Bidrag: Moster Annas demens efterlader mig det bedste i glimt

Jeg kalder hende moster Anna, selvom hun egentlig er min mors moster. Hun har været en fast del af hele min opvækst. En ekstra bedsteforælder. Siddende ved siden af mig på Bones til fødselsdag og gratis softice eller over for mig i sit køkken til pålægschokolademadder og barndomsfortællinger.

Vi er hendes børnebørn. Det har der aldrig været nogen tvivl om.

For omkring halvandet år siden blev moster Anna udredt for demens. Vi vidste det godt, og vi havde i over et år kæmpet en kamp for, at hun skulle udredes. Jo tidligere hun kunne få behandling desto bedre. Sygdommen kan på nuværende tidspunkt nemlig ikke kureres, men medicin kan bremse udviklingen.

Demens piller et menneske i stykker indefra. Som når et barn helst spiser det bløde i en skive franskbrød først. Små bidder ad gangen, indtil kun den hårde skorpe ligger efterladt på tallerkenen. Som et hus for sygdommen står kroppen til sidst tilbage, men det liv, som kroppen har levet, er væk.

Demensen kaprer mennesket, men jeg nægter at lade den definere moster Anna.

Jeg mindes et foderhus, jeg engang lavede til hende som fødselsdagsgave. Det står stadig i hendes indkørsel, i buskadset til venstre for den grusbelagte vej til carporten.

Jeg lavede foderhuset for længe siden. Dengang var alt mere simpelt, og jeg var stadig et barn, som ikke behøvede at hæfte sig ved, om der skulle stå 71 eller 72 år på fødselsdagskortet. Jeg tror endda, jeg havde skrevet forkert.

For mig er kortet det stærkeste minde om foderhuset. Ikke kortet i sig selv, men overleveringen. Jeg havde brugt lang tid på at skrive det fødselsdagskort, som skulle følge med min helt egen og personlige fødselsdagsgave til moster Anna.

Der stod mange ting, som en cirka-10-årig ville skrive i et fødselsdagskort. Men vigtigst af alt stod der tre ord, som vi ikke ofte har udvekslet, men har mærket i små berøringer, kram, varme blikke og grin efter sarkastiske kommentarer. 

Jeg kunne se det i hendes blik, da hun læste ordene ”jeg elsker dig”, og jeg kunne mærke svaret i varmen fra krammet, der kom derefter. Kort efter fødselsdagen var foderhuset sat op på en pæl i buskadset i indkørslen. Lige uden for køkkenvinduet, så hun kunne se det fra det lille spisebord til to.

Huset står der stadig og er blevet et symbol på en tid, der er forbi. En tid med simpelhed og udødelighed. Også mest af alt en tid med kærlighed, men kærligheden består også.

Den består i strøg på armen, når vi snakker sammen. Den består i øjenkontakt, hvor jeg kan se ind til hende, når lyset falder rigtigt. Den består i den lille, genkendelige stemme, som fra en hospitalsseng stadig spørger: “Har du det så også godt?”

Men simpelheden og mest af alt udødeligheden har tiden taget fra os. Ikke i et snuptag, som man ser vinden tage faldne efterårsblade, men langsomt og snigende, så vi ikke kunne nå at sætte pris på alt det, som vi nu har mistet.

Men demensen skal ikke definere moster Anna. Jeg begræder alle dem, som ikke får lov at møde det varme, kærlige, sjove, sarkastiske, kloge og fantastiske menneske, som hun er.

Hun er bestemt, men aldrig over for sine børnebørn. Hun køber pålægschokolade, hver gang hun skal købe ind, fordi hun skal være sikker på, at der er noget, når min lillebror, Mattis, kommer på besøg før guitarundervisning.

Hun snakker ofte om dengang, vores familiehund var hvalp og lagde sig til at sove på hendes fødder under spisebordet i stuen. Hun køber tredive små gaver ind til pakkeleg og pakker dem fint ind i fem forskellige slags gavepapir, så man kan se, hvilke der skal frem i samme runde.

Hun udpeger på lang afstand, når man har et nyt smykke på, og påpeger, hvilken ædelsten der er i. Hun bor hos og passer på sine forældre, til de ikke længere kan bo på deres store gårdejendom. Hun lover min morfar på hans dødsleje, at hun vil passe på min mormor, og hun overholder det. 

Hun er ikke en person, der udtrykker sin kærlighed med ord, men vi har aldrig været i tvivl.

Jeg skriver om hende i nutid, for hun er her stadig. Vi ser hende i glimt, selvom der efterhånden er langt imellem dem. Men de beviser, at hun er her. Man kan se det i hendes øjne, når hun bryder igennem til overfladen. Ligesom man kan se det, når hun forsvinder igen.

Nogle gange er øjeblikkene minutlange. Da snakker hun oftest om, at hun gerne vil herfra. Så græder jeg, når jeg kører hjemad på Silkeborgmotorvejen i hendes lille blå bil. Andre gange er det ganske korte glimt. Da retter hun os, når vi andre ikke kan huske, hvad området, der udgør hælen på “Støvlelandet”, hedder. Så griner vi, fascineres og giver hende ret.

Der står små engle rundt omkring i hele hendes hus. Alligevel siger hun til mig i et telefonopkald, at det eneste, hun vil have med i himlen ”forhåbentlig snart”, skal være den lille seddel på stikkontakten til fjernsynet, hvor der står ”må ikke slukkes”.

Det har jeg lovet at sørge for. Jeg ved ikke, hvornår jeg skal sige farvel. Jeg ved ikke, om jeg allerede burde have sagt farvel. For hun sidder jo lige der og smiler, men hun er så langt væk.

Jeg savner hende, mens jeg sidder over for hende. Samtidig knuger jeg mig til hvert mindste tegn på, at jeg ikke har mistet hende endnu.

Tekst: Rosa Bundgaard-Laursen

Redaktør: Viola Westh