Bidrag: Serbisk jul, nytår og demonstration? – Del 1
I Serbien har der siden november været store demonstrationer og uroligheder. Det skyldes utilfredshed med den serbiske regering. Mette har tilbragt den sidste uge af 2024 i landet, og skriver i to indlæg om sine oplevelser. Dette er første del.
“Du tager simpelthen ikke til demonstration, når du er dernede, Mette!”
Sådan sagde min mor til mig for få dage siden, da vi snakkede om min kommende tur til Serbien. Hun sagde det, fordi jeg viste hende billeder og videoer af demonstrationen søndag den 22. december.
Mindst 100.000 mennesker var mødt op for at holde 15 minutters stilhed. De 15 minutters stilhed afholdte de for de 15 mennesker, der døde den 1. november 2024, da halvtaget på en togstation i Novi Sad, Serbiens næststørste by, styrtede sammen.
Demonstranterne, som primært er studerende, er vrede over, at ingen påtager sig ansvaret for ulykken. Selvom to ministre i den serbiske regering er gået af, er dette ikke nok for demonstranterne på universiteter og gymnasier Serbien over.
Regeringens modsvar på protesterne har været at give de studerende en tidligere juleferie i håbet om, at demonstrationerne blæser over.
Men det er ikke første gang, serbere er gået på gaden i nyere tid for at protestere over præsident Aleksandar Vučić og hans regering.
For at forstå, hvad der er på spil ved denne bølge af demonstrationer, og hvorfor den er anderledes end andre demonstrationer, vi har set fra serbernes side de seneste år, må vi gå tilbage til maj 2023.
Min deltagelse skete mest af alt ved et tilfælde.
Jeg opholdt mig i foråret og sommeren 2023 i Beograd, hvor jeg boede og arbejdede på et hostel. Den 3. maj vågnede jeg til nyheden om et skoleskyderi. Skyderiet i Varcar, en bydel i Beograd, var det første i hele det vestlige Balkan. Dagen efter skyderiet fandt endnu et masseskyderi sted, denne gang i en landsby syd for Beograd.
17 mennesker døde på under 48 timer.
Privatfoto
Jeg deltog selv i den første demonstration, der fulgte i kølvandet på skyderierne. Min deltagelse skete mest af alt ved et tilfælde.
Min ven og jeg havde drukket en eftermiddagsøl på vores yndlingsbar. Da vi kom ud på gaden og så demonstrationen ledt af Serbia Against Violence, fulgte vi med.
Sommeren over så vi demonstrationerne samle sig foran regeringens hovedsæde hver fredag, men vi så også, at de langsomt ebbede ud, efterhånden som efteråret kom.
Herefter kom valget. Vučićs regering, som blev genvalgt ved parlamentsvalget i december 2023, blev beskyldt for valgfusk og mødt med stor utilfredshed. Valgobservatører blev udsat for angreb, og borgere blev kørt fra den serbiske republik Srpska til Beograd for at stemme på regeringen.
Men jeg så også, hvordan de dansede i gaderne og spillede volleyball på boulevarden. Det bevægede mig.
Efter stemmerne blev optalt og Vučić løb med sejren, demonstrerede serberne igen. Jeg så, hvordan mine serbiske venner brugte juledagene på at råbe af politiet og forlange en regering, som ikke var korrupt.
Men jeg så også, hvordan de dansede i gaderne og spillede volleyball på boulevarden. Det bevægede mig.
Men demonstrationerne – både dengang og nu – er ikke kun en drøm om demokrati og en bedre regering. Det er også en risiko, man løber.
Det er i en undersøgelse fra Amnesty kommet frem, at den serbiske regering overvåger telefoner tilhørende demonstranter og andre, der er imod styret. I sidste uge blev demonstranter angrebet og forsøgt påkørt i Novi Sad.
De kan ikke vælge at blive væk. Det er deres kamp. Men det får mig til at overveje, om det er min.
Dette leder min mor til at sige, at hun ikke vil have, at jeg tager til demonstrationer, når jeg flyver til Serbien for at holde nytår og ortodoks jul om en uge.
Jeg forstår hendes bekymring, men samtidig ser jeg mine venner kæmpe for et mere retfærdigt Serbien. De kan ikke vælge at blive væk. Det er deres kamp. Men det får mig til at overveje, om det er min.
Skal jeg støtte mine venner og gå på gaden med dem, for en sag, jeg tror på i et land, jeg ser som mit andet hjem? Eller skal jeg drikke en kop kaffe og blive hjemme, når demonstranterne samles, for det er jo ikke mit ansvar. Vi har jo demokrati i Danmark.
Hvordan forklarer jeg det til mine venner? Omvendt kan jeg reelt sætte mig selv i en farlig position, men er det det værd? Alle disse tanker flyver rundt i mit hoved. Om jeg tager til demonstrationerne eller ej, kan ingen svare på, før jeg står i Beograd.
I hører fra mig.
solidaritet med serberne, selvfølgelig skal man deltage i demonstrationerne, deres problemer er vores alles problemer
god artikel mette