De smukke unge mennesker i fiktionen anno 2024
Cornelia har taget en snak med den færøske, Super16-uddannede filminstruktør Andrias Høgenni, som er aktuel med serien ‘Farvel Forever’. En serie skabt ud fra et ønske om at henvende sig til den stille teenager bagerst i klasselokalet.
Hvorfor mere ungdomsfiktion?
Da jeg taler med Andrias Høgenni i telefonen, får jeg, efter mange gode svar på mine spørgsmål til tilblivelsesprocessen af serien, et uventet behov for at spørge til hele præmissen for skabelsen.
Hvorfor er hans nye projekt overhovedet nødvendigt? Hvorfor kan ungdommen ikke bare spejle sig i ‘Zappa’ eller ‘Tro, Håb og Kærlighed’? Behøver vi den store koncentration af ungdomsfiktion, som vi ser i medielandskabet i 2024?
Klik her og Støt SEIN
Det mener filminstruktør Andrias Høgenni, som er aktuel med DR Ultra serien ‘Farvel Forever’, at vi gør: “Det er vigtigt at sikre en samfundsdebat, hvor der ikke kun er plads til de ekstroverte og velformulerede unge,” siger han og fortsætter: “Små historier er vigtige, stille historier er vigtige.”
‘Farvel Forever’ skildrer den sidste uge på en efterskole for en række elever. Hvert afsnit er dedikeret til en af karaktererne, således at vi kommer helt tæt på karakterens usikkerheder i et vellykket forsøg på at aftabuisere en række emner.
I rammende dialoger mellem karaktererne udspiller der sig ligeledes et portræt af en generation, som gør sig umage med at rumme hinandens forskelligheder.
Foto: ‘Farvel Forever’, Hanna Marie Biørnstad
“Du vil jo gerne være med i hulen, ikke Mulle?” lyder den ikoniske replik fra ‘Zappa’. Den indkapsler et tema, som er gået igen i det meste ungdomsfiktion siden 1983, hvor Bille August-klassikeren udkom: At føle sig forkert, alene og udenfor.
Vi så det i ‘Zappa’, som portrætterer en gruppe unge i 1960’erne, vi så det mange år senere i ‘Kærlighed Ved Første Hik’, i den norske Julie Andem-succes ‘Skam’, og vi har senest set det i Jonas Risvigs omfattende indtog på ungdomsfiktionsscenen.
I ‘Farvel Forever’ får vi det serveret i øjenhøjde med de unge uden at “forfalde til pædagogik”, som instruktøren selv formulerer det.
En genre i konstant forandring
Ungdomsfiktion har gennem de sidste mange årtier været en genre i forandring, og det lyder jo ikke så mærkeligt. Eftersom ungdommen udvikler sig, udvikler formatet for ungdomsfiktion sig også.
Hybridgenrer, som blander fiktion og dokumentar, er blevet mere udbredte gennem de seneste år. Lige præcis dette greb findes måske især i ungdomsfiktionen, og der er da også inkorporeret dokumentaristiske elementer i ‘Farvel Forever’.
Instruktøren mener nemlig, at det er vigtigt, at sproget og situationerne er så tæt på de unges virkelighed som muligt. Han har i tilblivelsesprocessen rådført sig med de unge selv og givet dem muligheden for at fortælle deres historie med deres egne ord.
Foto: ‘Farvel Forever’, Hanna Marie Biørnstad
Arbejdet med ‘Farvel Forever’ startede allerede tilbage i 2017, og idéen tog oprindeligt form som en animationsdokumentar, udført som et menneskeligt kor, der snakkede om, hvordan de havde det med deres kroppe.
Her 7 år senere er ‘Farvel Forever’ endt ud i det, som Andrias Høgenni selv beskriver som “en iscenesættelse af dokumentariske situationer”.
“Det er en gave, at ungdommen flytter sig så meget på syv år,” uddyber han. “Jeg har haft mulighed for at researche vidt og bredt.”
Jeg spørger ham, hvilke aspekter af ungdommen som ‘Farvel Forever’ belyser, som han mener mangler i ungdomsfiktionsbilledet anno 2024. Han svarer: “Vi var meget nysgerrige på den mandlige usikkerhed blandt andet i den unge mands forhold til sin egen krop.”
De usynlige smertepunkter, oplevet og formuleret af den almindelige teenager
Andrias Høgenni ønskede at skabe en serie, som skulle “belyse nogle af de usynlige smertepunkter, som fylder i hovedet på unge i dag, men som er blevet overset i moderne ungdomsfiktion”.
Alle de unges fortællinger om smerte er vigtige, store som små, og de fortjener en plads i fiktionen
Jeg spørger ham, hvad drømmescenariet er, at den unge seer skal få ud af at se serien. Til det svarer han: “Vi har forsøgt at lave en serie til den stille teenager, der sidder bagerst i klassen, når der er undervisning. Vi må ikke tabe de unge på gulvet, fordi de er bange for, at deres historier ikke er vigtige nok, eller at de ikke er velformulerede nok til at fortælle dem.”
Han uddyber: “Alle de unges fortællinger om smerte er vigtige, store som små, og de fortjener en plads i fiktionen.”
Derfor mener Andrias Høgenni, at det er vigtigt, at der fortsat produceres fiktion, som unge kan spejle sig i. Når man har at gøre med en så bred og evigt foranderlig målgruppe, må forsøget på at omfavne den i fiktion aldrig stoppe.
Tekst: Cornelia Moesgaard
Redaktør: Laura Rye Bislev
Hvad tænker du?