BoOooO! Jeg er blevet ghostet
Har du nogensinde kastet noget op i luften, som ingen griber? Måske sagt noget højt, som ingen svarer på? Eller har du også bare sendt en besked – eller syv – afsted til et menneske på det store internet, som du aldrig har fået svar på? I så fald kan du finde trøst lige her: i Ida’s historie om at møde et spøgelse på internettet og efterfølgende klynge sig til tvivl, kaostanker og andre horrible og til tider ynkelige tiltag. For at holde fast, mens man i virkeligheden bare bliver ghostet som så mange andre.
Visuelt af Frida Bjerregaard Poulsen
Som så mange andre er jeg en flittig bruger af internettets mange muligheder, og dermed er jeg også havnet på diverse online dating-apps. Det kan være hvilken som helst, men primært bruger jeg Tinder, som er et virtuelt gedemarked for singler med commitment issues.
Som en del af ”Generation Internet” har jeg i den grad udforsket det verdensomspændende internet med alt, hvad det indeholder – herunder også datingmarkedet i alle former og fra helt ung og grøn online dater. Min første NK var på goSupermodel, og den relation var uden synderligt meget indhold og bestod mest af beskeder som:
”Laver? :i”
”Ikk’ så meget. Dig? xD”
”Keder o.O”
Alle, der var en del af de tidlige kommunikationsmuligheder på internettet, kan garanteret genkende dem. Eller også har du sikkert skrevet dem på din Nokia, mens du holdt pause fra at spille Snake, som var det eneste andet, der var at lave på den telefon – udover at ringe eller at sende en SMS.
Dengang med telefonisk, ligegyldig kommunikation og NK’er minder mig uhyggeligt meget om den online dating, jeg i dag befinder mig i på det nu endnu større internet. Som i dag også er på min telefon. Så det hele tiden vibrerer i min bukselomme og minder mig om min elendige datinghistorik.
Jeg har egentlig aldrig tænkt over, at mine nuværende virtuelle dates minder mig om dengang, min NK skrev en kærlighedserklæring på sin goBlog. For jeg har jo ”voksen-datet” de seneste par år og ikke bare skrevet med en tegneseriefigur i et forum på nettet. Og selvom det til tider føles, som om små blå talebobler, en bitmoji og et væld af emojis godt kan kategoriseres som en online tegneseriefigur, er det ikke helt det samme. Det føles mere nært og ikke helt så virtuelt, at jeg skal gennem syv firewalls for at finde frem til, hvad de virkelig hedder.
Første gang, jeg blev ghostet, var da min daværende NK slettede sin bruger på goSupermodel. Så var det bare slut. Og jeg finder aldrig ud af, hvem SuperSarah3854 er. En evig klinke i mit skrøbelige 13-årige hjerte. Men nu har jeg fundet en 23-årig version af SuperSarah3854. Mit helt eget voksen-dating-spøgelse.
Gud holdt hviledag på en søndag, og jeg skulle have været på date med en, jeg havde skrevet med, mere end jeg plejer at gøre. Endda set hende før i kød og blod. Hun virkede helt normal – og måske endda også klog og sød og andre gode ting, som, jeg synes, er vigtige i en romantisk relation. Det viste sig så, at min hjerne absolut ikke skulle holde hviledag på en ellers solrig søndag engang i sensommeren.
Jeg gik og ventede på, at klokken slog 12, hvor vi skulle mødes. Jeg skrev en besked. Skulle jeg hente hende? Hvor skulle vi mødes? Intet svar. Og da klokken slog fem-minutter-efter-planlagt-aftale, påbegyndte jeg min bekymringsproces, som, jeg ikke anede, ville vare en uges tid. I løbet af den uge ringer ingen alarmklokker, der har noget at gøre med, at det er mig, der faktisk er grunden til, at jeg intet svar har fået.
Det blev mandag, og jeg fik skrevet, at det var okay, hvis overskuddet var lavt, men at jeg håbede, at alt var okay hos hende. Hun skulle bare tage sig al den tid, hun havde brug for, hvis hendes kalender var fuld af tunge aftaler. Med sidstnævnte besked mente jeg dog ikke helt, at hun skulle tage sig så lang tid, at jeg stadig i dag intet svar har fået.
Som dagene gik, steg bekymringen. ”Var hendes hund død?” var nok i den milde del af bekymringsspektret. Var det, fordi nogen i familien var død, eller måske hun selv lå i koma? Jeg fik sendt min første ugennemtænkte besked afsted: ”Jeg ville bare tjekke ind og høre, om alle er i live? Dem, du holder af og nok er jeg også lidt bange for, at der er sket dig noget.”
