Daniel fra Rudme Festival: Jeg ved bare, at når jeg bliver 60-70 år, så kommer det her til at være ungdomsminderne

Foran mig stikker min veninde Idas rødbrune krøller ud bag passagersædet. Så et andet sæt krøller bag førersædet, der tilhører Rasmus, Idas kæreste. De skal begge på Rudme Festival og har tilbudt mig et lift derhen.

På en måde er jeg lettet. Jeg havde ikke så meget lyst til at sidde i toget alene blandt vennegrupper med fuld oppakning, telte, soveposer, rygsække og måske et par rammer øl. Jeg skal kun være der én dag ud af de tre dage, festivalen ellers strækker sig over – sådan er det blevet. Jeg vidste ikke, at jeg i slutningen af dagen ville fortryde min planlægning. Vidste ikke, at jeg ville blive tryllebundet af Rudme Festival og alt, hvad det indebærer.

Jeg går med Ida, som har et kamera dinglende fra halsen. Med det skal hun hjælpe mig med at portrættere Daniel og Rudme Festival. Vi møder Daniel Sand Olsen ved madboden. Vi snakker, mens han fører os op gennem festivalpladsen til et sted med ro. Eller rettere sagt: Daniel og Ida snakker. Jeg lytter, så godt jeg nu kan, mens omgivelserne suger min opmærksomhed til sig. Scenen, mikrofonen med solsikker snoet omkring sig, flagstængerne besmykket med svævende lyskæder, de farverige skilte på boderne og menneskene. Ikke mindst menneskene: de smukke, unge mennesker.

Daniel sidder foran mig. Med benene krydsede, et stort smil og så en mere eftertænksom mine, da jeg spørger ham, om han vil fortælle lidt om sig selv. Daniel har en bachelor i International Migration and Ethnic Relations og en studenterstilling i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han arbejder med frivillighed og partnerskaber. Og så spiller han i øvrigt i et band og sidder i Rudme Festivals bestyrelse. “Jeg har lavet rigtig meget frivilligt arbejde ude i verden og synes, det er den vej, jeg skal,” fortæller han.

Vi er ikke engang nået til at snakke om Rudme Festival, før det giver mening for mig, hvorfor Daniel har engageret sig i festivalen. Musik og frivillighed forekommer at være to hovedelementer i Daniels liv, som sammen skaber en form for større mening i hans hverdag. Men hvad er Rudme Festival egentlig for et projekt?

“Rudme Festival startede som et projekt, hvor vi havde lyst til at lave en fest for vores venner og bruge vores sommerferie på at arrangere noget, som folk kunne komme til og engagere sig i. På den måde havde vi også en undskyldning for at samle og være sammen med vores venner. Og så er det bare vokset helt utroligt meget og blevet til alt det her.”

Jeg ser mig omkring. Ser det, som Daniel beskriver som “alt det her.” “Alt det her” er en festivalplads med sjæl. Over de mange hoveder glinser lange, farverige strimler af konfetti fra snore spændt op mellem flagstænger og træer. De blafrer i vinden, men det høres ikke. I stedet fyldes lydbilledet af et virvar af livlige stemmer. Et par venner siger hej til hinanden foran madboden. Øllen skvulper over kanten, da de skåler; Den blander sig med dugdråberne på kruset. Det hele synes at flyde sammen til ét stort smil. Et stort smil, som startede en sommer, hvor en gruppe venner havde lyst til at skabe noget for og sammen med hinanden.

“Det er et projekt, hvor vi prøver at fremme et mangfoldigt fællesskab. Det er også nogle store ord, ikke? Det er ikke noget, vi snakker så meget om. Men at prøve at gøre det til en virkelig rar oplevelse at være på festival generelt. Der er enormt meget kærlighed i at skabe festivalen.”

Fællesskab, mangfoldighed, kærlighed. Ord, der forekommer store for hvad der egentlig er en lille festival i en lille by med cirka 1.000 festivalgæster. Men det er ikke små ting, som Daniel og alle de frivillige bag Rudme Festival bidrager med.

“Altså, vi er på Fyn. Vi er i Rudme, hvor stationen i mange år har været lukningstruet, fordi der ikke har været nok, der stod af på Rudme station. Nu snakker vi om muligheden for at sætte flere toge ind under festivalen. Så det er ret fedt at kunne bidrage med, at der kommer en masse unge mennesker til Rudme. Det skaber også bare en anden sammenhængskraft her.”

Jeg forestiller mig strækningen fra Rudme Station til Rudme Festival. I fugleperspektiv ser jeg alle de unge mennesker bevæge sig på vejene langs markerne. Hvor der før var stille, er der nu liv i en sådan overflod, at energien tager form af en luftig mur, der med hvert et skridt og hver en nyankommen sjæl sendes længere udover Rudme bys marker og tage.

Video af Ida Bedsted

Ifølge Daniel er hver en sjæl her okay med, at der kan komme komplikationer under festivalen. At der kan være mangel på toiletter, mad eller kaffe om morgenen. Inden festivalen åbnede, væltede et regnskyl ned over Rudme og det lille, græsklædte område foran festivalpladsen. Festivalgæsternes kondisko sank ned i det brunbløde underlag, før hegnet blev væltet og pladsen åbenbarede sig. Det er sjældent, man smiler, når man løber, men det gjorde Rudme Festivals gæster altså, mens de kæmpede sig gennem mudderet og mod den farvestrålende festivalplads.

“Der er jo udfordringer nærmest en gang i timen under festivalen. Vi har lige fundet ud af, at vi ikke har lukket af til cirkusteltets tag, så der ryger vand ned, når det regner. Det er en udfordring. Vi skal have et klaver herned, som også er en udfordring. Fordi det ved vi ikke lige, hvordan vi gør. Der er hele tiden noget.”

