Del 3 af Aarhus-tekstgruppens serie: Hvorfor skriver jeg?

Til en coronaeksamen i skriftlig dansk går det op for mig: Jeg behøver aldrig skrive igen, når jeg om lidt trykker ‘’aflever’’ er studenterhuen i sigte, og ingen stopper flere reflekterende artikler ned i halsen på mig, der hurtigt skal ud gennem fingrene inden deadline.

Man havde forestillet sig sveddryppende pander fra en hel årgang samlet i festsalen. Nu sidder vi, halvdelen af klassen, i et lille hjørnelokale med pandemi-afstand imellem os. Antiklimaks. Kirsebærtræet i skolegården, vinker til mig fra den anden side af ruden, kigger på mig med et løfte om lyserød lykke i vente. Så hvorfor vokser klumpen i min hals?

Jeg forsøger at ignorere den. Afskriver fornemmelsen som et symptom på skuffelsen over det hollywood–highschool-drama, jeg føler mig berøvet. I virkeligheden handler det også om noget andet, ved jeg godt. Det er erkendelsen om et skrivestop, der stikker lidt i hjertet.

For hvad gør jeg nu, når disciplinen dykker ned på bunden af en flaske øl? Når ingen kræver resultater af mig?

Bevares, det var ikke fordi jeg elskede afleveringer og eksaminer i gymnasiet. De fleste hang mig langt ud af halsen. Og da jeg sad dér for sidste gang og var bange for at give slip på dem, forbandede jeg dem totalt. For de havde fået mig til at tænke i kasser, kvalitet og karakterer.

Fået mig til at glemme, at jeg engang skrev, fordi jeg ikke kunne lade være. Fordi det flød ud gennem pennen og ned på papiret. Fordi det gav mening, fordi ordene havde betydning – i hvert fald for mig. ”Holder jeg helt op med at skrive?” tænkte jeg i stilhed, da jeg forlod eksamenslokalet.

Så skyllede stædigheden ind. Jeg ville ikke kun skrive for at blive bedømt – eller berømt, for den sags skyld. Undervejs i skolesystemet havde jeg vundet meget, men også mistet noget af det, der var legende, våget og rent i mit sprog. Jeg ville tilbage til starten, der begyndte som en fascination af ord, lige fra jeg lærte de første.

“Hvorfor kalde det en fugl, når man ved, det er en solsort’’ står der i min blå bog fra børnehaven, at jeg har sagt. Rimelig irriterende, insisterende trang til præcision som treårig.

Til tider har jagten på de rigtige ord også tenderet til en besættelse. Jeg har bladret synonymer igennem, indtil ordene smagte rigtigt i munden eller så godt ud på papiret. Ikke fordi nogen har sagt, jeg skulle, men fordi jeg har haft brug for det.

Fordi det faktisk lindrer og heler noget i mig, når ét ord på magisk vis i sin lyd eller betydning rummer alt det, der ellers er uden for sprogets rækkevidde. Jeg har aldrig forstået matematik og tal, men når jeg kan få ord og betydning til at gå op, har jeg mit facit.

Nu er jeg tilbage på skolebænken igen. Afleverer ord, som bliver evalueret. Taster mig hen imod en fremtid, som stadig er sløret. Det kan føles som at skrive i blinde. Man vakler ligesom hele tiden på en line, der er spændt ud mellem rigtigt og forkert. Bevidst om, at man kan fejle.

Men når jeg kun skriver for min egen skyld, finder jeg fodfæste. Jeg kigger ikke fremad mod et mål, men tilbage mod en sammenhæng.

Det er præcis dén forskel, der giver svar på, hvorfor jeg skriver: Jeg skriver, fordi det giver mig håb om at kunne holde fast. Holde fast i tanker, der ellers forsvinder og i minder, jeg ikke vil miste. Fast i mine forelskelser, der forbliver eller forgår. Fast i min egen vilje. Fast i det pinlige eller smertefulde, jeg måske helst vil glemme, men som også er vigtigt for sammenhængen.

Som ung er mit behov for at skrive livet ned vendt tilbage. Som barn var det min indgang til at forstå alt for første gang, og det føles, som om jeg er nødt til at gøre det igen. Livets hastighed er pludseligt taget til, og nu galopperer det hensynsløst afsted, mens jeg forpustet prøver at følge med.

Et stort hurlumhej, man skal huske at nyde, inden livet igen skifter gear, og man vågner op i en hverdag, hvor fartens voldsomhed er erstattet af faste gentagelser, og drømmene, som glitrer i uvishedens uro, er gledet ind bag ansvar og rutiner.

Men når jeg fastholder følelsen på skrift, er jeg mere med på rejsen – en bevidst passager, der bedre kan forstå og mærke. Det handler ikke bare om at dokumentere min ungdom, men om at vende og dreje den med ordene, indtil jeg forhåbentlig en dag kan vende tilbage til dagbogssiderne med et smil.

Uanset hvor jeg ender, forbliver ordene min bedste hjælp til at gribe om det fortidige, nutidige og fremtidige.

Tekst: Sigrid Conradsen Nielsen

Visuelt: Maja Renner Weichel

Redaktør: Peter Bitsch Hjortshøj