Stadig intet svar og snart var der gået en uge, siden jeg havde sendt min første tåkrummende besked afsted. Nu cirkulerede tankerne om noget helt andet end hende. Tankerne var nået over på egen banehalvdel her i anden halvleg af ghosting-processen. Det måtte være mig, der havde sagt noget ud over alle grænser. Jeg måtte være både led og ond og grænseoverskridende. Og jeg var helt sikker på, at jeg i den grad var det værste fund af et ynkeligt menneske på Tinder – af alle, hun nogensinde havde swipet til højre. Men alligevel kom fornuften op i mig igen; ”Det kunne også være, at hun har fået stjålet sin telefon i et væbnet røveri.”
Jeg følte mig både åndssvag og fjollet over det, at jeg havde tænkt så mange tanker om min egen adfærd. For jeg kunne jo ikke have skrevet noget i de 9 timer, der gik, fra hun skrev, at hun glædede sig til at se mig, til at vi skulle mødes dagen efter. Hvoraf syv af de timer foregik i rolig nattesøvn.
Da jeg lufter kaostankerne for min ven, får jeg svaret: ”Er du sikker på, at du ikke bare bliver ghostet?”
Jeg var helt sikker. Ghostet bliver man ikke i en alder af 23. Og så ramte virkeligheden mig. Alle bliver ghostet. Eller næsten i hvert fald – jeg har svært ved at forestille mig Madonna eller Alex Vanopslagh blive ghostet. Og lige der faldt mit selvværd til jorden. Det var jo mig, hun smed tilbage i swipe-kataloget. Hun var logget ud af vores relation uden lige at sende en ked-af-det-emoji på vejen.
Hun var logget ud af vores relation uden lige at sende en ked-af-det-emoji på vejen.
Jeg troede faktisk ikke, at det var noget, der skete. Jeg var overbevist om, at det var én ud af tusindvis af mennesker, der bare sådan stoppede med at svare fra den ene dag til den anden. Men efter grundig, undersøgende empiri i min egen omgangskreds viser det sig, at vi jo faktisk er en hel hær af folk, der er blevet ghostet online.
Det at grine over mit tragiske forsøg på at danne en relation gennem ord i teknologiens verden er noget, jeg har lært. For det er virkelig tragisk, når en overtænker-hjerne ikke får klart svar. Og så er det faktisk også rigtig sjovt, når man lige har fået afstand til alle sine ynkelige beskeder om, hvorvidt alt er okay, eller om deres mormor er død, siden de ikke svarer.
Efter en uge havde jeg nået at sende syv beskeder, som i bakspejlet virker enormt ynkelige, når man tænker på, at hun egentlig bare ville ønske, at jeg stoppede med at skrive. Jeg gik ind i en fase med for meget selvindsigt, som mange af mine ghostede venner kan nikke genkendende til. Der, hvor man føler sig som det mest usle menneske ud af alle med en Tinder-profil. Hvor man føler sig ubehageligt led af en grund, man ikke kan komme i tanke om. Og pludselig ser man heller ikke lige så fin ud som ugen før, hvor man beundrede sommergløden i sine kinder, der var røde af en hel sommers frisk luft. Pludselig er man ikke guld, der er smidt på gaden. Nu er man bare ethvert stykke gennemtygget tyggegummi, der snart er trådt helt fast i et vådt efterårsfortov. Helt uden sommerglød i kinderne og helt uden selvværd.
Men står du der og føler dig helt alene i din ghosting, så frygt ej; Ligesom med tyggegummiet, så er der masser af sådan nogle som os. Og du kan sagtens lære at grine af det. For hvor vildt er det lige at gå rundt og tænke trafikuheld og andre ulykker, når dit internetspøgelse sikkert bare spiser spegepølsemadder til frokost og snubler lidt over sine egne fødder under en travl gåtur? Og vigtigst af alt; hvor vildt er det lige at gå og tænke, at du er både dum og grim og helt vildt uelskværdig, når dit spøgelse swiper videre til højre i al sin konfliktskyhed?
Her små tre måneder efter, at jeg bombarderede et fremmed menneske på internettet med bekymrede beskeder, har jeg fundet ud af, at folk sender dem hver evig eneste dag. Mens der hver dag også findes de, der ikke svarer andre mennesker og nu efterlader os med vores miserable aftryk på internettet i al evighed. Man kunne håbe, at internettet ikke glemmer karma, men danner algoritmer, der matcher mit spøgelse med dit. Hvem mon ghoster først i sådan en situation?
Hvad tænker du?