Selvom komplikationer kan give anledning til besvær, er det det, Rudme Festival er vokset af. Faktisk har de lært i en sådan grad, at de nu kan dele ud af deres erfaringer i den ungdomskulturelle forening Ung Kult.

Ung Kult er en forening, der samler unge kulturelle miljøer i et stort netværk og giver mulighed for sparring og erfarings-deling. Foreningen arbejder for at skabe bedre forhold for unge kunst- og kulturskabere. Samtidig arbejder de med at styrke det lokale engagement i udviklingen af ungekultur uden for de danske storbyer. Et af Ung Kults vigtigste fokusområder er at sikre medlems-miljøernes overlevelse ved blandt andet at skabe bevidsthed om vigtigheden af rekruttering af frivillige og god frivilligpleje.

Daniel forklarer, at deres samarbejde med Ung Kult stadig er ret nyt og ved at udvikle sig. På trods af dette, får jeg fornemmelsen af, at holdet bag Rudme Festival har høstet et par blomster af det spirende samarbejde. På Ung Kults årlige kulturmøde, Kulturmøde Mors, var der mange, der havde hørt om Rudme Festival, fortæller Daniel.

“Vi var lige pludselig nogle, folk kendte. Vi var de erfarne. Så jeg tror, at vores samarbejde med dem har gjort, at vi føler os lidt mere professionelle. Vi føler i hvert fald, at vi har nogle erfaringer, vi kan give videre. Og vi fik også meget ud af det. Det er fedt at kunne spørge nogen til råds i forhold til foreningslivet. Fordi det er jo en forening: Rudme Festival. Der er så mange ting i ‘forenings-jargonen’, hvor Ung Kult er ret gode til at tage det ned på et niveau, hvor det bliver lidt mere spiseligt, synes jeg.”

Jeg spiser nachos med ost og salsa. Det var ikke den lille sult, der drev mig til boden, men det håndmalede skilt over den. “Så der mam,” står der med brogede blokbogstaver formet af grønsager. En aubergine, en chili og en porre udgør a’et. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvem der har malet skiltet, og hvor lang tid det har taget. Måske sad de tre mennesker i græsset bøjet over skiltet i et par timer en sommerdag og endte med solskoldede nakker og maling i ansigtet. Daniel fortæller mig, at det var de frivillige, der fik idéerne til de farvestrålende skilte. Og at de gik i gang med at lave dem helt af sig selv. Og det er netop dét gåpåmod, der er noget af det bedste ved festivalen for ham.

“Vi har så sindssygt mange dygtige mennesker her, som skaber pladsens udtryk. Som får idéer, maler, pynter og blandt andet sætter alle de her skilte op, som er så utroligt flotte. Det har vi [bestyrelsen, red.] jo ikke noget med at gøre. Det er bare folk, der selv kommer med nogle idéer. Så at være vidne til opbygningsdagene og se, hvor engagerede og kreative folk er, det er helt vildt fedt.”

Daniel fortæller, hvor meget arbejde der går ind i forberedelsen af festivalen. Om at de i ugen, op til at festivalpladsen åbnede, arbejdede fra kl. 9 til 00 hver eneste dag.

“Jeg har ikke sovet i en uge. Men det er lige, som om at jo mere trætte mine øjne ser ud, jo bredere smil får man også bare.”

Og det er ikke kun på dette års festival, at Daniel har oplevet en intens blanding af træthed og glæde. Mens han fortæller om en aften på sidste års festival, ser jeg billederne i mit hovede. Daniel, stresset, ængstelig, overvældet, den sidste nat på Rudme Festival. Rundt omkring ham: et telt fyldt med glade, festende mennesker og høj musik. En hånd rækkes ud. Daniel bliver hevet med op på scenen af et andet bestyrelsesmedlem. 500 mennesker foran dem.

“Jeg havde haft det virkelig dårligt. Men så stod jeg pludselig deroppe og var stadig pænt emotionel. Men det var okay, for vi var der allesammen og dansede og fejrede det hele.”

Det var Rudme Festival, de fejrede. Det var det faktum, at det hele gav mening.

“Jeg tror bare, man føler, man er en del af noget større. Måske er det vildeste ved det, vi laver, at jeg ved, når jeg bliver 60-70 år, så kommer det her til at være mine ungdomsminder.“

“Det bliver nok bare Rudme Festival, der kommer til at stå meget klart og tydeligt. Vi lavede den her festival. Og det var fucking sjovt. Vi havde energi til det, selvom vi ikke sov, spiste på mærkelige tidspunkter, drak rigtig meget og i det hele taget pressede vores kroppe. Det var fint. Det kunne vi sagtens gøre. Gøre alt det her samtidig.”

Da jeg skal hjem om aftenen, har jeg ikke lyst til at gå. Det synes for tidligt at forlade Rudme Festivals summende plads. Da jeg alligevel begiver mig mod Rudme station, har jeg en følelse af, at jeg har fået et lille stykke af festivalen med. En følelse af ungdom, inspiration, gåpåmod og ikke mindst en følelse af at være en del af noget – at være en del af et fællesskab.

SEIN har indgået i et samarbejde med UngKult, hvor vi portrætterer forskellige kulturintiativer og de unge ildsjæle, der står bag. Dette er fjerde portræt ud af seks, der vil blive udgivet hver søndag de næste uger. Du kan læse mere om samarbejdet her

Tekst: Karoline Laksáfoss Lauritsen
Video: Ida Bedsted
Redaktør: Samuel Krogh Larsen, Sigrid Langgaard & Johanne Ringøen

Visuelt: Frida Bjerregaard Poulsen