hvilken kultur man er en del af, og hvilken man gerne vil være en del af.”

Hvad er næste skridt for jer? Hvad arbejder I på lige nu? 

Olivia: “Vi er lige startet på et nyt projekt sammen. Vi er ved at nå slutningen af 3.g, og vi ved ikke, om vi bliver spredt for alle vinde. Det er fedt, men også lidt hårdt at skulle give slip på Kropssprog. Nis og jeg er blevet glade for at lave film sammen!”

Lidt fra resten af Kropssprog-holdet:

Beskriv oplevelsen, du har haft med at lave film med andre unge?

Sabina (Clara, birolle): Det var på en måde syret at kunne grine og joke om fx skole det ene øjeblik (med både cast og crew) til lige pludselig at gå i “prof-mode” og arbejde. Kontrasten mellem arbejds- og fritids-/pausemoments viste, hvor seriøst projektet blev taget, samtidig med hvor meget folk nød at være der. 

Mathias (Simon, birolle): Jeg synes, at det har været enormt trygt og anerkendende at lave film med andre unge, der deler samme interesser som en selv. Det er et rart miljø at være kreativ i, fordi vi snakker samme sprog. Kemien og ambitionen mellem unge bliver helt speciel på det tidspunkt, man er samlet for at gøre en forskel og skabe noget sammen. Det er unikt og kunstnerisk virkelig givende. 

Frida (indspilnings- og produktionsleder): Det har været en virkelig god oplevelse at lave film med andre unge. Det har været virkelig lærerigt og spændende, fordi man samarbejder på en helt anden måde. Det har været fedt at se, hvordan holdet har arbejdet som én funktion i stedet for en masse individuelle funktioner, der arbejder uafhængige og upårviket af hinanden. Der er blevet løst problemer og skabt fantastiske ideer. Det er et samarbejde, der er foregået mellem både cast og crew, og det kunne ikke have været bedre. 

Mads (tonemester): Det var helt sikkert en af de bedste oplevelser, jeg har haft inden for film. Det var helt utroligt at være ombord på settet og klar til at engagere sig i fællesskab om at visualisere denne fantastiske fortælling. I betragtning af at der stadig var restriktioner under selve produktionen, så formåede vi alligevel at få fire dage fyldt med hygge, grin og generelt nogle fede dage sammen. Folk var virkelig omhyggelige, og der blev sørget for, at den gode stemning altid blev vedligeholdt. 

Carla Adele (Ellen, hovedrolle): Jeg synes, at det var en utrolig unik oplevelse at arbejde med så mange ambitiøse unge mennesker. Der herskede en utrolig seriøsitet på settet, og jeg blev hver dag imponeret over den professionalisme, som alle viste. Det, at vi alle er unge mennesker, gjorde, at det var let at tage hinanden seriøst. På settet af kropssprog var vi ikke de der ”uerfarne unge”, der ikke ved en skid om film. Vi var hinandens kollegaer, og uanset hvor meget erfaring man havde, så havde vi fuldkommen respekt overfor hinanden. Der var plads til, at vi lærte hver dag, og jeg følte mig personlig tryg i at lave fejl og udvikle mig hen over optagelserne, netop fordi jeg var omringet af unge mennesker som mig selv. 

Andre generelle tanker om projektet?

Sabina (Clara, birolle): Noget af det mest iøjnefaldende ved hele Kropssprog-projektet har været det enorme engagement. Idéen og visionen med kortfilmen var lysende klar helt fra dag 1 med manusgennemlæsning til langt efter kortfilmens premiere. Det var enormt betryggende, hvor meget tjek-på-det og fokus på at inddrage alle på idéen, der var. 

Mathias (Simon, birolle): Kropssprog er lavet fra unge, om unge, til unge. Det er imponerende, hvor professionelt det hele er blevet håndteret fra start til slut. Man skal ikke undervurdere unge mennesker med klare ideer og visioner. Det her projekt har ikke kun haft til formål at skulle lave en film, men også at give anledning til debat og diskussioner i form af undervisningsmateriale i uge sex. Der var styr på alt og alle detaljer. Dialogen mellem skuespillere og crewet har været super god, alle har bidraget med deres.

Frida (indspilnings- og produktionsleder): Kropssprog har været en fornøjelse at være en del af, fordi det er en film, der handler om unge og mange af de ting, det indebærer at være ung. Det er vigtigt og fedt at være en del af noget, man på visse punkter kan spejle sig i. Og ved at være på en film sammen med en masse andre, som man kan mærke har det på samme måde, bliver man kun mere inspireret og motiveret, og kærligheden til filmen bliver kun større.